Leder: Hvem har ret?

Har vi travlt? Har jordemødre for mange opgaver?

Det er spørgsmål, der melder sig igen og igen i denne tid. Vi har med flid og med medlemsopbakning øget den offentlige opmærksomhed på, at vores indsats er truet af dels for ringe økonomi i den offentlige sektor og dels – sine steder – af mangel på fastholdelse af arbejdskraften.

At åbne denne diskussion er som en fægtekamp med flere modstandere og medkæmpere på én gang – lidt som i en kulørt musketerfilm ...

Vi har pressen, der dels er med os – gode historier, gerne med lidt gru – og dels er mod os – lyver jordemødre egentlig, når de siger, at de har travlt, og gider vi, pressen, fortælle de gode historier?

Vi har politikere, der dels er med os – vores modstandere i det politiske spektrum, som har ansvaret netop nu, gør det skidt, og dels imod os – vi har ansvaret netop nu, og vi gør det så godt, som der kan blive råd til. Og så er de heldigvis også enige ind imellem om, at der skal sættes mere ind på forebyggelseskontoen.

Vi har sundhedsøkonomer, der peger i flere forskellige retninger og ærlig talt virker til at trænge til et besøg på en stor fødeafdeling (hvad vi meget gerne vil invitere til, skal det tilføjes).

Og vi har os selv i en samlet profession, og dog med interesser i hvert verdenshjørne.

Jordemoderlederen på det store pressede fødested, der lige nu har svært ved at rekruttere, den privatpraktiserende jordemoder, hvis ydelser stiger i efterspørgsel, tillidsrepræsentanten for den stressramte kollega og basisjordemoderen, der stadig elsker sit job. Alle har vi interessen i at bevare et fagligt stærkt jordemodervæsen med respekt for vores kunnen og godt samarbejde til alle sider.

Så hvordan vinder vi den fægtekamp? Vi vinder den ikke med våben. Vi vinder den med viden og sammenhold.

Ved systematisk at oplyse journalister om det, som er sandt – men aldrig overdrive. Ja, vi har travlt, men vi har også udvikling og gode ideer til anderledes løsninger. OG vi har stadig mange glade borgere/patienter.

Ved at samarbejde bredt med politikere, der har en interesse i holdbare langsigtede løsninger, i forebyggelse, der nedbringer udgifter til andre brændende platforme.

Ved, som anført, at få sundhedsøkonomerne tættere ind i en dialog, der ikke er begrænset til: flere jordemødre i løbet af et tiår, men færre fødsler, ergo mindre travlt. Samarbejde med sygehusledelser om studiebesøg, der kan give en bedre forståelse for den brede anvendelse af jordemødre. Hvad har det betydet for fx trækket på lægevagtlag, at jordemødre er anvendt bedre?

Og ved i vores skønne fag konstant at arbejde med respekt for hinanden og det mangefarvede tæppe af løsninger, der nogle steder overlapper, nogle steder fletter, nogle steder kappes lidt om opmærksomheden. Løsninger, der tager deres udgangspunkt i hver eneste jordemoders stærke ønske om at gøre det bedste for sine patienter/brugere/ kunder – i bevidsthed om hvad hun/han selv ønsker at arbejde med og byde sin familie af vilkår.

Og så ind imellem at sparke en provokation ind, der skal minde om, at der skal være ro om og midler til den store opgave, det er at give livet en god start. Det er slet og ret en menneskeret (og det lønner sig på det lange sigt ...). 

“Så hvordan vinder vi den fægtekamp? Vi vinder den ikke med våben. Vi vinder den med viden og sammenhold.”
Lillian Bondo, formand