Leder: Finansministeren har talt!

Claus Hjort Frederiksen har åbnet ballet op til de kommende overenskomst-forhandlinger på det offentlige område. Men nogen yndefuld invitation til selskabsdans kan man ikke kalde det!

Finansministeren slår fast, helt uden tøven, at der ikke skal forventes lønstigninger i de kommende overenskomstforhandlinger på det offentlige område. Vi skal vise solidaritet med det øvrige kriseramte private arbejdsmarked, vi skal være mere fleksible og så skal vi arbejde længere op i alderdommen.

Jeg tror, at vi alle husker overenskomsten 2008 på godt og på ondt! Vi argumenterede op til forhandlingerne for, at den enorme fleksibilitet og vedholdenhed på arbejdsmarkedet, som jordemødre og andre i sundhedssektoren har udvist gennem mange år, blev belønnet, gennem solidaritet mellem det private arbejdsmarked, overvejende mandsdomineret og det offentlige arbejdsmarked med de store kvindegrupper.Vi fik noget ud af vores anstrengelser, ikke mindst en lønkommission, der viste, hvad vi hele tiden havde understreget: Der er en forskel mellem mænds og kvinders løn. Teknik betaler sig bedre end omsorg. Lønforskellene kan altså forklares med ét forhold: køn!

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at Claus Hjort Frederiksen fortolker resultatet med: Se selv, der er ligeløn. Kvinder og mænd i nøjagtig samme jobfunktion får det samme i løn.

At den mandlige jordemoder i en basisstilling tjener det samme som sin kvindelige kollega, det vidste vi godt i forvejen. Men vi fik dokumenteret, at kønsrelaterede lønforskelle trives i bedste velgående, når man sammenligner mandsdominerede faggrupper med typiske kvindefag - selvom deres uddannelseslængde er ens. Dokumentationen var vi glade for, selvom vi savner de penge, der skal til for at rette op på skævhederne.

Men solidariteten på det samlede arbejdsmarked går tilsyneladende kun én vej. Det er åbenbart, at den private sektor nu er i en yderst vanskelig position. Der udflages virksomheder, så det klodser. Der fyres, der deltidsarbejdes, og nogle arbejdspladser går ned i løn.

Regeringen hyldede i hele OK08 den danske model og parternes frie forhandlinger om løn- og arbejdsforhold. Denne gang dikterer finansministeren åbent en nulløsning, endog før parterne mødes.

Vi er imidlertid også, mere end nogensinde før, opmærksomme på, at den finanslov, som de to fløje i Folketinget lægger frem i disse dage, kommer til at bestemme, hvordan vores arbejdsliv bliver fremover:

Læser man det fremlagte finanslovsforslag, der skal imødekomme de enorme økonomiske problemer, som landet står i nu og i mange år fremover, så vil man se, at der er en klar prioritering af nedskæringer af det offentlige forbrug. S-SF fremlægger an anden plan, der vil finde finansiering til øget produktion og genopretning, blandt andet gennem et forslag til at øge arbejdsudbuddet gennem en 38 timers arbejdsuge, men formentlig med en anden prioritering over for velfærdsydelser.

Det er et politisk valg, som Jordemoderforeningen ikke har indflydelse på. Jordemoderforeningen skal repræsentere medlemmer, der i forvejen er så fleksible, at det gør ondt, og i forvejen arbejder rigeligt med for store arbejdsbyrder, skønt der er nok af unge hænder til at tage fra og øge den samlede kvalitet.

Kunsten bliver at balancere vores OK11 med medlemmerne forrest og med samfundsinteresser indbygget i de politiske løsninger, som det til hver en tid siddende flertal i Folketinget muliggør.

Følg med i de politiske debatter og dan dig din egen mening, det skal foreningen ikke gøre for dig.

Men følg også med i vores debatter op til OK11. Det bliver svært. Ingen tvivl om det.



Vi er imidlertid også, mere end nogensinde før, opmærksomme på, at den finanslov, som de to fløje i Folketinget lægger frem i disse dage, kommer til at bestemme, hvordan vores arbejdsliv bliver fremover.
Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen