NJF2010: Fødselsforberedelse betaler sig

Når kvinder, der venter deres første barn, har forberedt sig til fødslen på et fødselsforberedelseshold, så henvender kvinderne sig senere på fødeafdelingen, når de går i fødsel. Fødselsforberedelsen gør også, at den fødende har mindre behov for smertelindring i form af epiduralblokade. Det viser Klar til barn projektet.

Parat til barn projektet er en randomiseret undersøgelse af knap 1.200 førstegangsfødende kvinder indskrevet til fødsel på Skejby Sygehus. Projektet er gennemført af jordemoder Rikke Damkjær Maimburg, MPH og ph.d., der fremlagde resultaterne på kongressen.

Halvdelen af kvinderne blev udvalgt tilfældigt og modtog et forældre- og fødselsforberedelsesprogram i løbet af graviditeten. Programmet indeholder undervisningsmoduler om fødslen, det nyfødte barn og parforhold/familieliv.

Undersøgelsen viste, at de kvinder, der deltog i forældre- og fødselsforberedelsen, var bedre til at vurdere, hvornår de var i fødsel og dermed hvornår, det var passende at ankomme til fødeafdelingen. Ligeledes havde færre af kvinderne, der deltog i forældre- og fødselsforberedelsesprogrammet behov for smertelindring i form af epiduralblokade.

Undersøgelsen viste også, at de kvinder der havde deltaget i forældre- og fødselsforberedelsesprogrammet, ikke havde en dårligere fødselsoplevelse selvom de ankom senere i fødselsforløbet på fødeafdelingen og i færre tilfælde benyttede epiduralblokade som smertelindring. Undersøgelsen fandt ingen forskel på børnenes sundhedstilstand ved fødslen. Deltagelse i forældre- og fødselsforberedelsen synes at øge kvindens coping evne i forbindelse med fødslen.

Undersøgelsen blev efter kongressen publiceret i BJOG 2010;117:921—928.: ‘Randomised trial of structured antenataltraining sessions to improve the birth process’. Rikke Damkjær Maimburg, jordemoder, MPH, ph.d.