Udsatte igangsættelser slider på jordemødre

Op mod hver fjerde gravide på Rigshospitalet får fødslen sat i gang. Men travlhed kan føre til, at planlagte igangsættelser udskydes. Det er utilfredsstillende for både forældre og personale. Måske kan ændret sprogbrug og informationspraksis omkring det at skulle have fødslen sat i gang samt intensiveret aktivitetsstyring afhjælpe.

Det er da rigtig frustrerende at skulle udsætte en planlagt igangsættelse. Ligesom det heller ikke er sjovt at skulle fortælle en kvinde, at vi må udskyde hendes planlagte kejsersnit, fordi der kom noget akut på tværs, siger Britt Strøm Johansen, der er vicechefjordemoder på Rigshospitalet. Hun har stor forståelse for jordemødrene, der oplever det som en belastning, når de må fortælle skuffede kommende forældre, at det alligevel ikke er deres tur. Men hun fremhæver samtidig, at afdelingen ikke går på kompromis med sikkerheden, når en igangsættelse eller et kejsersnit udsættes.

Vicechefen kommer ikke med tal over, hvor ofte, en planlagt igangsættelse bliver udsat på Rigshospitalet.

- Det sker jævnligt og kan nok ikke helt undgås i en verden, hvor det akutte og de spontant fødende altid vil være styrende og udskyde det planlagte. Ligegyldigt hvor meget vi planlægger, siger vicechefen. Rigshospitalet er et højt specialiseret fødested med flere lands- og landsdelsfunktioner.

- Vi har flere kvinder med en kompliceret graviditet, der kræver igangsættelse end mange andre fødeafdelinger og derfor må vi oftere ”skrue” på den gruppe, hvor graviditetslængden er indikation for igangsættelse. Og det kan være hårdt at være jordemoder i. Man kan sige, at de kvinder, som skal sættes i gang på grund af graviditetslængden, er dem, vi primært justerer på, da de har tid at løbe på, men vi kanogså være nødt til at udsætte igangsættelser på mere tungtvejende indikationer, siger Britt Strøm Johansen.

Det koster ressourcer
Mette Kiel Smed er afdelingsjordemoder på afsnit for igangsættelse på Rigshospitalet. Hun ser de udskudte igangsættelser som et stort problem både for de gravide og for personalet.

- Det koster ressourcer for både familierne og jordemødrene. Følelsesmæssigt er det ubehageligt for personalet at skulle fortælle, at en igangsættelse skal udsættes, siger Mette Kiel Smed. Hun understreger også, at en udsættelse kun finder sted efter nøje faglig vurdering: Skal den gravide sættes i gang som behandling – for eksempel ved begyndende præeklampsi – eller er det forebyggende for at undgå en graviditet ud over 42 fulde uger. Beslutningen om udsættelse bliver taget i et samarbejde mellem jordemoder og læge eller mellem jordemoder og afdelingsjordemoder afhængigt af indikationen. Gravide, der skal have taget vandet, vil oftere få udsat deres igangsættelse ved travlhed, end gravide, der skal modnes med fx Angusta.

De gravide på Rigshospitalet ser en jordemoder i uge 40+, ringes op af en jordemoder i 41+2 og inviteres igen til samtale med en jordemoder i uge 41+3-5. De får tilbud om vaginaleksploration og eventuelt hindeløsning. Tidligere blev de inviteret til igangsættelsescafe, der nu er erstattet af en on-line film om igangsættelse.

Der er dagligt planlagt fem til seks gravide, der skal sættes i gang på afsnit for igangsættelse på Rigshospitalet. Fødeafdelingens optageområde rummer mange førstegangsfødende, hvilket også influerer på længden af en igangsættelse.

- Hvis vi er heldige, føder de inden for et døgn, men ved peaks er vi ikke bemandede til at varetage så mange igangsættelser. Og så er vi nødt til at udskyde nogen, siger afdelingsjordemoderen.

Afdelingen forsøger at planlægge sig uden om peaks, som for eksempel en periode med ekstraordinært mange fødsler eller en ophobning af gravide, der skal sættes i gang, kan give. Styring af døgnberedskabet er et af de greb, som ledelsen tager i brug.

- Det er lidt som om personalet er puslespilsbrikker, som vi må flytte rundt på til de afsnit, hvor der er ekstra travlt, for at få det hele til at gå op. Og det er svært, fordi man forbereder sig til at skulle på arbejde på et afsnit og så bliver man flyttet til et andet, siger Mette Kiel Smed, der foreslår, at man også ser indikationerne for igangsættelse efter i sømmene.

- Vi har for mange igangsættelser til, at vi kan følge med. Måske vi skal se på indikationerne, foreslår hun og tilføjer.

- Men det løser ikke hele problemet, vi skal også have flere fødestuer og flere jordemoderhænder, hvis vi skal varetage det hele, siger hun.

Sprogbrug
En af udfordringerne i at nå det planlagte ligger i, at en fødeafdeling både varetager akutte og elektive opgaver – som for eksempel planlagt igangsættelse.

- Det kan ikke være så meget anderledes i en blandet butik som en fødegang, hvor vi har både akutte og planlagte opgaver. Der vil opstå peaks, som vi ikke kan planlægge os ud af. I den ideelle verden var vi bemandet beregnet til peaks, siger vicechefen, der gerne vil se på, hvordan man kommunikerer med de gravide om afslutning af graviditeten.

- Vi skal nok tage ved lære og ikke være så kategoriske, når vi taler om at blive sat i gang. Vores sprogbrug skal måske ændres, så vi ikke fikserer de gravide på et bestemt tidspunkt for en igangsættelse og formidler til den gravide, at vi inden for en given periode tilbyder igangsættelse, siger Britt Strøm Johansen.

Læs andre artikler om igangsættelser i samme nummer

Udsatte igangsættelser
Antallet af igangsatte fødsler steg, da man i 2011/2012 ændrede guidelines, så det nu anbefales, at graviditet afsluttes senest med udgangen af uge 41. Stigning i antal skyldes også, at gravide kvinder med gestationel hypertension og præeklampsi anbefales at få fødslen igangsat tidligt (omkring uge 38). På landsplan bliver knap hver femte fødsel sat i gang og det giver kapacitetsmæssige udfordringer på mange fødesteder. Der findes ikke landsdækkende registrering af, hvor mange planlagte igangsættelser, der må udsættes. Hanne Brix Westergaard er formand for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, DSOG:

- Vi har i DSOG ikke viden om omfanget af udsættelser. Men jeg er enig i, at vilkårene omkring igangsættelse er udfordrede i en travl tid med mange fødende, hvor normale fødende ofte overhaler kvinder med indikation for at få fødslen sat i gang. I de tilfælde hvor igangsættelser udsættes, sker det efter min mening ud fra en grundig faglig vurdering og med aftaler om tæt opfølgning. Det er selvfølgelig vigtigt, at de fødende og partnere er informeret om risikoen for udsættelse.