Evnen til refleksion bliver ofte fremhævet som en integreret del af jordemoderpraksis. Ved refleksion forstås viljen til at forholde sig kritisk til sit professionelle virke.
Generelt har interessen for refleksion med det formål at forbedre kliniske færdigheder oplevet en eksponentiel vækst. Og eftersom evnen til refleksion ikke er et iboende karaktertræk, men derimod en evne som kan udvikles, har jordemoderuddannelser forsøgt at understøtte netop denne egenskab.
Til trods for dette er der kun sparsom empirisk forskning, der har undersøgt sammenhængen mellem refleksion og det kliniske virke.
Med det formål at undersøge evnen til refleksion sammenholdt med færdigheder i klinisk praksis hos jordemoderstuderende iværksatte Embo et al. deres studie. Empiri blev indsamlet fra den belgiske jordemoderuddannelse ved University College Arteveldehogeschool Ghent (3-årig bachelorgrad som svarer til den danske bachelorgradgrad, red).
Data fra 169 studerende på deres første, andet og tredje uddannelsesår blev indsamlet i september 2013 efter, at de studerende havde afsluttet deres kliniske ophold. Der blev også indsamlet retrospektive data fra studerende, der havde afsluttet deres uddannelse de foregående år (n=95). Data bestod af de vurderinger, som de studerende havde fået i deres ‘refleksions opgave’ samt af karakterer givet for en række kliniske færdigheder. Refleksionopgaven bestod af et skriftligt essay, som alle studerende skulle aflevere efter endt klinisk ophold, hvor de blev bedt om at reflektere over deres egen faglige udvikling. Essayet blev bedømt af de kliniske undervisere ud fra en række forudbestemte vurderingskriterier. Den studerendes færdigheder i klinisk praksis blev bedømt ved den afsluttende karakter, som blev givet ud fra en kompetence- baseret vurderingsmetode. Hver kompetence består af kontekstspecifikke kriterier, og således forventes henholdsvis 1., 2. og 3. års-studerende ikke at mestre samme kompetencer.
Resultaterne viste en moderat korrelation mellem evne til refleksion og den studerendes færdigheder i klinisk praksis. Ved tværsnitsdata var alle korrelationer større end 0.4 og signifikante (p <0.01). Analysen af de retrospektive data bekræftede også sammenhængen, da man fandt, at hos de færdiguddannede var der en korrelation mellem deres refleksionsscore i løbet af de første studieår og deres kliniske performance senere i studiet.
Embo konkluderer, at studiet viser en signifikant sammenhæng mellem evnen til refleksion og færdigheder i klinisk praksis. Studiet bekræfter dermed tidligere formodninger.
Resultaterne indikerer, at når evnen til refleksion vurderes til at være høj i den første del af studiet, vil det afspejle sig i de kliniske færdigheder senere. Dermed støtter studiet viden om, at refleksion gavner indlæring.
Embo M., Driessen E., Valcke M. et al. Relationship between reflection ability and clinical preformance: a cross-sectional and retrospective-longitudinal correlational cohort study in midwifery. Midwifery. 2015;DOI:10.1016/j. midw.2014.06.006
“It is generally assumed that reflective practice, that is, the willingness of students to think critically and to engage themselves in reflection upon their professional activities, contributes to the performance improvement. The notion of reflection as a contributor to performance improvement has its roots in the work of John Dewey. Dewey'sphilosophy (1938) proposes a theory that puts personal experiences at the centre of education.”