Det er farligt at føde en underkroppræsentation vaginalt. Farligere end forløsning ved kejsersnit. Sådan lød det firkantede budskab i 2000 med offentliggørelsen af The Term Breech Trial, som den canadiske forsker Mary Hannah stod bag. Det store internationale studie af risikofordelingen mellem de to forløsningsformer fik obstetrikere i flere lande til at foretrække den kirurgiske udvej på de relativ få gravide, der har barn i underkroppræsentation ved termin. I Danmark kaldte speciallægerne i Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi straks til samling og ophøjede Hannahs konklusioner til lov på langt de fleste fødeafdelinger, og antallet af vaginale UK-forløsninger styrtdykkede bogstaveligt talt over natten. Dermed var antallet af vaginalt fødte børn med numsen nedad så godt som forbeholdt de fødsler, hvor præsentationen først blev erkendt under selve fødslen.
Et af de få steder, der forsøgte at holde fast i den vaginale UK-fødsel, var fødeafdelingen på Glostrup Hospital, hvor Henrik Nyholm var overlæge. Han fremlagde i starten af januar 2003 på DSOG’s Sandbjergmøde en opgørelse over virkningen af Hannahs studie: Antallet af vaginale sædefødsler var halveret, og 22 ud af 29 fødeafdelinger, som besvarede en spørgeskemaundersøgelse udsendt til landets daværende 36 fødeafdelinger, havde ændret politik på området, siden undersøgelsen kom ud. Nyholm kaldte udviklingen for ”en kritikløs accept af Dr Hannahs undersøgelse” og fremlagde tidligt en række kritikpunkter af undersøgelsen. Kritikken blev siden udbygget, og i dag er der bred enighed blandt obstetrikere om, at studiet ikke kan holde til de konklusioner, det drager.
– Mine kolleger har erkendt, at Hannah tog fejl, og det er min oplevelse, at holdningerne overfor den vaginale UK-forløsning i dag er blødt op. De sidste to år har vi set en tendens til, at flere føder UK vaginalt. Hannahs undersøgelse er skudt sønder og sammen, hun har selv erkendt, at den ikke kunne bruges til noget, siger Henrik Nyholm, der siden 2010 har arbejdet på Herlev Hospital efter fusion med fødeafdelingen på Glostrup.
En fasttømret myte
Henrik Nyholm fortsatte arbejdet med at holde jordemødres og lægers UK-færdigheder ved lige på den fusionerede fødeafdeling på Herlev Hospital. I dag er afdelingen ifølge jordemødrene Anne Agersnap og Linda Hansen kendt for sin UK-politik nemlig, at vaginal fødsel ved UK er det almindelige med mindre, der er en klar kontraindikation.
– Vi anbefaler vaginal fødsel ved underkroppræsentation med mindre, der er kontraindikation for det. Vi går meget op i, at kvinden og hendes partner er godt informerede om, hvordan sådan en fødsel foregår. Der vil være meget overvågning af barnet undervejs – særligt i presseperioden – fødslen skal skride godt og ubesværet frem, og så forbereder vi dem på, at der vil være en del mennesker på stuen under forløsningen. Hvis en kvinde er bange for den vaginale forløsning, så prøver vi ikke at overtale hende, siger Linda Hansen.
Hvis man har barn i underkroppræsentation ved termin, er der mange gravide, der tager det for givet, at de skal have sectio. Det er en myte, der blev fasttømret efter Hannahs studie.
– Kvinderne hører fra omgivelserne, at UK er lig med sectio. Vi er oppe mod en myte, og myter er svære at blive af med. Men når vi siger, at hos os er det normalt at føde vaginalt – også ved UK – så sker der noget i deres hoveder. Vi fortæller også, at vi regelmæssigt træner UK-forløsning, så selv om der ikke er ret mange af den type fødsler, så er vores færdigheder holdt ved lige på fantom, siger Anne Agersnap, der har arbejdet hele sit 38-årige jordemoderliv på Herlev Hospital. Hun har taget imod mange børn i UK, aldrig oplevet et fastsiddende sidst kommende hoved og kun enkelte gange været med, hvor der blev lagt tang.
– Det tager måske tyve år at vende en tankegang, men vi er godt på vej med UK’erne. Vi ser det samme nu med hjemmefødsler, der virkelig blomstrer for tiden. Det handler om at skabe de gode fortællinger, siger Anne Agersnap. Herlevs fortælling om at man godt kan føde et UK-barn vaginalt er nået så langt ud, at gravide ind i mellem spørger om muligheden for at skifte fødested dertil.
– Kvinderne læser på de sociale medier, at vi er trygge ved vaginale UK-fødsler og nogen kontakter os på den baggrund, siger Anne Agersnap.
Henrik Nyholm mener også, at kultur spiller en rolle.
