Sundhedsvæsenet i de nordiske lande har mange lighedstræk. Et af disse er, at jordemoderen er den primære fagperson ved den ukomplicerede fødsel, og dermed også ved en hjemmefødsel. Det er desuden et fællestræk, at antallet af hjemmefødsler i Norden er faldet siden 1950’erne. Den nuværende frekvens ligger på 1-2 % i Danmark og Island, mens den i Sverige og Norge er på omkring 0,1%. I Finland drejer det sig om endnu færre.
Formålet med det studie, der skal omtales her, var at undersøge og beskrive praksis og retningslinjer for planlagte hjemmefødsler samt at undersøge mulighederne for studier af planlagte hjemmefødsler på tværs af landene.
Forfatterne søgte efter nationale retningslinjer, anbefalinger og juridiske dokumenter relateret til landenes håndtering og registrering af hjemmefødsler. Repræsentanter fra hjemmefødselsorganisationer blev desuden inddraget som eksperter på praksis. I alt fandt man 14 dokumenter fra fire af de fem inkluderede lande. Da der ingen fandtes fra Finland, blev dette land ikke inddraget i studiet.
Forfatterne fandt stor variation mellem de dokumenter, der eksisterede om planlagt hjemmefødsel. I danmark står der i ‘Anbefalinger for Svangreomsorgen’ udgivet af Sundhedsstyrelsen, står der, at jordemoderen eller egen læge skal informere kvinden om hendes mulighed for at vælge mellem at føde hjemme eller på sygehus. Dette valg er målrettet gravide med en ukompliceret graviditet og formodet ukompliceret fødsel. Men det vil altid være kvindens ret at vælge at føde hjemme og fødestedet kan ikke afvise at deltage, selvom der er forhold, der taler imod. De enkelte regioner er ansvarlige for at beskrive og tilrettelægge tilbuddet om hjemmefødsel i deres region. Eksempelvis har Region Sjælland indgået en aftale med ‘Hjemmefødselsordningen Sjælland’, som er en gruppe privatpraktiserende jordemødre.
I Norge udkom i 1997 en national rapport om kvalitetsmå log -krav for fødeklinikker samt hjemmefødsler. Deri står,at lavrisiko-gravide kan visiteres til fødsel i hjemmet, men atførstegangsfødende bør have en rejsetid til sygehuset på underen time. Derimod nævner hverken ‘Anbefalinger for Svangreomsorgen’ eller ‘Pasientrettighetsloven’ muligheden for hjemmefødsel og de norske sundhedsmyndigheder har ikke et organiseret tilbud herom. Altså skal kvinden selv finde en jordemoder, der er villig til at bistå. Der er ca. 20 jordemødre i Norge, som alle er selvstændige og varetager hjemmefødsler. Disse har ikke adgang til medicin såsom Syntocinon og ej heller udstyr som suturmateriale. Kvinden kan i eftertiden få delvist refunderet sine omkostninger af staten.
Der er ingen nationale retningslinjer for planlagte hjemmefødsler i sverige. I 1990 erklærede den svenske Socialstyrelsen, at hjemmefødsel var forbundet med øget risiko og ikke kunne anbefales. Dette blev siden trukket tilbage. Men af retningslinjerfor den normale fødsel fremgår det imidlertid stadig, at da der ikke findes randomiserede kontrollerede undersøgelser af hjemmefødsler, kan man ikke konkludere vedrørende sikkerheden. Omkring 0,1% af fødsler i Sverige er hjemmefødsler og foregår primært i Stockholm-området. Dette er formodentligt fordi de jordemødre, som varetager hjemmefødsler, er geografisk knyttet til Stockholm. Kommunen yder finansiel støtte til disse jordmødre på betingelse af, at en række forhold er opfyldt: Kvinden skal være multipara med tidligerenormal fødsel, bo < 35minutter fra et sygehus, to jordemødreskal være til stede ved fødslen og en børnelæge skal tilse barnet indenfor 72 timer. På samme måde som de norske jordemødrehar de svenske ikke adgang til medicin og udstyr såsom suturmateriale.
I island findes der nationale retningslinjer for valg af fødestedudgivet af Direktoratet for Sundhed. En fødsel i hjemmet kan tilstræbes, hvis kvinden er sund, har haft en normal graviditet og går spontant i fødsel med et enkelt barn i hovedstilling. Beslutningen skal baseres på et informeret valg, og kvinden skal underskriver en samtykkeerklæring på forhånd. Ydermere står der, at den jordemoder eller læge, der varetager fødslen, skal have den fornødne erfaring og færdigheder.
Retningslinjerne indeholder også en detaljeret liste over situationer/tilstande, hvor hjemmefødsel frarådes. Cirka 20 selvstændige jordemødre tilbyder hjemmefødsel. Forfatternes konkluderer, at tilbud omkring hjemmefødsel er relativt ensartede i de nordiske lande. Men de identificerede dokumenter har en række uoverensstemmelser af betydning for det tilbud, som kvinden får, samt for jordemoderensansvarsområde. Kvindernes valg understøttes bedst, når der findes officielle retningslinjer og organisering. Lighedenmellem landene betyder, at fremtidig forskning med fordelkan ske med aggregeret data fra de nordiske lande. Dermed opnås et større datasæt. Man bør dog være særligt opmærksompå nationale forskelle i registreringen af hjemmefødsler.
Lindgren H., Kjaergaard H, Olafsdottir OA et al. Praxis anf guidelinesfor planned homebirths in the Nordic countries – An overview. Sex Reprod Healthc. 2014;DOI:10.1016/j.srhc.2013.12.002