Jordemoderforeningens rolle


Lillian Bondo, hvorfor er Women Deliver konferencen vigtig for jordemødre?
 - Der er så mange steder i verden, hvor jordemødre er svage eller ikke til stede. Hvor jordemødre med en god uddannelse ikke får lov at bruge den. Hvor vægtig evidens på det reproduktive område ikke har plads i debatten, hvis den fremføres af andre end læger. Derfor skal vi være med i feltet, hvor vi kan, og påvirke beslutningstagere positivt til at bruge hele det nødvendige fagfelt omkring kvinders og nyfødtes sundhed - inklusive jordemødre.

Lillian Bondo, hvad kan danske jordemødre bidrage med til verdens kvinder ved Women Deliver? 
- Vi gjorde, hvad vi kunne, under konferencen for at demonstrere de mange områder, hvor jordemødre kan gøre en forskel - vi havde små workshops ved vores stand, og vi fik delt unik viden om (re)suturering, om grund- og videreuddannelse, om jordemodervirksomhed i Grønland, om rebozo.

Lillian Bondo, hvad får foreningen ud af at deltage i en sådan konference?
Vi har i vores hjemlige kontakter haft glæde af at være med i komitearbejdet, sammen med danske industrivirksomheder, andre ngo’er og politikere, embedsmænd og kongehus. Det har givet en bred kontaktflade og mange gode ideer, ikke mindst til det arbejde, der kommer til at udspille sig i Sustainable Midwifery.