Af en artikel i Politiken fremgår det, at der kan skabes 46.000 nye stillinger i Danmark, hvis man inddrager den “betalte frokostpause” blandt offentligt ansatte.
Mekanismen skulle være, at uden den betalte pause vil arbejdstagerne – for at kunne holde deres frokost – være nødt til at være 2,5 time længere på arbejde om ugen. Lægger man alle disse vundne timer sammen, vil det i følge en beregning frigøre arbejdskraft svarende til 46.000 ansatte. Beregningen er bestilt af Dansk Arbejdsgiverforening, DA, hvor forventningen er, at arbejdsstyrken i det private tilsvarende vil kunne vokse med disse nu 46.000 ”overflødige” personer i det offentlige.
Ideen om at inddrage den betalte frokost er ikke ny. Senest har Statens arbejdsgiverorganisation ’Moderniseringsstyrelsen’ oplyst de statslige arbejdspladser om, at retten til betalt frokost skal anses som et personalegode, der blot kan rulles tilbage, da det ikke følger af overenskomsterne. Dette uanset, at en voldgiftsret for nylig har afgjort, at Danmarks Radios forsøg på ensidigt og uden kompensation at sløjfe den betalte frokost over for medarbejderne var ulovlig. Den arbejdsgiverbetalte frokost kan kun ændres sammen med overenskomsten – altså ved overenskomstforhandlingerne og derved kun ved aftale mellem parterne.
Hvad så med jordemødrenes frokostpause, hvor man også står til rådighed for arbejdspladsen? Kan den uden videre fjernes af arbejdsgiverne, så vi faktisk selv skal betale for en frokostpause og være tilsvarende længere på arbejde?
Nej, det kan den ikke. Og lige så væsentligt, det vil slet ikke kunne lade sig gøre at få arbejdsdagen til at hænge sammen på en fødegang eller de fleste andre offentlige arbejdspladser. I en selvbetalt frokostpause skal den ansatte kunne forlade arbejdspladsen og pausen skal gives på et fast tidspunkt. Det vil være interessant at se sygehuse og plejesektor hænge sammen, når vi alle spadserer ud ad døren for at holde vores frokost ved pølsevognen i Hovedgaden, eller hvor vi nu føler for det og kan nå det på under 30 minutter.
Og det vil koste på lønsiden. Vi skal selvfølgelig kompenseres for at gå op i tid – de 2,5 timer koster efter fast takst en lønstigning på ca. 7 procent. Og så er arbejdsgiverne jo lige vidt. Så bliver der i realiteten blot tale om, at man betaler for at nogen får sat deres arbejdstid op og man fyrer dem, der derved bliver overflødige. Det er så der, DA finder de 46.000, som de private arbejdsgivere kan ansætte – i hvert fald lige indtil de offentligt ansatte i stedet vælger at gå ned i tid. Frem og tilbage er lige langt …
På langt de fleste offentlige arbejdspladser vil det altså være en umulighed med en selvbetalt frokostpause, på nogle vil det måske være muligt. Men det vil under ingen omstændigheder give nogen besparelse, eller i øvrigt give nogen mening.
Kun hvis arbejdsgiver kan få den øgede arbejdstid ganske gratis, som man prøvede i Danmarks Radio og som Moderniseringsstyrelsen opfordrer de statslige arbejdspladser til at prøve at få, kan de få noget ud af det, og der står vi som organisationer på det offentlige område sammen. Så dem, der angriber ét sted, angriber alle steder, og det, vi er enige om at stå sammen om, det står vi sammen om.
