Livet som timelønnet vikar

En stor del af de nyuddannede jordemødre står på spring, når der akut

opstår behov for at få dækket en vagt på det fødested, de er tilknyttet.

Det er den måde, de kan få fingre i faget og gøre sig synlige på en arbejdsplads. Men det tærer både på arbejdsglæden og på familielivet.

De unge jordemødre brænder for at prøve faget af og går ofte på kompromis med rimelige arbejdsvilkår og hensyn til fritid og familieliv. De står til rådighed for vagter udløst af akut sygdom eller et pludseligt opstået ønske om afspadsering fra fastansatte jordemødre. Og de gør det på betingelser, der udfordrer rammerne for de aftaler, der er indgået for timelønnede vikarer.

Men de har ikke noget valg. Vejen mod en fast tilknytning til arbejdsmarkedet går for langt de fleste over tilknytning til en arbejdsplads som timelønnet vikar eller i en tidsbegrænset ansættelse – et vikariat.

En undersøgelse, som Jordemoderforeningen har foretaget blandt de jordemødre, der er uddannet i 2011, viser, at hver fjerde nyuddannede jordemoder er timelønnet (status fra primo september), og halvdelen er i tidsbegrænsede ansættelser. Hver syvende har draget konsekvensen af situationen og har fået arbejde som jordemoder i udlandet. Godt hver tiende har slet ikke haft arbejde som jordemoder, siden de blev uddannet – heraf nogen på grund af barsel.

Tidsskrift for Jordemødre har talt med to unge jordemødre med erfaringer fra livet som tilkaldevikar. Redaktionen har valgt ikke at nævne navne på jordemødrene eller på de arbejdspladser, de er tilknyttet. De unge jordemødre brænder for at prøve faget af

Angsten for ledighed er den største
- Blandt den nyuddannede jordemoders ængstelser udgør arbejdsledighed muligvis den største frygt, siger jordemoder A, der har været færdig som jordemoder siden juli i år.

- Tænk hvis jeg ikke kommer i arbejde, så vil mine kompetencer og faglige selvtillid måske svinde, og før eller siden ville jeg se mig nødsaget til at opgive jordemoderfaget, siger hun videre.

Udsigten til ikke at komme ud og prøve kræfter som jordemoder gør, at de nyuddannede jordemødre er villige til at arbejde under praktisk talt hvilke som helst vilkår for at opnå den erfaring, der skal sikre deres fremtid i faget.

Siden jordemoder A blev færdiguddannet, har hun været tilknyttet en fødeafdeling som tilkaldevikar. I hele sommerperioden helt frem til midten af september var der vagter nok at få – det blev oftest til et skema på fuld tid - og hun kendte sine vagter helt op til en uge før. Nu er situationen en anden, efter at de månedslønnede sommerferievikariater er løbet ud med det resultat, at endnu flere jordemødre står til rådighed som tilkaldevikar.

- Jeg vil skyde på, at der er 15-20 jordemødre, der lever af at være tilkaldevikarer, fortæller jordemoder A. Vagterne på hendes arbejdsplads bliver udbudt elektronisk, hvor man kan plotte sig ind på de dage, hvor man gerne vil have en vagt. Hen over sommeren blev der hurtigt givet besked tilbage om, hvem der fik vagten, men fra midten af september har vikarerne måtte indstille sig på, at de først får besked på, om de skal møde i en vagt, umiddelbart før den starter.

- For nylig var vi syv vikarer, der havde sagt ja til én dagvagt, men ingen af os fik den. Men da der i løbet af formiddagen pludselig blev travlt, så blev tre af os alligevel kaldt ind, fortæller jordemoder A.

- Jeg har gjort opmærksom på det uheldige ved, at vi først får besked helt op til vagten, men de jordemødre, der lægger vagtskemaet har fået pålæg om, at de ikke må besætte en ledig vagt før, de helt konkret ved, om der er travlt på gangen, eller om en jordemoder for eksempel melder sig rask, siger jordemoder A, der udmærket forstår ledelsens problemer med at få vagtskema og en trængt økonomi til at hænge sammen. På den anden side kan hun ikke fortsætte en tilknytning til arbejdspladsen, der kræver, at hun er konstant til rådighed.

- Princippet i ordningen er, at hvis du har meldt dig, så er du også til rådighed, så man har en oplevelse af at være konstant på kald. Det samme er min kæreste i virkeligheden, for der er børn, der skal passes, når jeg får en vagt, siger jordemoder A, der i eftersommeren har haft to til tre ugentlige vagter. Lige nok til ikke at få supplerende dagpenge.

