Overdreven vægtøgning i forbindelse med graviditet har vist sig at øge sandsynligheden for fremtidig overvægt. På den baggrund formulerede det amerikanske Institute of Medicine (IOM) allerede i 1990 anbefalinger for sund vægtstigning i svangerskabet. Men langt fra alle kvinder opfylder disse anbefalinger og lykkes ej heller med efterfølgende at tabe de kilo, de har taget på i deres graviditet. Derfor ønskede forfatterne bag dette RCT at afprøve en livsstils- og adfærdsintervention i graviditeten for at påvirke gravides vægtstigning og efterfølgende vægttab.
I alt blev 401 gravide rekrutteret fra seks obstetriske centre i Rhode Island, USA, til Fit for Delivery studiet. Kvinderne var repræsentative for en heterogen gruppe både i forhold til etnicitet, socioøkonomisk status og BMI. Inklusionskriterier var: 10-16. uger gravid ved rekruttering, singleton graviditet; BMI19.8-40, ikke-ryger, ingen svære somatiske eller psykiske sygdomme, engelsk talende og med adgang til en telefon.
Efter samtykke blev kvinderne allokeret til interventions- eller kontrolgruppen ved hjælp af computergeneret blok randomisering. Begge grupper fulgte de planlagte kontroller, som tilbydes alle i den konventionelle svangreomsorg. De gravide i interventionsgruppen fik desuden en personlig samtale om sund levevis ved studiestart. Her opfordrede man til adækvat vægtøgning, daglig fysisk aktivitet af 30. minutters varighed og sund kost. Til monitorering fik de udleveret skridttæller, skema til madoptegnelser samt en vægt. På baggrund af disse informationer blev der løbende genereret personlige vægtkurver. Disse fik kvinderne tilsendt sammen med feedback om deres udvikling.Ydermere havde interventionsgruppen minimum tre telefonkonsultationer med en diætist, men gerne flere og ugentligt, hvis de havde vanskelig ved at holde vægten.
Kvinderne selv var ikke blindet for hvilken studiegruppe, de tilhørte, men det var de sundhedsprofessionelle, der varetog de"almindelige" svangrekontroller, samt de forskere der foretog data-analysen.
Det primære effektmål i studiet var andelen af kvinder, som opnåede deres før-graviditets vægt (±0,9 kg), eller en lavere vægt, 12 måneder postpartum. Ved logistisk regressionsanalyse undersøgte man forskellen på grupperne. Dataanalysen blev foretaget både som en modificeret intention-to-treat og som completers analysis (kun de som gennemførte hele studiet analyseres). Men dette viste sig ikke at påvirke resultatet.
Andelen af besvarelser lå på 79% efter 12 måneder. I interventionsgruppen opnåede 35,4% af kvinderne målet om vægttab, mens det drejede sig om 28,1% i kontrolgruppen (P 0,18). Da forfatterne udelukkende analyserede data fra completers, så de en tendens til, at kvinderne i interventionsgruppen havde tabt sig mere (13,6 kg±6,8 vs. 12,5 kg±6,6) og var færre kilo fra deres før-graviditetsvægt (1,4kg±6,3 vs. 3,0±5,7), men heller ikke dette var signifikant og kunne altså ikke tilskrivesinterventionen (OR 1,6) (95%CI: 0,92-2,7). De sekundære effektmål var blandt andre adfærdsændringer i form af vægtkontrollerende adfærd. Her fandt forfatterne, at kvinder i interventionsgruppen var mere tilbageholdende overfor usund kost seks måneder efter fødslen (P 0,02) og hyppigere foretog selv-vejning (P0,02).
Forfatterne til Fit for Delivery studiet konkluderer, at den omtalte livsstils- og adfærdsinterventionen tyder på at kunne øge andelen af kvinder, som opnår deres før-graviditets vægt et år efter fødsel, men resultaterne er ikke signifikante. En mulig forklaring på dette kan være, at intervention ikke forløb i perioden efter graviditeten skriver de.
Phelan S, Phipps MG, Abrams B etal. Does behavioural interventionin pregnancy reduce postpartumweight retention? Twelve-month outcomes of the Fit for Delivery randomised trial. DOI:10.3945/ajcn.113.070151