De slap for nemt, arbejdsgiverne, da der forud for forårets konflikt på sundhedsområdet blev forhandlet nødberedskaber. Selv om Jordemoderforeningen udtog alle jordemødre på nær få stillingskategorier til strejken, så sendte arbejdsgiverne alligevel langt de fleste på arbejde. Sådan skal det ikke være næste gang, Jordemoderforeningen skal dyste med Regionsforeningen om løn- og arbejdsforhold for jordemødre.
– Når jeg siger ”næste gang”, så lægger jeg op til en intern debat om en mere målrettet og slagkraftig aktion ved overenskomstforhandlingerne i 2011, sagde Lillian Bondo til de 85 delegerede, der var samlet den 24. novembertil Jordemoderforeningens kongres på Koldkærgård ved Århus.
Foreningens formand var enig med mange i salen om, at arbejdsnedlæggelse ikke passer godt sammen med et fagområde, der for størstedelen er livsvigtigt eller uopsætteligt.
– Nej, strejke egner sig ikke entydigt til vores område, men vi er nødt til at have et våben. Vi skal diskutere, hvordan vi målretter vores indsats, også i samarbejde med andre faggrupper, sagde Lillian Bondo, der medgav, at foreningens tillidsrepræsentanter blev fanget af de centralt indgåede aftaler om, hvor meget og på hvilke funktioner jordemødrekan strejke, da de lokalt skulle indgå nødberedskabsaftaler.
Hvad er akut arbejde?
Der skulle en munter og bestemt henstilling til, før talerne meldte sig, efter at formanden havde aflagt beretning. Henstillingen kom fra Charlotte Bjerre, chefjordemoder og næstformand i Lederkredsen.
– Vi skylder formandskabet og hovedbestyrelsen at få gang i debatten. De skal have en tilbagemelding her. Det er for dårligt, hvis vi ikke kan diskutere her, men gerne hjemme i vagtstuen, sagde chefjordemoderen.
Og der kom gang i debatten, selvom flere delegerede snart ikke orkede at tale mere om konflikten.
– Jeg har behov for at se fremad — jeg kan næsten ikke holde ud at tale mere om overenskomstforhandlingerne, sagde Lotte Steenberg fra Frederiksberg Hospital, men kom alligevel med et forslag til næste gang foreningen står overfor overenskomstforhandlinger.
– Jeg ønsker centrale aftaler, der ikke tjener arbejdsgiverne bedst og som gør, at arbejdsgiverne sender 98 procent i arbejde, når vi sender 100 procent i konflikt.
Lotte Steenberg var bekymret for, om foreningen når at opbygge en Garantibeholdning af tilstrækkelig størrelse.
– Er det en kamporganisation, vi vil have, spurgte hun
Kirsten Kollerup fra Aalborg Sygehus stillede spørgsmålet om, hvad man kan henregne under akut arbejde.
– Jeg oplevede, at det var arbejdsgiverne, der bestemte, hvor vi kunne strejke. Vi lavede for eksempel rutinemæssige tre-måneders opfølgningstjek på sphincterruptur — er det akut? Og vi strejkede kun en uge på de rutinemæssige misdannelsesscanninger, sagde Kirsten, der er ansat dels i scanningsafdelingen, dels i svangreambulatoriet.
Sej kamp
Spørgsmålet om, hvordan Jordemoderforeningen lægger mest pression på arbejdsgiverne, gik igen i flere indlæg. Vurderingenhos de fleste var, at en strejke af gammeldags type ikke er vejen frem mod bedre løn, men at professionsudvikling skal kobles med en indtægtsstrategi.
– Der var stolthed, der var grin og der var tårer. Vi skabte med strejken en bevidsthed om vores fag, og det er netop viden om, hvad jordemødre kan, der skal være vores kampmiddel, sagde Sille Richter, formand for Region Midt.
– Tiden er ikke til strejke. Vi skal i stedet ud og fortælle offentligheden, hvad vi kan — at vi kan meget mere end at gribe børn,sagde Vivi Lauridsen, Kolding.
Indlæggene på kongressen rummede beretninger fra arbejdspladser, der både viste stolthed og udmattelse.
– Det var en sej kamp, men det hele værd. Det er historisk, at en kvindegruppe ikke giver op efter et par dage. Jeg mener ikke,at jordemoderfag og lønkamp skal blandes sammen. Vi er oppe i mod et gammeldags system, og det skal bekæmpes med gammeldags våben – altså strejke. Derfor skal Garantibeholdningen fyldes op igen, sagde Vibeke Milne, der er ansat på Hvidovre Hospital, et af de fødesteder, der strejkede længst tid.
– Vi er nær en nedsmeltning på min arbejdsplads og har dårligt nok kræfter til at kæmpe imod de nedskæringer, vi er udsat for nu. Vi brugte vores krudt i foråret og det er et problem nu. Vi har betalt en stor pris for konflikten og vi må se i øjnene, at vi ikke har et konfliktvåben, sagde Charlotte Falk fra Hvidovre Hospital.
På fødeafdelingen på Roskilde Sygehus er stemningen bedre, men jordemødrene havde gerne set, at der havde været sat mere magt bag strejken blandt andet ved, at den også havde omfattet de rutinemæssige scanninger.
– Mange jordemødre syntes, at strejken var åndssvag, fordi vi ikke strejkede på scanningerne. Men vi gik ud sammen og oplevede, at vi som gruppe kom godt ud af det. Vi har en vis stolthed over, hvad vi gjorde, men alligevel er jeg sikker på, at det bliver svært at få jordemødrenes opbakning til en ny konflikt og svært at få dem til at være med til at bygge en ny Garantibeholdning op, sagde Eva Skovrind fra Roskilde Sygehus.