Klummen: Vores væsen

Dorte Dahl startede den 1. februar i år som chefjordemoder på AHH (Amager og Hvidovre Hospital) efter ti år i Hillerød som vicechefjordemoder. Dorte Dahl har en BA i statskundskab fra før, hun blev uddannet jordemoder.

Den anden dag mødtes jeg med vores sytten nye jordemødre på Amager og Hvidovre Hospital (AHH). Det var vidunderligt at kunne sige velkommen til en hel flok unge, glade, nyudklækkede jordemødre, der forventningsfulde var mødt op til deres første dag på job. Jeg gik derfra opløftet og glad, I har været længe ventet, og vi glæder os til at have jer som kolleger!

Dog kunne jeg ikke lade være med, midt i glæden, at sende en tanke til de mange unge jordemødre, som jeg, desværre, de seneste år har oplevet sige deres stillinger op og vende fødeafdelingerne ryggen.

De mange opsigelser har medført, at vi i dag har en relativ stor jordemodermangel på Sjælland. Mange arbejder freelance i vikarbureauer, men jeg har ladet mig fortælle, at de fleste lige nu er at finde i Norge. Der betragtes de, forståeligt nok, som danske heltinder, fordi de er med til at sikre ferie til vores norske kolleger!

Hvor ville jeg dog ønske, at vi kunne bryde den trend, og at vi på AHH formår at holde på jer nye sytten. Jeg ved godt, at nogle af jer på et tidspunkt skal læse videre. Eller lave noget jordemoderrelevant et andet sted i systemet. Det er okay, sådan har jordemoderlivet udviklet sig fra dengang jeg selv blev uddannet. Det er klogt og godt.

Men hvor ville jeg ønske, at det i så fald bliver, fordi I har lyst til at prøve noget andet, og ikke fordi I flygter fra hverdagen her i afdelingen.

Jeg har tænkt meget over, hvad jeg kan gøre, så det ikke er jer, der om få år overvejer det frie jordemoderliv. Hvordan kan vi sammen gøre jeres jordemoderliv så godt, at I har lyst til at jordemodergerningen i væsenet varer ved?

Jeg ville så gerne kunne love hver af jer, at vi lige om lidt har mulighed for at lægge afspadsering ind i jeres skema, og at I næste sommer er garanteret tre uges ferie med familien. Jeg tror, at det ville gøre en stor forskel for de fleste.

Jeg ville også gerne kunne love jer, at supervision bliver en fast del af jordemoderlivet i årene frem, og at faglig udvikling bliver obligatorisk. Det tror jeg også ville gøre en forskel.

Vi er i et væsen med mange udfordringer: stigende medicinudgifter og flere ældre, der koster samfundet dyrt. De udfordringer skal vi som samfund have løst. Imens må vi kæmpe, med det vi har, og på trods af besparelser forsøge at organisere os til en god hverdag – selvom det er stramt. Det tror jeg godt, at vi kan!

Hvad ville det gøre, hvis alle jordemødre gik op på 37 timer/ugen, på den betingelse, at der hver uge blev lagde fem timers afspadsering ind i skemaet?

Det ville uomtvisteligt gøre noget godt for pensionen.

Det ville gøre, at vi havde brug for flere jordemødre til at dække de timer, hvor I afspadserede. Og kunne vi med det øgede antal jordemødre, som vi nu også havde råd til at ansætte, fordi vi ikke skulle udbetale optjent afspadsering, tilbyde tre ugers sommerferie til alle, fordi der pludselig var hoveder og hænder nok?

Og ville det i virkeligheden også trække nogle jordemødre tilbage til faste stillinger, når en arbejdsuge ikke hed fremmøde i 37 timer plus det overarbejde, der obligatorisk følger med, når man lige skal skrive færdig efter en fødsel?

Vi bliver aldrig meget rige af at være jordemødre og offentligt ansatte. Selvom årets lønforhandling gav os lidt ekstra i lønningsposen, bliver det nok aldrig lønnen i sig selv, der er drivkraften i vores virke. Det er og bliver vores vidunderlige gerning, hvor vi hver dag er så privilegerede at få del i andre menneskers største lykkestunder. Det er stort og rigt.

Men der er også noget fantastisk ved at være en del af en arbejdsplads, hvor vi sammen med alle vores kolleger får dagligdagen til at hænge sammen. Travle vagter, stille vagter, vagter hvor man ikke når at sidde mange minutter, men også vagter hvor det dufter af friskbagte boller kl. 4 om morgenen.

Kære nye sytten, bliv i Danmark og bidrag med jeres del. Så lover jeg, at jeg vil bidrage med min.

Hvis I følger efter de jordemødre, der allerede har sagt farvel, har vi ikke en chance for at gøre noget anderledes i det væsen, som de fleste af os vel grundlæggende er tilhængere af.

Jeg forstår godt lysten til det mere frie liv, og pengene der kommer lidt lettere. Men husk nu al den anciennitet, I ikke optjener og den pension, som I selv skal indbetale ved siden af. Det skal med i regnestykket.

Det er heller ikke i Norge eller i vikarbureauerne, at I bliver dygtigere. Det er ikke der, I får tilbudt færdighedstræning, hvor I lærer at tage imod en UK, stoppe en blødning eller at håndtere de fastsiddende skuldre. Det er heller ikke der, I bliver indbudt til perinatal audit, kommer på kurser, eller bliver taget hånd om, hvis tingene ikke går helt, som de skal.

Jeg tror ikke på mindre enheder eller på mange flere penge i sundhedsvæsenet i årene, der kommer. Jeg tror, at vi skal løse de udfordringer vi har, med det vi har. Men jeg tror på, at vi, hvis vi står sammen, kan skabe nogle gode sunde arbejdspladser og afprøve forskellige ideer til en bedre hverdag. Hvad end det handler om vagttilrettelæggelse eller faglig udvikling.

Jeg går gerne forrest og udfordrer mig selv: Inden for de næste par år skal jordemødrene på AHH have afspadsering lagt ind i normtiden og tre ugers sommerferie, hvis de ønsker det.

Supervision har vi allerede lagt i skemaet, og også fire årlige kursusdage!

Lad os tales ved om et par år :)