"Jeg er kvinde og medmor"

Birgitte og Lærke Rigtrup-Lindemann blev for et år siden forældre til Pixie Björg. I mødet med sundhedssystemet forberedte de sig ofte mentalt på, hvem der var på den anden side af døren. Ville jordemoderen spørge, om Lærke var Birgittes søster? Eller ville lægen tro, at Lærke var Birgittes veninde?

Birgitte Rigtrup-Lindemann (th) og Lærke Rigtrup-Lindemann efterlyser en større åbenhed, når jordemødre og resten af sundhedssystemet møder dem og andre forældre, der ikke er som flertallet af forældre. Da Birgitte fødte Pixie Björg for et år siden, blev Lærke til tider overset eller set som søster eller veninde til Birgitte. Og det gav dem en følelse af ikke at blive mødt som dem, de er.

Den røde og gule gåvogn er fyldt til randen med børnebøger og drøner hen over det skakternede køkkengulv. Pixie har lige lært at gå. Og hun er nu blevet storforbruger af vognen, der følger hende alle vegne.

- Hun går hele tiden, fortæller Birgitte stolt om sin datter, der snart fylder et år.

Spoler vi nogle år tilbage, var der endnu ingen gåvogn eller babylyde i den lille to-værelses lejlighed her på Nørrebro i København. Dengang boede Birgitte og Lærke alene uden børn. De mødte hinanden for fire år siden og flyttede hurtigt sammen i lejligheden. Derefter kom tankerne om at få et barn sammen. For kærligheden voksede, og det samme gjorde ønsket om at blive en lille familie.

En aften sad de to så hjemme foran computeren og skulle vælge donor til deres kommende barn. De var lige gået i gang med et fertilitetsforløb på Herlev Hospital og havde her fået et login til European Spermbank med besked på at finde en a og en b donor.

- Det var en surrealistisk oplevelse, for det var mærkeligt at vælge genetik til vores barn. Vi valgte meget efter udseende, for det var vigtigt for os at finde en, der i fysik ligner en blanding af os. Og så var vi ret afklarede med, at vi gerne ville have en åben donor. Det var også vigtigt for os. Hvis vores barn får lyst til møde sit genetiske ophav, vil vi ikke på forhånd tage den mulighed væk fra hende. Vi synes også, at det er et fint personlighedstræk, når donor vælger at være åben, siger 35-årige Birgitte, der er uddannet antropolog.

En mur af antagelser
Der gik ikke længe, før Birgitte blev gravid. Men før det kom så langt som fertilitetsbehandling og baby i maven, var de en tur forbi egen læge og en privat fertilitetsklinik. Her mødte de en mur af antagelser, som siden har fulgt dem gennem deres forløb i sundhedssystemet - en mur, der også havde små smuthuller ind til en verden fri for antagelser og upassende bemærkninger.

- Da jeg fortalte min læge, at jeg gerne ville være gravid, begyndte han at google rundt på nettet. Det var tydeligt, at han ikke anede, hvad han skulle stille op. Så sagde han: “Du har ikke brug for mig, du kan bare købe noget sæd på nettet”. Og da jeg så senere havde brug for en henvisning til en privat fertilitetsklinik, ville han ikke give mig det uden at se mig igen, fortæller Birgitte, der endte med at skifte læge.

På den private fertilitetsklinik voksede muren af mærkelige antagelser sig endnu større:

- Lægen skulle erklære os forældreegnede. Så vi skulle fortælle, hvem vi var, og hvor vi kendte hinanden fra. Og han spurgte, om vi er biologisk relaterede. I forbindelse med det begyndte han på en lang snak om, at han mente, at lesbiske er så og så intelligente, for man kan jo ikke være uintelligent og samtidig være lesbisk. Det var super upassende og en mærkelig oplevelse. Det gav os følelsen af at blive gjort til noget eksotisk, fortæller Lærke, der bliver afløst af Birgitte:

- Det blev en forvirrende start for os. Vi ved fra vores omgangskreds, at mange lesbiske par famler meget i starten af et fertilitetsforløb. For vi ikke helt ved, hvor skal vi gå hen.