– Kulturen i afdelingen skal være til, at man går ind for at kunne føde UK vaginalt. Og den skal understøttes af ledelsen og af mulighed for at træne og vedligeholde kompetencer omkring UK-forløsning, siger Henrik Nyholm. Han vurderer, at der på en afdeling af Herlevs størrelse med 5.200 årlige fødsler, skal være et tilstrækkeligt antal fuldt uddannede speciallæger, der kan dele vagterne, for at det kan foregå forsvarligt.
– Hvis der ikke er trænede specialister til stede, så er det, at kniven sidder løst, og vi får flere sectio, end det måske var nødvendigt, vurderer overlægen.
Rift om UK-fødsler
I 2015 var der ca. 210 (eksklusiv gemelli) gravide på Herlev Hospital, der havde et barn i underkroppræsentation ved termin. Heraf blev halvdelen forløst ved planlagt kejsersnit, resten stilede mod vaginal forløsning. Cirka 55 procent lykkedes med at føde vaginalt svarende til knap 60 vaginale UK-forløsninger på et år. Ifølge Nyholm kan afdelingen ikke påvise dårligere forløb for mor og barn ved vaginal forløsning end ved sectio.
Det lave antal gør, at der er rift om at få lov til at tage imod.
– Jo, der er lidt kamp om UK’erne. Der er uddannelseshensyn til lægerne, der skal tages. På den anden side, så er det os jordemødre, der står med de uerkendte UK’er, hvor man ikke når at sætte et team, før fødslen er overstået. Så vi skal også kunne det, siger Linda Hansen og understreger, at det ikke er et spørgsmål, der må skabe uvenskab.
Når en kvinde kommer ind, har barn i UK og planen er en vaginal forløsning, så bliver der fra starten sat et team bestående af en jordemoder, en jordemoderstuderende, en læge i uddannelsesstilling, en speciallæge og en afdelingsjordemoder. Anæstesiafdelingen og børneafdelingen adviseres.
Teamet øver samlet på et fantom, der står på et mindre rum på fødegangen. Både håndgreb, kommunikation og arbejdsfordelingen gennemgås ved teamtræningen, der gerne tager ti minutter. Derefter er det jordemoder og jordemoderstuderende, der er på fødestuen, men det er god stil, at de læger, der skal med ved fødslen, kommer og hilser på inden selve fødslen.
– Jeg er oplært med Falck-Larsens bog, og i den står der, at man skal have god kontakt med den fødende. Så jeg kræver, at lægerne introducerer sig før selve fødslen, siger Anne Agersnap.
Linda Hansen har været jordemoder i tolv år og har været ansat på Herlev Hospital på fuld tid alle årene. Hverken hun eller Anne Agersnap har lyster eller planer i retning af lederjob. De har det fint med at være ”de erfarne” og med at både jordemoder- og lægekolleger gerne spørger dem til råds. Eller for eksempel beder dem om at være med ved en UK-forløsning.
– Normalvis deltager afdelingsjordemoderen ved UK-fødsler. Men selvfølgelig er vi gerne med på en stue, hvor en mindre erfaren skal tage imod UK. Deltager jeg selv som supervisor, melder jeg som regel ud på forhånd, at jeg kommenterer, hvis der er grund til det. For eksempel tøver jeg ikke med at sparre med lægerne, hvis de for eksempel skal til at lægge episiotomi eller trække på et forkert tidspunkt, siger Linda Hansen, der trods medvirken ved mange UK-fødsler aldrig har set en tang blive brugt.
For Anne Agersnap og Linda Hansen er UK-fødslerne som ekstra krydderi på deres arbejde. De har begge haft så mange, at pulsen ikke længere stiger, når de går ind på en stue, hvor barnet har valgt sin egen stilling.
– Det er fedt at bruge sine hænder, for UK-forløsning er meget håndværk og så viden og erfaring med, hvordan den skal forløbe og hvornår man skal ændre vej og gå til kejsersnit, siger Anne Agersnap.
– Jo, der er selvfølgelig nok lidt mere teknik og håndværk ved UK-forløsning, men grundlæggende så er det ligesom ved hovedpræsentationen: man lader så vidt muligt kroppen arbejde for forløsningen, siger Linda Hansen.
Anne Agersnap og Linda Hansen mener, at de deler deres glæde ved arbejdsstedets positive indstilling til vaginale UK-fødsler med deres jordemoderkolleger.
– Alle har lyst til at være med, når der er en UK-fødsel, men nogen er utrygge og vil gerne have en mere erfaren jordemoder med. Bagefter kan de finde på at sige, at det var som at være gul jordemoderelev igen, og de må næsten hives ned fra loftet, så høje bliver de af det, siger Anne Agersnap. Hun vurderer, at en femtedel af kollegerne føler sig trygge ved en UK-fødsel og har en del erfaring.
