Levendefødt mod forventning

Antallet af sene provokerede aborter er stigende. I enkelte tilfælde er barnet levende ved fødslen og har dermed krav på omsorg som alle andre døende mennesker.

I langt de fleste tilfælde dør fostrene inden, de fødes, når fødslen af den ene eller den anden grund — oftest misdannelser - sættes i gang mange uger før beregnet termin. Men i nogle tilfælde lever barnet i minutter eller timer efter fødslen, og det sætter både forældre og personale i et særligt dilemma. Hvordan håndterer man følelsesmæssigt, at det, man regnede med, var en provokeret abort, resulterer i et levendefødt barn? Hvordan håndterer man det rent praktisk, og hvad er det bedste for forældrene i den situation?

Uanset om forældrene ønsker at have barnet hos sig, til det dør, så har barnet et retskrav på ”fornøden omsorg”(1) selvom, det er uafvendeligt døende.

Mette Hartlev, der er lektor i sundhedsret ved Københavns Universitet, siger til Kristeligt Dagblad(2), at det muligvis er ulovligt, hvis barnet efterlades alene i skyllerummet før, det er dødt. Ifølge sundhedsretseksperten skal alle, også det levendefødte foster — uanset alder — betragtes som et menneske og behandles som enhver anden døende.

Dilemmaet
Alligevel modtager Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød jævnligt henvendelser fra jordemødre og sygeplejersker, der har stået i dilemmaet, når en abort viser sig at være et levendefødt barn. Ifølge Michael Esmann, der er sekretariatschef i landsforeningen, beretter personalet om situationer, hvor de har måttet lægge et lille foster med et klæde over alene i skyllerummet, før det er dødt. Jordemødre og sygeplejersker kontakter også landsforeningen for at få viden om, hvordan de bedst varetager omsorgen for forældrene i den svære situation.

- Jeg har stor respekt for, at der kan være travlhed på en afdeling, hvor det kan være svært at afsætte tid til at være sammen med det lille barn, lige til det dør. Men jeg mener, at personalet har krav på, at der findes klare retningslinjer for, hvordan man håndterer de sene aborter. Det bør aldrig være den enkelte jordemoder, der selv skal tage stilling til, hvordan der skal handles, siger Esmann, der har mødt personale, der mente, at det gik over deres personlige grænser at sidde med et lille foster, der var uafvendeligt døende.

- Ifølge loven er der hjælpepligt, når et barn er levendefødt, også når barnet er uafvendeligt døende. Hvis man er ude i at hjælpe til med døden, så er man i et stort dilemma, siger sekretariatschefen og henviser til beretninger fra personale, der har måttet lægge barnet i skyllerummet, før det var dødt - i nogle tilfælde med en ble over hovedet.

Behov for entydige kriterier
Peter Saugmann-Jensen er afdelingslæge i Sundhedsstyrelsen og har været med til at udarbejde ´Vejledningen om kriterier for levende- og dødfødte’, der blev udsendt i august 2005. Sundhedsstyrelsens vejledning var konkret foranlediget af, at grænsen mellem spontan abort og dødfødsel i 2004 ved lov blev ændret fra 28 fulde uger til 22 fulde uger.

- I overvejelserne indgik imidlertid også de problemstillinger - især påpeget af en række jordemødre - som kan opstå i relation til sen provokeret abort, hvor der efterfølgende i kortere eller længere tid kan ses livstegn, fortæller Peter Saugmann-Jensen, der også advarer mod at sammenblande spørgsmålet om fostrets levedygtighed, det vil sige sandsynligheden for at det kan overleve uden for mors liv, med fastsættelsen af en grænse mellem abort og fødsel.

- Der var især to hensyn, der skulle tilgodeses. Det ene hensyn var at præcisere, hvornår der skal tales om et levendefødt barn eller et dødfødt barn. Afgørelsen heraf har betydning for forældrenes tolkning af situationen samt for forskellige sociale ydelser, fx i forbindelse med begravelse og orlov. Det andet hensyn var at præcisere hjælpepligten i forhold til ethvert levendefødt barn, herunder omsorgsforpligtelsen i forhold til et levendefødt barn, som er uafvendeligt døende, siger Peter Saugmann-Jensen.

Radikale ændringer
Vejledningens kriterier for livstegn er udtryk for en radikal ændring af lovgivningen på området. Det mener overlæge Gorm Greisen fra neonatalafdelingen på Rigshospitalet. 


- Det, at man har sænket grænsen mellem abort og fødsel til 22 uger, betyder blandt andet, at forældrene får flere juridiske rettigheder. Det er også en imødekommelse af forældrenes opfattelse af det ventede barn som netop et barn, siger Gorm Greisen. Men lovgivning og tilhørende vejledning er også med til at ændre personalets praksis.

- Der har været en tendens til, at vi sammenblander livstegn med livsduelighed, så læger og jordemødre har følt sig fristet til at definere børn, der af den ene eller anden grund ikke skulle eller kunne leve, som dødfødte, siger pædiateren, der ikke mener, at der med Sundhedsstyrelsens vejledning er megen tvivl om, hvornår et foster er levende eller dødfødt. En bevægelse kan være udtryk for en passiv tilbagemelding fra kroppen, som når en gren svirper tilbage på plads.

- Men reflekser er tegn på liv. Reflekser er aktive bevægelser som reaktion på stimulation og kaldes reflekser bl.a. for at skelne dem fra spontane bevægelser. For et menneske eller et dyr skal kunne reagere med en refleks, så skal der være sanse-, nerve- og muskelaktivitet, altså kan det ikke være dødt, siger pædiateren.

1) Hvad er livstegn? Sundhedsstyrelsen udsendte i august 2005 ’Vejledning om kriterier for levende- og dødfødsel mv.’ (findes på www.sst.dk). Vejledningen definerer livstegn som vejrtrækning, hjerteslag, pulsation i navlesnoren eller tydelige bevægelser. Hvis ét af disse tegn iagttages efter, at barnet er fuldstændig født, så er det levendefødt. Såfremt barnet er uafvendeligt døende, skal fornøden omsorg gives, står der videre i vejledningen

2) Kristeligt Dagblad. ’Levende aborter skaber store dilemmaer.’ Af Karin Dahl Hansen. 12. januar 2008.