Har du taget din søster med?
På Herlev Hospital havde Birgitte den samme jordemoder op til fødslen. Hun var god til at møde dem, som dem de er. Men mødet med andet sundhedspersonale var ofte ret forvirrende:

- Hver gang vi skulle ind ad en dør, fordi jeg skulle til scanning, læge, eller ekstra tjek, blev vi selv meget opmærksomme på, at vi er en minoritet. For vi vidste aldrig, hvem vi mødte - om vi skulle præsentere os, eller de vil spørge, om Lærke var min søster eller veninde, fortæller Birgitte og bliver afløst af 31-årige Lærke, der er specialestuderende i kønsvidenskab:

- Vi skulle altid være klar til at springe ud og forklare, hvem vi var. Vi er ikke et par, hvor den ene part er meget maskulin og den anden feminin. Så det blev til tider antaget, at jeg var søster eller veninde.

Eksotisk og anderledes
Birgitte og Lærke var meget tilfredse med hele forløbet under selve fødslen. Jordemoderen var god til at rumme dem som kommende mor og medmor - lige indtil Pixie så blev født og kom til verden:

- Vi var stadig på fødestuen, og så spurgte jordemoderen, hvordan vi egentlig fandt ud af, hvem der skulle bære barnet. Det havde jeg ikke lyst til at dele med hende. For jeg vidste, at det var en heteroseksuel jordemoder, der spurgte mig, fordi hun syntes, det var spændende. Som minoritet er du altid ambassadør for lesbiske - både i vuggestuen, på arbejdet, på studiet og alle mulige andre steder. At man så ikke kan få fri for det på fødestuen, når baby kun lige er født, det er frustrerende, siger Lærke og fortsætter:

- Jordemoderen var virkelig sød og professionel. Men denne her del skulle hun bare have holdt for sig selv. Vi havde ikke lyst til at dræbe den gode stemning, så jeg svarede hende bare. Nu hang vores valg om, hvem der skulle være gravid, mest sammen med, at Birgitte er ældst. Men det kunne jo være, jeg ikke kunne få børn, og så ville hun jo ribbe op i nogle negative erfaringer og følelser. Det var igen med til at fremkalde en følelse af at være anderledes og eksotisk. På samme måde var det super upassende, da hun i forlængelse af dette fortalte om sin egen datters lesbiske seksualitet og erfaringer. Det havde jeg ikke lyst til at forholde mig til lige der.

Pjecer bør rumme forskellighed
Både Lærke og Birgitte efterlyser, at lesbiske par bliver bedre repræsenteret i pjecer og andet informationsmateriale:

- Som det er i dag, er systemet ikke gearet til at inkludere os. Derfor betyder den personlige kontakt til jordemødrene rigtig meget. Det er som om, at sundhedspersonalet kommer til at kompensere for systemet og der har vi oplevet alt lige fra en god respons, hvor Lærke får kommentaren “du er mindst lige så vigtig, Lærke” til andre, der er forvirrede over Lærkes rolle og ikke rigtig henvender sig til hende, siger Birgitte og henter det informationsmateriale, de har fået udleveret under graviditeten. Og her dukker det ene efter det andet kyssende heteroseksuelle par op. Men Birgittes jordemoder gav dem også materiale fra Sex og Samfund henvendt til en bredere skare af forældre.

- Hun var så god til at se os som de forældre, vi er, og meget opmærksom på, at vi ikke er repræsenteret i de pjecer, man normalt får udleveret. Den opmærksomhed gjorde hende til en god jordemoder, fortæller Birgitte.

Lærke er enig i, at det ville gøre en forskel med en større mangfoldighed i materialet om graviditet, fødsel og barsel.

- Jeg skulle konstant oversætte far til medmor. I Pixies journal står der, at jeg er far. Sådan er it-systemet skruet sammen. Det er frustrerende. Jeg har ikke født Pixie, men det gør mig ikke til en mand, siger hun og tilføjer:

- Jeg er kvinde og medmor.

Læs de andre artikler i temaet 'LGBT'