“pt. ringer igen om en time..”

Jordemødre får relativt mange klager fra brugere sammenlignet med andre faggrupper, men kun en brøkdel ender med, at jordemoderen får en påtale. Alligevel er der risiko for, at klagesagerne er med til at skabe ansvarsforflygtigelse i svangreomsorgen og til at jordemødre foretrækker arbejdspladser, hvor der er mange kolleger at dele ansvaret med.

"pt. ser det an og ringer igen om en time eller hvis smerterne tiltager". Lignende notater står skrevet i bunkevis af journaler rundt om på fødestederne. Baggrunden er ofte en telefonisk henvendelse fra en kvinde, der har søgt jordemoderens råd om dette eller hint. I mange tilfælde bliver kvinden beroliget og har ikke brug for at tale mere med en jordemoder i denne omgang.

I andre tilfælde ringer hun en time efter, fordi smerterne stadig plager hende. På en stor fødeafdeling med mange jordemødre i vagt er det ikke sandsynligt, at hun kommer til at tale med den samme jordemoder igen som for en time siden.

Den ny jordemoder spørger forfra om smerternes beskaffenhed, men synes måske heller ikke , at hun er den rette til at tage stilling til, om patienten nu skal komme ind på afdelingen. Da jordemoderen ikke har talt med den gravide tidligere, bliver det ofte op til kvinden selv at vurdere, om situationen nu har udviklet sig så meget, at hun bør tjekkes nu, eller om hun kan se tiden an endnu en stund. Resultatet er, at kvinden selv kommer til at svare på de spørgsmål, som hun oprindeligt ringede til jordemoderen for at få afklaret, og at jordemoderen på denne måde undgår at træffe den endelige beslutning.

Valg af arbejdssted
Sådanne situationer er dagligdag på mange af landets større fødesteder, hvor organiseringen sjældent kan tilgodese kontinuitet i kontakten med de gravide.

For den gravide kvinde kan det betyde, at beslutninger om undersøgelse og behandling enten bliver unødigt udskudt, eller at der bliver undersøgt og behandlet mere end nødvendigt.

Men organiseringen på fødestederne er ikke den eneste forklaring på, hvorfor kontinuitet i svangre- og fødselsomsorgen er så svær at sikre. Jordemødrenes manglende lyst til at arbejde i mindre enheder, hvor kendthed og kontinuitet er omdrejningspunkter, er også en medvirkende årsag, mener Anne Lundgaard, der er centerleder ved Aalborg Jordemodercenter.

Anne Lundgaard har forgæves forsøgt at rekruttere flere jordemødre til amtets distriktsjordemoderordning, som er et toårigt projekt, der skal afdække arbejdsmiljøet ved organisering i mindre enheder med længere vagtperioder og tilsvarende længere friperioder. Tilfredsheden er stor blandt de kvinder, der vælger en af de to jordemødre i ordningen, mens det kniber mere med at motivere jordemødre til at indgå i ordningen. Foreløbig tæller ordningen kun to jordemødre og ca. 120 gravide, der altid kan kontakte en af de to.

– Hvorfor vil jordemødrene ikke undgå stress og jag på de store specialafdelinger og i stedet arbejde i en distriktsjordemoderordning eller på vores små fødeklinikker, hvor der er langt større mulighed for at udøve faget på bedste måde?, spørger Anne Lundgaard.

Mange kolleger, mindre ansvar

Svaret på den manglende interesse skal ikke kun findes i tilrettelæggelsen af vagterne, mener Anne Lundgaard. Det handler måske også om, at jordemødrene ikke har lyst til at arbejde i mindre enheder, hvor de kan få oplevelsen af at ansvar og forpligtelser er større.


– Vi skal være opmærksomme på, om en medvirkende årsag til at det er svært at rekruttere jordemødre til fødeklinikker og distriktsjordemoderordninger, er relateret til en følelse af større ansvar og synlighed for jordemoderen. Når man er en del af en større flok, er det nemt at udskyde eller overlade en kritisk beslutning til andre, eksempelvis ved at udskyde beslutninger til næste vagthold. I distriktsjordemoderordningen og på fødeklinikkerne kan man godt bede en kvinde, der ringer med et problem om at se tiden lidt an og ringe senere. Men så ved jordemoderen altså også, at det stadig er hende selv, som på et senere tidspunkt alligevel selv kommer til at tage stilling til problemet. Jordemoderen kan altså ikke så let overlade ansvaret til en kollega, men må hele tiden tænke i, at hun selv er eneansvarlig for beslutningerne lige fra starten, siger Anne Lundgaard.

