Patientklagenævnet værner om din retssikkerhed

Bedre end sit rygte? Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kritiseres ofte for ikke at give flere klagere medhold. Men systemet skal også beskytte sundhedspersonalet mod uberettigede beskyldninger om lovovertrædelser – derfor skal tvivlen altid komme den anklagede til gode, siger to, der kender systemets styrker og svagheder

Når kun godt en femtedel af de, der klager til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, får medhold, er det vel ensbetydende med, at systemet holder hånden over sine egne. Eller hvad?

– Tænk, jeg synes faktisk, at det er et meget stort antal, der får medhold. De sager er udtryk for, at der er ansatte i sundhedsvæsenet, der har optrådt så fagligt uacceptabelt, at der er tale om en decideret lovovertrædelse, som udløser en eller anden form for sanktion. Det er da ganske alvorligt, siger Peter Bak Mortensen, der er direktør i den ind imellem balladeombruste klageinstans.

Heller ikke Mette Hartlev, lektor i sundhedsret ved Københavns Universitet, mener, at klagenævnets lave medholdsprocent skal ses som et hovedproblem:

– I sager hvor sundhedsfaglige personer anklages for manglende samvittighedsfuldhed eller sjusk, er det dem og ikke patienten, der har mest på spil. For eksempel i forhold til deres fremtidige arbejdsliv. Derfor skal den anklagede selvfølgelig have en udstrakt grad af retsbeskyttelse, sådan som det også gælder på alle andre områder i et retssamfund, forklarer hun.

Der er formentlig flere grunde til misforståelserne omkring Patientklagenævnets virke. Selve navnet antyder måske, at nævnet optræder som patientens – den i den almindelige forståelse svage parts – advokat og derfor vil lægge større vægt på patientens udtalelser end på sundhedspersonalets. Nævnet skal imidlertid være objektivt og tillægge begge parters udtalelser lige stor vægt.

Ikke vurdering af forløb
Endvidere kan Patientklagenævnet alene tage stilling til om en konkret ansat har overtrådt sundhedssundhedslovgivningen. Ikke om et forløb – optimalt set – kunne være foregået på en anden måde.

Der kan fx klages over, at en patient ikke har fået den information, vedkommende har krav på ifølge Patientrettighedsloven, eller ikke har kunnet få udleveret sin journal. Eller har erfaret, at sundhedspersonalet ikke har overholdt tavshedspligten.

Og så er der de mere følsomme disciplinærsager, hvor en sundhedsperson står anklaget for at have ignoreret sin autorisationslovs forpligtelse om at optræde samvittighedsfuldt og med fornøden omhu. Her skal sagsbehandlingen udrede, om der vitterligt er begået fejl, eller om der er tale om uheld eller andre omstændigheder, som den anklagede ikke har haft indflydelse på eller skyld i.

– Så er det ikke længere et rettighedsspørgsmål, men en vurdering af den pågældende persons faglige virke. Det er her, nogle klagere oplever en perspektivforskydning fra dem selv til den person, der står anklaget. For her er det jo netop, at systemet går ind og giver den anklagede de sædvanlige retsgarantier. Derfor er der nogle klagere, der mener, at nævnet betvivler deres ord, når afgørelsen ikke giver dem ret, forklarer Mette Hartlev.

Hun vil ikke afvise, at der også træffes afgørelser i nævnet, der er forkerte. Eller at der kan være tilfælde, hvor nævnets repræsentanter fra en bestemt faggruppe tager særlige kollegiale hensyn, som andre nævnsmedlemmer måske ikke har samme forståelse for.

Holder lægerne sammen?
Beskyldninger om at især lægerne holder sammen, er en del af mytedannelsen omkring Patientklagenævnet.

Peter Bak Mortensen er enig, men mener godt, at han kan stå inde for nævnets sagsbehandling og afgørelser; da Ombudsmanden i 2002 foretog en gennemgribende undersøgelse af nævnets virke, var der UG over hele linien, siger han.

Peter Bak Mortensen kan også godt forstå, at patienter kan føle sig dybt skuffede, når de ikke får medhold.

– Men der er et spring fra at blive udsat for en behandling, der ikke er den bedst mulige, og så en behandling, der er direkte i strid med loven. Men der eksisterer tilsyneladende en forventning i befolkningen om, at Patientklagenævnets også bør kunne give dem ret i, at de burde have fået en bedre eller måske endda den bedst mulige behandling. Det ligger imidlertid udenfor vores kompetence at afgøre det, siger direktøren, der mener, at de ca. 3.000 klager, Patientklagenævnet behandler om året, er et meget beskedent antal i forhold til de mange millioner patientkontakter, der udspiller sig i den danske sundhedssektor; han ser med andre ord ikke nogen tegn på en hysterisk klagementalitet.

Kun toppen af isbjerget
Men de 3.000 klagemål rejser heller ikke nødvendigvis de mest relevante sager eller afslører alle brodne kar; nogle patienter vil være mere tilbøjelige til at klage end andre. Derfor kan det opleves som dybt uretfærdigt for en ansat at blive genstand for en patients mere eller mindre berettigede vrede eller frustration når kollegaen, der arbejder under præcis de samme betingelser, går fri.

Hverken Peter Bak Mortensen eller Mette Hartlev mener, at der er behov for store reformer af klagemulighederne for patienter. De image-problemer, Patientklagenævnet har, skyldes efter at alt dømme mangel på almindelig folkeoplysning om Patientklagenævnets juridiske råderum, og det kan der trods alt gøres noget ved, pointerer Peter Bak Mortensen.

Sværere er det med den omstændighed, at klagere i sagens natur aldrig vil blive tilfredse, med mindre de får ret. Og i offentlighedens, mediernes og patientforeningernes optik er patienten jo netop pr. definition den forurettede, mens sundhedsvæsenets repræsentant er magtudøveren. Ikke mindst hvis vedkommende er læge.

– Det er da forstyrrende med al den ballade, der altid har været om nævnet. Måske skulle man overveje, at lave et system, der lokalt kan samle de patienter op, der først og fremmest bare gerne vil have lov til at give udtryk for, at de føler sig dårligt behandlet. På den måde kan sagerne også umiddelbart få konsekvenser i forhold til de involverede fagpersoner, og det på en måde, så de kan benyttes som et led i den almindelige kvalitetsudvikling på sygehusene. I det hele taget burde sundhedsvæsenet blive bedre til at lytte til kritik og tage den til sig, mener Mette Hartlev.

Det var netop idéen bag Patientklagenævnets oprettelse, at det skal medvirke til kvalitetssikring og kvalitetsudvikling i sundhedssektoren. Udover at Patientklagenævnet jævnligt offentliggør udvalgte afgørelser i anonymiseret form samt en årsberetning med en mere tematisk gennemgang af klagekategorier, registreres alle afgørelser i Sundhedsstyrelsen, som har pligt til at følge op på gentagelsestilfælde.