- Jeg mener, at det er fagforeningen, der skal sørge for, at det her daglejersystem afskaffes – det er ikke daglejernes opgave. De aftaler, der ligger for timelønnet arbejde, fungerer tilsyneladende ikke, så jeg vil opfordre min fagforening til at sørge for ordnede forhold, siger jordemoder A.

Tilkaldevikarer på det fødested, hvor jordemoder A arbejder, får ikke løn under sygdom og arbejder til grundløn ved akut tilkald i en vagt som beskrevet.

Det handler også om anerkendelse
For jordemoder B, der blev færdig i 2009, handler det om mere end rettigheder.

- Det primære ved fastansættelse er for mig langt mere et spørgsmål om anerkendelse end om rettigheder: “Vi har vejet dig og ikke fundet dig for let”. Når først man har denne grundlæggende anerkendelse, tror jeg, det giver en tryghed, som ikke nok så mange timer som timelønsansat eller vikar på anden vis kan give, siger hun.

Jordemoder B har både nået at være i et månedslønnet vikariat og på barsel siden, hun blev færdig. Tilstrækkelig mange afslag på ansøgninger efter barslen fik hende til at søge arbejde i udlandet, og hun og familien var indstillet på, at så måtte det være sådan. Et afbud fra en anden vikar ændrede imidlertid planerne. Jordemoder B overtog vikariatet og havde hen over sommeren 2011 tre måneders fast vikariat. Siden slutningen af august har hun været tilknyttet som tilkaldevikar. Hun har et såkaldt tilkaldebrev, der præciserer, at ved sygdom betragtes ansættelsen som ophørt.

- Usikkerheden ved at være timelønnet er en latent stressfaktor. Jeg startede som jordemoder, da vikariaterne var længere, og man havde mulighed for at få et egentligt vikariat. Nu tager mange, særligt dem der lige er færdige, hvad som helst for at få en fod inden for. De risikerer at blive overhalet inden om af dem, som har haft arbejde hele tiden, siden de blev færdige, siger jordemoder B, der glæder sig over, at hun oftest kender sine vagter lidt tid frem. Det giver hende troen på, at arbejdsstedet ikke kun vil bruge hende til akut arbejde, men også prioriterer at bruge hende i planlægningen af vagterne.

- Kollegialt kan det være en udfordring. Jeg kommer ikke til teamtræning, til personalemøder eller til MUS-samtale. Der er således ingen, der eksplicit beder om min mening - selvom jeg da kommer med den alligevel - og også mener, jeg er kompetent til det. Når der bliver indkaldt til sådanne kollegiale og faglige arrangementer, så bliver jeg lige mindet om, at jeg ”kun” er timelønnet, og jeg er da usikker på, om jeg får en fast stilling – hvis der altså kommer nogen, siger jordemoder B, der slår en tyk streg under, at hun elsker sit arbejde og har supersøde og hjælpsomme kolleger. Hun vil gerne opfordre til, at man fra fagforeningens side opmuntrede de forskellige fødesteder til jævnligt at arrangere en dag for vikarer, eventuelt blot et par timer, hvor man kunne mødes for at diskutere forskellige faglige og arbejdsmæssige problematikker. Det kunne arrangeres på tværs af fødesteder, foreslår hun.

Til gengæld vil hun nødig overholde aftalen mellem arbejdsgiver og fagforening om, at tilkaldevikarer højst må arbejde otte timer om ugen. Det vil gå ud over de nyuddannede og potentielt ledige jordemødre.

- Det vil gå ud over de timelønnede, der er nødt til at have et job, de kan leve af, og som dertil gerne vil undgå supplerende dagpenge. Så længe der er nok jordemødre at tage af, vil fokus på, at aftalen skal overholdes ganske enkelt blot føre til, at den bliver det: Endnu flere jordemødre med færre timer. Men det bedrer ikke løn- og arbejdsbetingelserne. Det vil sige, at det giver ikke flere vikariater eller fastansættelser, som ellers nok var det oprindelige sigte med at indgå netop denne aftale, siger jordemoder B.

Det grundlæggende problem findes et andet sted, vurderer hun.

- Det lugter af manglende planlægning og dårlige normeringer. Jeg bliver jævnligt ringet op for at tage vagter og kan i hvert fald i perioder få nok vagter til at kunne undgå a-kassen. Det ville skabe bedre arbejdsbetingelser for alle med en bedre normering, hvor der ikke så ofte var akut mangel på hænder, siger jordemoder B.

Læs andre artikler i temaet