Værdidebat efterlyses
Brugerne gør i tiltagende grad brug af deres ret til at klage over behandlingen i sundhedsvæsnet, og angsten for klagesagerne spiller en rolle for jordemødrenes valg af arbejdssted. Ansvarsforflygtigelse og overbehandling er en af konsekvenserne, når jordemødre, læger og andet sundhedspersonale forsøger at skærme sig mod klager.

– Vi risikerer at nærme os en situation, hvor vi næsten er bange for interaktion med brugerne, fordi det ikke velset at sige fra, også selvom en patients adfærd eller klage opleves som helt urimelig. For 20 år siden var holdningen, at hvis kvinderne ikke var tilfredse med det "vi i systemet" tilbød, så var de utaknemmelige og det var så nok mest deres eget problem! I dag er vi næsten ved at være ude i den helt modsatte situation, nemlig der, hvor det er direkte politisk ukorrekt at sige, at en patients adfærd opleves urimelig. Også selvom patientens adfærd opleves som personligt krænkende for den enkelte behandler. Vi tør simpelthen ikke sige fra over for disse brugere, fordi lovgivningen klart understøtter, at det vigtigste er, at brugerne sikres mod systemet og behandlerne gennem klagesystemerne, siger Anne Lundgaard.

Samtidig efterlyser Anne Lundgaard en værdidebat om brugernes holdning til og adfærd i mødet med systemet.

– Den debat er tabubelagt for tiden, men måske kunne en debat være med til at skabe mere gensidig respekt og anstændighed i kommunikationen mellem bruger og behandler. Det kan ikke nytte, at man samfundsmæssigt lukker øjnene for, at også offentlige servicepersoner har krav på at blive respekteret og tiltalt anstændigt i mødet med brugerne. Måske kan en sådan debat også være med til at højne kvaliteten i svangreomsorgen og mindske risikoen for både over- og underbehandling. Vi trænger til at få den gensidige tillid mellem brugerne og behandlerne prioriteret og oprustet, siger Anne Lundgaard. Og i den proces bør man nok være opmærksom på, at en fortsat oprustning af klagesystemerne måske bare resulterer i en øget mistillid og mistro, mener centerlederen.

———————————————————–

Kendthed giver også jordemoderen tryghed
Jordemoderformand undrer sig over, at jordemødre ikke foretrækker arbejdspladser, hvor hun kan følge kvinden.

Hvad siger du til diskussionen om, at jordemødre ikke ønsker ansvarligheden i den lille enhed af frygt for klagesager?
Min umiddelbare reaktion er undren. Jeg tror netop, at det grundige kendskab til og kontakt med en familie forebygger klager. Vi skal have opbygget et system, hvor begge parter er klar over ønsker, håb og ressourcer, hvor jordemoderen kender baggrunden for disse og kan indgå i aftaler, som omfatter kvinden og hendes partner med tryghed og respekt.

Kan det lade sig gøre på de store fødeafdelinger?
Jeg er fuld af respekt for de indsatser, der ydes for at skabe sammenhæng i både familiernes forløb og jordemødrenes liv. For nogle er alene tanken om døgnvagt uendeligt stressende. Men der er mange jordemødre, der egentlig i en mindre travl atmosfære trives rigtig godt med døgnvagt. Hvorfor så ikke kaste sig langt mere begejstret ud i forsøgsordninger rundt omkring, hvor tilbuddet foreligger?

Mener du, at antallet af klagesager vil falde, hvis jordemødrene arbejdede i mindre enheder og med længere forløb?
Ja. Jeg tror, at den kendthed og tillid, der kan opstå mellem kvinder og jordemødre, hvis vi organiserer fødeafdelingerne anderledes, kunne føre til større tilfredshed begge veje og dermed færre klagesager.