I skrivende stund – træls at skulle skrive dette igen i en leder – ved jeg ikke andet, end at forhandlingerne med arbejdsgiverparterne står stille og at det derfor er sandsynligt, at en lang række arbejdspladser er på vej ind i arbejdsstandsning, strejke eller lockout.
Vi varslede strejke for det mindst mulige antal jordemoderkolleger, ti procent, som er det, der skal til, for at vi er frigjort fra de overenskomster, vi ikke kunne få fornyet på tilfredsstillende vis. Arbejdsgiverne i stat og regioner gengældte med hård hånd.
Det gør mange familier nervøse: Er der så ikke en jordemoder til mig, når jeg føder? Skal jeg nu køre min kone 100 kilometer længere ved fødslens start? Er jeg så ikke sikret god ammehjælp – det var så svært sidst?
Det er og bliver et rigtig dårligt redskab for jordemødre at strejke, og et endnu værre, når arbejdsgiverne ganger med syv ved lockout.
For én ting er helt sikker: Vi ønsker ikke, at borgerne bliver taget som gidsel i en arbejdskamp, og derfor arbejder vi målrettet – sammen med vores modpart på sygehusene, ret skal være ret – for at lave gode nødberedskaber.
Men med arbejdsgiversidens afvisning af en lønramme, der er tilstrækkelig til at jordemødre kan følge med i samfundets lønudvikling, har vi nu kun det ene middel, arbejdskampen.
Selvom nødberedskaberne i sagens natur er store på vores område, så bliver strejke og lockout denne gang ekstremt mærkbart fordi samtlige offentligt ansatte – altså dem, der organiserer sig i forhandlingsberettigede organisationer – står sammen om at kræve en lønstigning, der sikrer reallønsfremgang og en lønudvikling, der matcher udviklingen på det private område.
Med afvisningen af vores krav og med lockouten, så står stat, kommuner og regioner til at spare lønkroner. Jo flere, jo længere arbejdskampen løber. Forbundene står til at miste opsparede midler. Det er asymmetrisk, når magten til at ryste på hovedet, magten til at gribe ind og pengeoverskuddet er til stede hos den ene part, mens manglende indflydelse på forhandlingsrammen og risikoen for pengemangel er betingelserne for den anden.
Vi har dybest set kun krydset ved folketingsvalget at gøre med – og så har vi faktisk også som noget nyt: borgerforslag. Der er stillet et borgerforslag af en række foreningsformænd om, at midler, som det offentlige Danmark sparer på lønkroner ved konflikt skal tilfalde en velfærdsfond. Den kan svække incitamentet til at bruge det kampmiddel, som siden 2013 åbenbart er de offentlige arbejdsgiveres nye yndlingslegetøj, lockouten. Gå ind og find borgerforslaget, skriv under og del det med din kollega og din vennekreds. Så skal Folketinget i hvert fald behandle det.
Og så lad os håbe, at det er blevet fredstid igen, inden det vedtages – så alle kan se lidt mere objektivt på, hvordan vi skal løse gordiske knuder i det offentlige, og hvordan vi skal sikre, at kvindefag også er værdsat svarende til fortjeneste.
