Krav på ret til at yde omsorg

Det stiller særlige krav til jordemoderen og andet personale, når de skal bistå ved en fødsel, som er sat i gang, fordi fostret er misdannet, eller af anden grund ikke kan leve uden for livmoderen. Det stiller ligeledes krav til arbejdsstedet om klare retningslinjer og respekt for, at opgaven kræver tid.

Der er flere hensyn at tage, når en ønsket graviditet ender med at blive sat i gang mange uger før den beregnede termin, fordi en blodprøve eller en scanning viser, at der er noget i vejen med barnet. Først og fremmest er der hensynet til de ulykkelige forældre, der skal tage stilling til, om graviditeten skal afsluttes på kunstig vis. Dernæst er der hensynet til fosteret, der, sin lidenhed til trods, har krav på en værdig afslutning på livet. Endelig er der hensynet til de jordemødre og andre fagfolk, som skal være med i processen.

Flere sene aborter
Antallet af tilladelser til sene aborter — det vil sige efter 12. graviditetsuge - er stigende med den største procentvise stigning i de meget sene aborter. I 2005 blev der givet tilladelse til 81 aborter efter 19. graviditetsuge, mens tallet var på 124 tilladelser i 2006.

Jordemoder Gitte Naundrup er en af mange jordemødre, der har stået med alle de overvejelser og tanker, der følger i kølvandet på at være med til at afslutte livet hos et foster. En arbejdsdag for ca. to år siden skulle komme til at få en særlig betydning for både Gitte Naundrup og for fødeafdelingen på Roskilde Sygehus, som hun dengang var ansat ved. Gitte Naundrup var tilknyttet svangreafdelingen, og det var her, hun mødte i vagt og overtog en kvinde, der kort for inden ved en ultralydsscanning havde fået at vide, at hendes foster var svært misdannet. Der var allerede truffet beslutning om, at fødslen skulle sættes i gang. Kvinden var i 22. graviditetsuge.

Gitte Naundrup havde på det tidspunkt været uddannet jordemoder i otte år, og havde været med ved flere sene aborter. Hun følte sig rustet til at varetage opgaven både på det praktiske og det følelsesmæssige område, men alligevel poppede erindringen om en nyuddannet kollegas dårlige oplevelser op.

- Sådan ville jeg ikke have det, fortæller Gitte Naundrup med adresse til kollegaen, der havde accepteret, at det barn, hun netop havde taget imod, blev betegnet som dødfødt — trods livstegn. Kollegaen havde det rigtig skidt i perioden efter fødslen med skyldfølelse over ikke at have ydet den omsorg, hun mente var rimelig. Til forældrene havde kollegaen fortalt, at barnet var dødt, da det blev født.

Noget rod
Fødslen gik hurtigt i gang, og kort tid efter tog Gitte Naundrup imod et barn, der imod alle odds kom til at leve i tre en halv time efter fødslen.

- Jeg tørrede det af og erkendte hurtigt, at det bestemt ikke var dødt. Så spurgte jeg forældrene, om de ville se barnet. Jeg pakkede det ind og lagde det i sengen hos mor, men da jeg spurgte, om de gerne ville have barnet hos sig, ønskede de, at jeg tog barnet ud fra stuen, fortæller Gitte Naundrup om tiden lige efter fødslen. Hun havde inden fødslen nået at tale med forældrene om deres ønsker og tanker om barnet og om at se og røre det.

- De blev lidt forskrækkede, da jeg fortalte, at der var en mulighed for, at det stadig levede, når det blev født, siger Gitte Naundrup, der dermed modsagde den læge, som parret havde talt med efter scanningen. Dér havde parret fået at vide, at barnet ville være dødt ved fødslen. Ellers var der ikke læger involveret i selve fødselsforløbet, og Gitte Naundrup handlede efter sin intuition, og den sagde hende, lige til det sidste livstegn ebbede ud, at hun måtte tage sig af barnet.

- Vi er opdraget til, at de meget små fostre lægges ud i skyllerummet, hvor man så håber på, at de sidste livstegn hurtigt ebber ud. Jeg har før oplevet, at læger ikke kunne acceptere, at et barn faktisk er levende, når nu det skulle være dødt. De opfattede det som noget rod… Men jeg kunne ikke slippe barnet. Jeg kunne ikke tage ansvaret for, at der ikke blev draget omsorg for barnet i dets sidste tid, fortæller Gitte Naundrup.

Nøddåb
Gitte Naundrup besluttede at gå over på fødeafdelingen med barnet for at tale med den ledende jordemoder om, hvad hun skulle stille op. Kollegaen var ikke i tvivl: Jo, barnet er levende, og forældrene bør tilbydes, at det bliver nøddøbt.

- Jeg skyndte mig tilbage til forældrene for at spørge, om de ønskede barnet døbt. Der var ingen betænkningstid, det ville de gerne, fortæller Gitte Naundrup, der sammen med kollegerne på svangregangen hurtigt skaffede blomster, lys og salmebog. Dåben blev gennemført, og forældrene gav barnet et navn. Barnet døde mere end en time efter dåben.

Hele det uventede forløb og nøddåben gav dønninger på afdelingen, husker Gitte Naundrup. Lægerne kom valfartende til svangregangen, og alle var meget påvirkede af det — også i ugerne efter. Forældrene har siden udtrykt stor taknemmelighed for, at barnet blev døbt.

Det føles rigtigt — næsten
Gitte Naundrup har ikke tidligere stået i en situation, hvor forældrene ikke umiddelbart ønskede at have deres døende barn hos sig. Det stillede krav til jordemoderen om at drage den fornødne omsorg for barnet, men i virkeligheden også for sig selv.

- Jeg har talt med ældre jordemødre, der stadig med sorg husker situationer, hvor de lagde et barn væk, der så selv skulle dø. Den situation vil jeg ikke havne i. Forholdene skal være sådan, at der er accept, tid og rum til, at den enkelte jordemoder kan gøre dette svære arbejde på en måde, så hun også selv kommer hel ud af det. Man skal have mulighed for at sidde med barnet og have tiden til at gøre forløbet færdigt. Man skal føle, at man gjorde det rigtige, siger Gitte Naundrup.

Og den følelse kunne hun også gå hjem med efter dagens oplevelser og arbejde. Det eneste hun fortrød, var, at hun til sidst lod sig overtale af en læge, der sagde, ”at nu er det altså dødt”.

- Det gjorde, at jeg lagde barnet ud i køleskabet, mens der stadig var en svag puls. Det fortryder jeg, siger Gitte Naundrup. 

Fra 28 til 22 uger

I 2004 gennemførtes en ændring af lov om ligsyn, obduktion og transplantation mv., idet der blev indsat følgende bestemmelse: ”Loven finder tilsvarende anvendelse på børn, der efter udgangen af 22. svangerskabsuge fødes uden at vise livstegn (dødfødte børn).” Hermed var den oprindeligt administrativt fastsatte grænse ved 28 fulde uger altså endeligt udtrykkeligt ved lov flyttet til 22 fulde uger.