Sommer, ferie og fødsler

Sommer er lig med ferie. Vi har spurgt en række jordemoderledere fordelt over landet om de har fået vagtskemaet i juli til at gå op. Den lille rundspørge viser store variationer mellem landsdelene.

Spørgsmålene

  1. Hvor mange stillinger er ubesatte på din afdeling pr. 1. juli 2007?
  2. Hvor mange ubesatte vagter er der på din afdeling i juli 2007?
  3. Har jordemødrene på din afdeling mulighed for at vælge at holde tre ugers ferie i skoleferien eller i sommerperioden?
  4. Bruger I vikarer fra vikarbureau for at dække vagter denne sommer?
  5. Hvis, hvor mange penge regner du med at bruge på bureauvikarer i juli 2007?
  6. Hvilket bureau bruger I?
  7. Kan bureauet afhjælpe jeres problem helt eller delvist?
  8. Bruger I anden arbejdskraft for at få tingene til at hænge sammen i sommerperioden. Eksempelvis jordemoderstuderende, syge/sundhedsplejersker?
  9. Har I valgt at lukke funktioner (konsultationer, fødselsforberedelse mv.) for at få sommerskemaet til at gå op?

Marianne Skovby, vicechef på Hvidovre Hospital

  1. Vi har ingen ledige stillinger
  2. Vi har reelt ingen ubesatte vagter. Der kan selvfølgelig komme sygdom, men vi planlægger aldrig med huller i vagtskemaet.
  3. Nej, ikke i skoleferien — der har alle ret til to ugers sammenhængende ferie. Men medregner man hele sommerhalvåret — altså 1. maj til 1. oktober, så er det muligt.
  4. Vi bruger aldrig vikarbureauer. De fleste ledige vagter besættes af vores egne jordemødre og enkelte af selvstændige jordemødre, som vi har tilknyttet.
  5.  Vi bruger jordemoderstuderende til sosuarbejde — ca. 10 stk. hen over sommeren.
  6. Vi har ingen fødselsforberedelse, men har ellers ikke skåret nogen steder.

Anni Rydahl Sørensen, stedfortræder, Odense Universitetshospital

  1. Vi har 6 faste stillinger og 11 vikariater ledige, og det bliver værre til september, hvor vi får 15 vikariater og 7 faste stillinger ledige ud af en normering på 52,5 basisjordemoderstillinger.
  2. Vi har omkring 30-40 ubesatte vagter om ugen i juli.
  3. Alle har mulighed for at holde to ugers sammenhængende ferie i skoleferien. Uden for er det muligt at få tre ugers sammenhængende ferie — og det er der nogle enkelte, der benytter sig af.
  4. Vi bruger primært Kinnerup og enkelte gange Powercare. Bureauvikarerne dækker ca. 1/3 (jf. sidste år). De andre 2/3 dækkes af vores egne jordemødre og af selvstændige jordemødre, som vi har en aftale med. Vi bruger ca. 50.000 kr. pr. uge i juli på vikardækning.
  5. Vi har ansat ekstra social og sundhedsassistenter og planlægger også at bruge jordemoderstuderende i fremtiden.
  6. Vi har i år valgt at bibeholde fødselsforberedelsen, da det gav for mange problemer sidste år, bl.a. fordi vi har en del jordemødre, der ikke kan være på fødegangen. Vi har skåret noget i antallet af konsultationer, men kun så det stadig er forsvarligt.

Annette Rabe, jordemoderleder Sygehus Sønderjylland (Haderslev og Sønderborg)

  1. I Haderslev er der 6 stillinger ledige og 3 på barsel/orlov ud af 24 normerede basisjordemoderstillinger. I Sønderborg er der 5 stillinger og 5 på barsel/orlov ud af 26 basisjordemoderstillinger.
  2. Vi har vores eget vikarkorps, som dækker en del af vagterne. I Haderslev er alle vagter dækket af fast personale og vikarkorps I Sønderborg mangler vi at dække 20 vagter, som afsættes til vikarbureau
  3. Uden for skolernes ferie – ja. Enkelte jordmødre har fået 3 uger iskolernes ferie.
  4. Vi bruger for det meste Powercare. Det er uafklaret, om bureauet kan dække vagterne helt.
  5. Vi har over en periode valgt at ansætte ekstra SOSU -assistenter for jordemoderlønkroner.
  6. Nej

Anne Lundgaard, centerleder Aalborg Jordemodercenter

  1. Ingen ubesatte stillinger
  2. Vi har aldrig ubesatte vagter. Vi sender aldrig fere på ferie end, at alle vagter kan dækkes evt. med over- og merarbejde. Det er altid skemalagt. Flest muligt skal have ferie, når de gerne vil, så må resten dække hullerne — det er en kollegial aftale. Kun en gang imellem er der en, der får en mistet fridag, når en vagt skal dækkes. Allerede i marts måned laver vi skemaet og det bider jordemødrene sammen om. Sådan har jordemodergruppen besluttet at det skal være.
  3. Nej, 2 uger i skoleferien af hensyn til afdelingens drift, men gerne 3 uden for skoleferien.
  4. Aldrig. Principielt nej. Man kan ikke acceptere at bruge vikarer, der giver højrisiko for patientfejl. Med den ene hånd laver samfundet en indsats for at højne patientsikkerheden, med den anden hånd så underminerer man sikkerheden med vikarer. Det hænger ikke sammen.
  5. Nej
  6. Vi lukker altid for fødselsforberedelsen i juli — de gravide kommer ikke, så det er spild af kræfter. Til gengæld ruster vi op i juni og august.