Kan vi være lige, når vi er kulturelt forskellige?

Brugerne af sundhedssektoren er mangfoldige. Derfor bør sundhedssektoren også være det. Men mangfoldighed er ikke kun et spørgsmål om at ansætte flere med anden etnisk baggrund, og for sundhedspersonale med anden etnisk baggrund er diskrimination fra patienter og kolleger en virkelighed, der ofte ikke anerkendes, mener Özlem Sara Cekic, der er formand for Mangfoldighedsnetværket.

’Nu er jeg jo ikke racist, men…’. Ofte kan det, der følger efter denne sætning være rigtig grimt. Ikke fordi den, der siger det, er racist, men fordi det ofte udtrykker en uvidenhed eller vrangforestilling om, hvem ’de etniske andre’ er.

Racediskrimination tager mange skikkelser, men det er ikke altid noget, der tages alvorligt, mener Özlem Sara Cekic, der er formand for Mangfoldighedsnetværket. Det er imidlertid ikke ’systemet’ som sådan, der er noget i vejen med på de danske sygehuse. Det handler snarere om, at nogle af de mennesker, der bevæger sig rundt inden for sundhedssektoren, ligesom en del af befolkningen, er farvet af mediernes sjældent flatterende billede af etniske minoriteter og udlændinge:

– Mange af vores medlemmer har prøvet at skulle stå til regnskab for terrorhandlinger eller at skulle forklare krige, æresdrab osv. Og det er ekstremt hårdt altid at være repræsentant på den måde. Vi har brug for arbejdsro. Vi vil gerne have lov til at være fagpersoner først og fremmest og ikke alt mulig andet, fortæller Özlem Sara Cekic, og fortsætter:

– Alle har en mening om nydanskere, flygtninge og indvandrere. En undersøgelse foretaget af Allan Krasnik på Bispebjerg Hospital viste, at størstedelen af den viden plejepersonalet havde om etniske minoriteter kom fra medierne.

Diskrimination skal frem i lyset

Ifølge Özlem Sara Cekic er det største problem, at diskrimination ikke bliver taget alvorligt:
– For eksempel blev vi kontaktet af en sygeplejerske med anden etnisk baggrund, der var blevet kaldt et dyr af sin kollega. Da hun så senere havde fortalt om episoden til sin arbejdsgiver og tillidsrepræsentant, blev hun mødt med bemærkninger som ”tror du ikke du har misforstået det” og ”du har nok hørt forkert”.

I 2004 tog Özlem Sara Cekic derfor initiativ til at etablere et netværk for sygeplejersker med etnisk minoritetsbaggrund,

Mangfoldighedsnetværket.
I 2006 blev netværket omdannet til en forening, der i dag rummer de fleste faggrupper i sundhedsvæsenet med anden etnisk baggrund.

– Jeg var den første og på det tidspunkt den eneste med anden etnisk baggrund, der blev valgt ind i en af Dansk Sygeplejeråds amtsbestyrelser (Hovedstaden Amtskreds, red.). Jeg fik mange henvendelser fra kolleger, der var frustrerede over, at deres etniske og religiøse baggrund var vigtigere end deres faglighed. De oplevede, at der blev sat spørgsmålstegn ved deres faglighed, og det ville de gerne have, at jeg gjorde DSR opmærksom på, fortæller Özlem Sara Cekic. Manglende politik på området Mangfoldighedsnetværket får løbende hjælp fra frivillige til at gennemføre undersøgelser af forholdene på de danske sygehuse. For nylig har to antropologer foretaget en spørgeskemaundersøgelse* blandt de 15 største hospitaler i landet. Undersøgelsen viste bl.a., at kun 6 ud af de 15 store arbejdspladser har en politik i forhold til etnisk ligestilling, og at ingen af sygehusene har en fast procedure for, hvordan klagesager i forhold til etnisk ligestilling skal håndteres — heller ikke de sygehuse, der har haft klager over manglende etnisk ligestilling. Özlem Sara Cekic fastslår derfor:

– Der er tre primære parter vi skal have fat i, hvis vi skal forebygge og bekæmpe diskrimination. For det første arbejdsgiverne, så vi sørger for, at der bliver indført politikker på området. For det andet uddannelsesstederne, så vi bl.a. sikrer, at der rekrutteres bredt. Sidst men ikke mindst skal vi have fat i fagforeningerne, da det er dem, der kan lægge pres på arbejdsgiverne og være med til at udvikle rekrutteringsprogrammer og sikre fastholdelse af etniske minoriteter — præcis på samme måde som man sikrer kønsligestilling.

