En graviditet betyder store kropslige forandringer for den kommende mor. For de fleste kvinder er forandringerne forbundet med glæde, stolthed måske i blandet besvær.
Men for kvinder, der har oplevet, at deres krop ufrivilligt er blevet genstand for andre menneskers behov, kan det at mærke barnet vokse være svært ubehageligt. I en rapport, som Servicestyrelsen udgav i 2008, om seksuelt misbrugte kvinders behov for hjælp under graviditet og fødsel, fremhæver kvinderne kropsforandringerne som en kilde til problemer. Problemerne manifesterer sig i følelser, der strækker sig fra ubehag til afsky. For at mindske de negative følelser efterlyser kvinderne samtaler med sundhedsprofessionelle, hvor der sættes ord på ubehaget, da det muligvis kan give en mere positiv krops- og selvopfattelse i graviditeten. Kvinderne fortæller desuden om ubehaget, når de oplever at tabe kontrol over kroppen. Også i denne sammenhæng er samtale og viden om de forandringer, der sker under graviditeten afgørende for, at kvinderne genvinder følelsen af kontrol. Kvinderne har eksempelvis brug for at vide, at kroppen kan reagere som seksuelt misbrugt, når den udsættes for stimuli, der minder om overgrebene. Jordemoderen er den oplagte fagperson til at formidle denne viden og til at indgå i samtaler om de problemer, som kvinderne oplever i graviditeten, viser undersøgelsen. For at etablere en tryg og åben relation lægger kvinderne i undersøgelsen vægt på, at de har den samme jordemoder gennem hele graviditeten og ved fødslen.
Empati og anerkendelse
Marianne Lau, der er psykiater og overlæge ved Psykoterapeutisk Center Stolpegård, anbefaler også samtale og information om, hvad der skal ske, som væsentlige ingredienser i et godt forløb.
– Jordemoderen skal ikke blive terapeut for kvinder, der har været misbrugt eller oplevet vold. Hendes vigtigste rolle er at være empatisk og anerkendende. Når en kvinde fortæller sin jordemoderen om ubehagelige oplevelser, så er det vigtigt, at jordemoderen ikke reagerer ved at gå i problemløsningsmode. Til en start er det vigtigt at vise kvinden, at man anerkender, at hun fortalte sin historie – at man takker for at hun fortalte den og eventuelt spørger kvinden, hvordan det var at fortælle den, siger Marianne Lau.
Dernæst er det vigtigt at afdække, hvilken betydning oplevelserne har for kvinden i forhold til hendes nuværende situation som gravid og om hvilken opbakning, hun har brug for. Kvindens tilstand afhænger af de ressourcer, hun har og af hvordan hendes omgivelser har reageret på hendes oplevelser.
– Jordemoderen kan spørge kvinden, om hun tidligere har fået hjælp. Det er meget forskelligt, hvilken hjælp man har be hov for. Nogle kvinder vil ikke ind i et behandlingsforløb og det er ikke altid terapi, der skal til, for at få et bedre liv. Hvis kvinden og jordemoderen formår at skabe en god kontakt og aftale hensynstagende rammer for graviditet og fødsel, så kan det i sig selv virke helende, siger psykiateren.
Toppen af isbjerget
– Vi ser kun toppen af isbjerget, siger jordemoder Jette Sandø og henviser til antallet af gravide, der giver sig til kende i jordemoderkonsultationerne med beretninger om vold eller seksuelle overgreb. Jette Sandø er tilknyttet ’blåt team’ på Hvidovre Hospital, der tager sig af psykisk sårbare gravide, der har en psykiatrisk anamnese eller er i en akut belastet situation. Hun så gerne, at der blev indført generel screening for overgreb og misbrug – det ville gøre det nemmere at spørge den enkelte. Og det ville gøre, at de kvinder, der bærer på de ubehagelige oplevelser føler sig mindre stigmatiserede.
– Min fornemmelse er, at der er flere og større problemer, end vi får at vide, siger Jette Sandø, der er opmærksom, når hun mener, at en kvindes adfærd og reaktioner kan bunde i traumatiserende oplevelser.
– Hvis en kvinde for eksempel spørger, om hun må beholde tøjet på under fødslen, eller hvis hun er meget svær at eksplorere, så kan jeg godt overveje, om der ligger noget under. Når vi får en kvinde henvist til blåt team, så er det sjældent, at henvisningsgrunden er vold, men hvis jeg får en mistanke om, at det kan være medvirkende, så spørger jeg ind til det. Jeg kan for eksempel spørge til hendes forhold til barnefaderen, om hun er bange for ham eller om hun er bange for, at han skal slå hende. Hvis jeg får en stærkere fornemmelse, så spørger jeg direkte, om hun har været udsat for vold, om hun er bange for at være sammen med ham, om hun er bange for, at hun eller barnet kan blive skadet osv., siger Jette Sandø.
Mulighederne for at henvise gravide, der er præget af ubehagelige oplevelser, til for eksempel psykolog på sygehuset, er meget begrænsede.
– Vi kan henvise til kvindens praktiserende læge og så må hun henvise videre. Det, vi kan gøre som jordemødre, er at lytte til kvinden og forsøge at afdække, hvad der gør hende bange eller urolig. Det allervigtigste er, at jeg får en god kontakt med den gravide og kan tale med hende. Hvis jeg tromler med forslag og løsninger, så taber jeg hende måske. Hvis kvinden for eksempel siger, at hun vil føde ved kejsersnit, så lytter jeg til hende, så hun ikke oplever, at hun skal bruge al sin energi til at argumentere for kejsersnittet – i stedet for at bruge energien på de emner, som belaster den gravide mest, siger Jette Sandø.
Når hun møder en kvinde i sin konsultation, der har været udsat for vold eller misbrug, så lægger hun sammen med den gravide en fødeplan for det videre forløb. I nogle tilfælde fortsætter kvinden med at gå til jordemoder hos sin oprindelige jordemoder og kommer evt. til en sidste konsultation i blåt team.
– Jeg skriver meget kort i journalen, hvad problemet er. Og så skriver jeg de ting ned, som vi aftaler, for eksempel at der ikke skal være studerende til stede på fødestuen, at der kun skal være kvinder på fødestuen og at man giver sig rigtig god tid ved eksplorationer, siger Jette Sandø. Hun forsøger at gøre fødeplanen kort og præcis, så jordemoderen på fødegangen hurtigt kan danne sig et indtryk af den støtte, som kvinden har behov for.
– Det ville da være fantastisk at kunne tilbyde de sårbare gravide en kendt jordemoder. Så ville informationen og den gensidige viden om planen være samlet et sted. For tab af information og det, at kvinden skal gentage sin historie og ønsker, er ikke hensigtsmæssigt – slet ikke for disse kvinder, siger Jette Sandø.