I kontrol

Maria Cassøe havde det godt med selv at stå for kontrol af hjertelyd og blodtryk. Teknikken viste sig at være nem.

Maria Cassøe var tæt på at takke nej til at deltage i det telemedicinske projekt, som Skejby Sygehus kører. Teknikken virkede overvældende og hun var bekymret for, om det ville sygeliggøre hendes graviditet mere end nødvendigt.

- Jeg gjorde mig mange overvejelser, om jeg skulle gå ind i projektet, fordi det var omfattende og det kunne føles endnu mere, som om jeg var patient. Men sådan var det ikke, fortæller Maria Cassøe, der fødte i november 2011 efter en normal og ukompliceret graviditet.

Sikkerhed
Årsagen til, at Maria Cassøe alligevel var med i projektet, skal findes i hendes første graviditet for tre år siden. Her var alt normalt indtil to uger før termin, hvor hun blev dårlig, men fik at vide af sin praktiserende læge, at hun havde maveinfluenza. Da veerne startede, kom de oven i hinanden og Maria Cassøe og hendes mand henvendte sig på Skejby Sygehus, hvor der blev konstateret dårlig hjertelyd. Et akut kejsersnit bragte en sund og rask dreng til verden, men derefter blev Maria Cassøe for alvor dårlig med tårnhøjt blodtryk, nedsat leverfunktion, nyrestop og to dage hvor hun var psykotisk på grund af den voldsomme fysiske påvirkning af kroppen. Det blev til i alt 16 dages indlæggelse efter fødslen med diagnosen svangerskabsforgiftning.

- De første fire dage var jeg på intensiv og syntes egentlig, at jeg var frisk, men efter at jeg kom hjem og i månederne efter begyndte de natlige mareridt, fortæller Maria Cassøe. Hun valgte at kontakte en psykolog for at blive konfronteret med oplevelsen.

- Jeg havde forsøgt at tage afstand til det, der var sket og kunne først bagefter se, hvor syg jeg havde været. Efter fødslen fyldte oplevelsen så meget, at den overskyggede min lyst til at gå igennem en graviditet igen, men det ændrede sig som tiden gik og jeg fik snakket forløbet igennem igen og igen med venner, familie og en psykolog, fortæller hun.

Lysten til at blive mor igen
Lysten til at blive mor igen vandt over angsten og 1,5 år efter var Maria Cassøe gravid igen. Der blev lagt op til tæt kontrol gennem hele graviditeten og Maria Cassøe fik tilbud om at være med i den del af det telemedicinske projekt, der overvåger gravide med svangerskabsforgiftning og gravide, der tidligere har haft svangerskabsforgiftning. Da var hun i 32. graviditetsuge.

- Jeg var lige gået på barsel og havde tid til at være i projektet. Alternativt skulle jeg jævnligt have været inde på Skejby, fortæller Maria Cassøe, der i stedet selv målte blodtryk og vægt tre gange om ugen, og registrerede fosterets hjerteaktion og livmoderens kontraktioner med telemedicinsk udstyr.

- Jeg var glad for selv at kunne køre kontrollerne. Det tekniske var lidt uoverskueligt i starten, men det viste sig at være rigtig nemt, siger Maria Cassøe.

Kendthed og kontinuitet er vigtig
Kontakten til projektets læge og jordemoder har Maria Cassøe kun ros til overs for. Hun nød godt af at have kontakt med de samme fagfolk gennem hele den tid, hun var i projektet, hvorimod kontakten til sygehuset i tiden forinden, havde virket noget tilfældig.

- Jeg var meget glad for den kontinuitet og grundighed, som jeg oplevede, og så var det rart at kende jordemoderen og lægen, siger Maria Cassøe.

Angsten for igen at blive syg med forhøjet blodtryk fik ind imellem overtaget.

- Jeg havde nætter, hvor det var svært at sove, fordi den gamle oplevelse fyldte, men så kunne jeg ringe til jordemoderen. Det gjorde jeg en gang, hvor bare ti minutters snak med en, der kendte min baggrund, hjalp mig, siger Maria Cassøe.

Et andet eksempel på projektets effektivitet var engang, da hun havde svaret ja til spørgsmålet, om hun følte sig “alment utilpas”, der er et af standardspørgsmålene i det telemedicinske projekt.

- Jeg blev ringet op af projektlægen kort tid efter, at data var kommet ind. Han undskyldte, at han ringede lidt forsinket, selvom det kun var gået kort tid. Han spurgte nærmere ind til mine symptomer for at undersøge, hvorvidt min utilpashed var relateret til svangerskabsforgiftning. Jo, jeg følte mig meget tryg ved, at der blev fulgt op på data, siger Maria Cassøe, der for fem måneder siden fødte en fin lille pige ved en normal fødsel.

Læs andre artikler i samme tema