Hun fortsætter:

– Men det handler også om at få oplyst de etniske minoriteter om, at de også skal være aktive i deres fagforening — fx. som tillidsrepræsentanter og ad den vej være med til at præge fremtidens sygehuse.

Dialog er vejen frem
Mangfoldighedsnetværket er altså ikke kun et sted, hvor man kan finde støtte, hvis man føler sig uretfærdigt behandlet. Det er en forening, der har til formål at bygge bro mellem arbejdspladserne, de faglige organisationer og personalet med anden etnisk baggrund. Og en del af det arbejde går ud på at oplyse om, at mangfoldighed også er til gavn for sygehusbrugerne:

– Det skal bestemt ikke forstås sådan, at den tyrkiske jordemoder skal føde med den marokkanske kvinde, eller den tyrkiske for den sags skyld. Sundhedspersonale med etnisk baggrund er ikke eksperter i etnicitet i den forstand. Det handler først og fremmest om at afspejle samfundet. Men ligesom der er sygeplejersker, der er eksperter i sårpleje, så kan vi i visse sammenhænge være med til at skille sygdom og kultur ad. Når en psykisk syg pige beder 50 gange om dagen, handler det fx ikke nødvendigvis om religion, men om tvangsmotionering, siger Özlem Sara Cekic.

Et mangfoldigt sundhedsvæsen er derfor ikke kun et sundhedsvæsen, der afspejler samfundet. Fagligheden skal tilbage i fokus, og ifølge Özlem Sara Cekic er første skridt på vejen at aflive vrangforestillingerne og stereotypierne:

– Og det kræver at vi står frem og fortæller om, hvem vi er, og hvad vi kan.

Ikke en lukket klub
Foreningen arbejder for at skabe dialog og integration, og alle, uanset alder, køn og religion, kan derfor også melde sig som ’støttemedlem’. Det eneste krav er, at man har viljen og lysten til at arbejde for et mangfoldigt sundhedsvæsen. Når det stadig kun er de etniske minoriteter, der har stemmeret, handler det om, at styrke foreningen indadtil:

– Ligesom der findes foreninger, der varetager handikappedes, homoseksuelles eller kvinders rettigheder, så er der behov for et sted, der varetager etniske minoriteters interesser. Og ligesom kvindebevægelsen i sin tid netop bestod at kvinder, der ville gøre en forskel, tror jeg også, at der er brug for en forening, hvor det er de etniske, der selv arbejder for at styrke deres rettigheder.

* Den telefoniske spørgeskemaundersøgelse er foretaget af Signe Gammeltoft, BA i antropologi og Liv Østergaard, BA i antropologi. Du kan se undersøgelsens øvrige resultater på www.mangfoldighedsnetvaerket.dk


Mangfoldighedsnetværket
Netværket er en sammenslutning af sundhedspersonale med etnisk minoritetsbaggrund. Medlemmerne har rødder i vidt forskellige lande, bl.a. Indien, Tyrkiet, Iran, Irak og Thailand. Fælles for medlemmerne er, at de har erfaringer med at være etniske minoriteter i det danske sundhedsvæsen samtidig med, at de ikke altid føler, at deres erfaringer og viden udnyttes godt nok.

Netværket arbejder for udviklingen af et mangfoldigt sundhedsvæsen gennem bl.a. fastholdelse og rekruttering af sundhedspersonale med etnisk minoritetsbaggrund og for styrkelse af patienter med minoritetsbaggrunds rettigheder. Læs mere om netværket og medlemskab på www.mangfoldighedsnetvaerket.dk