Kohorte giver viden om bækkenbundstræning i graviditeten

Data fra 5.000 gravide skal være med til at finde ud af, om gravide træner deres bækkenbund inden fødslen.

Graviditet og fødsel er en stor belastning for bækkenbunden og øger risikoen for inkontinens. Antagelsen om, at træning af bækkenbunden allerede under graviditeten er med til at forebygge inkontinens senere hen, understøttes af tre randomiserede internationale undersøgelser (1-3).

Perinatal Epidemiologisk Forskningsenhed på Århus Universitetshospital Skejby har siden 1989 sendt et spørgeskema til alle gravide, der er indskrevet til fødsel. Skemaet udfyldes i starten af andet trimester. Der er en svarprocent på ca. 90 på skemaerne, som indtastes og opbevares på forskningsenheden under betegnelsen ’Århus kohorten’.

Skemaerne indeholder oplysninger om livsstilsforhold, helbredsmæssige forhold (bl.a. vandladnings og afføringsproblemer), medicinindtagelse, sociale og arbejdsmæssige forhold, samt obstetrisk anamnese.

Kohorten repræsenterer en helt unik mulighed for at få et billede af, hvem der træner deres bækkenbund i starten af andet trimester, og hvor meget de træner den. Spørgeskemaet har derfor siden foråret 2007 indeholdt spørgsmål om bækkenbundstræning dvs. træningsindsats, om kvinderne er informeret om bækkenbundstræning og af hvem. Kvinderne bliver spurgt om, hvorvidt deres evne til at knibe er testet vaginalt og i givet fald af læge, fysioterapeut eller jordemoder.Foreløbige resultaterEn foreløbig gennemgang af de første 1.831 skemaer viser som forventet en forskel på om kvinden er første- eller flergangsfødende.

Hos de 877 førstegangsfødende svarer 450 (51 %) ja til at lave bækkenbundstræning, heraf 54 (6 %) hver dag og 218 (24 %) et par gange om ugen. 358 (41 %) har modtaget information om bækkenbundstræning, heraf 74 (8%) fra en fagperson som fx læge, fysioterapeut eller afspændingspædagog.

29 (3%) er blevet palperet vaginalt overvejende af egen læge.

Selv om det er positivt, at så stor er gruppe træner, viser svarene samtidig, at hver tredje af de adspurgte førstegangsfødende hverken træner, har fået information eller er blevet palperet.

Hos de 954 flergangsfødende svarer 512 (54%) ja til at træne bækkenbunden, heraf 71 (7%) hver dag og 213 (22%) et par gange om ugen. 772 (81%) har modtaget information om bækkenbundstræning, heraf 293 (31%) fra en fagperson som fx læge, fysioterapeut eller afspændingspædagog/jordemoder.

288 (30%) har modtaget informationen i forbindelse med fødselsforberedelse eller barselsgymnastik. 373 (39%) er blevet palperet vaginalt, overvejende af egen læge.Videre forskningDet er oplagt at bruge ’Århus kohorten’ som base til flere studier, hvor der sendes supplerende spørgeskemaer senere i graviditeten og efter fødslen til udvalgte grupper af gravide.

Resultaterne forventes at være hypotesegenererende i forhold til videre forskning og kan indgå i debatten om hvordan, hvornår og fra hvem, informationer om bækkenbundstræning giver den bedste effekt.

Referencer

(1) M orkved S, Bo K, Schei B, Salvesen KA. Pelvic floor muscle training during pregnancy to prevent urinary incontinence: a single-blind randomized controlled trial. Obstet Gynecol 2003; 101(2):313-319.

(2) R eilly ET, Freeman RM, Waterfield MR, Waterfield AE , Steggles P, Pedlar F. Prevention of postpartum stress incontinence in primigravidae with increased bladder neck mobility: a randomised controlled trial of antenatal pelvic floor exercises. BJOG 2002; 109(1):68-76.

(3) S ampselle CM, Miller JM , Mims BL, DeLancey JO, Ashton-Miller JA , Antonakos CL. Effect of pelvic muscle exercise on transient incontinence during pregnancy and after birth. Obstet Gynecol 1998; 91(3):406-412.