Håndudmalkning i graviditeten

Jeg var ret høj efter at have hørt professor of midwifery and maternity services research, Della Forster fra Melbourne i Australien, præsentere det første randomiserede kontrollerede studie* i verden, DAME, som undersøger sikkerheden og effekten af håndudmalkning 10 min x 2 dagligt (5 min på hvert bryst) i graviditeten fra 36. uge hos lavrisiko gravide med tidligere eller aktuel GDM. Der var stor forsigtighed omkring interventionsgruppen, da tidligere pilotstudier havde påvist, at de gravide fødte tidligere, og at der var flere indlæggelser af børn på neonatalafdelingen. Derfor blev der fx kørt CTG under den første udmalkning samt målt blodsukker efterfølgende, og kvinderne blev nøje instrueret i at stoppe udmalkningen, hvis de fik for mange eller lange plukkeveer, hvilket ganske få kvinder oplevede. I gennemsnit malkede kvinderne 5,5 ml colostrum ud pr gang, og 42 procent af kvinderne fik udmalket mere end 20 gange. De gravide opbevarede modermælken i små sprøjter i deres egen fryser og tog det med på hospitalet i en frysekasse, når de skulle føde, så barnet kunne få modermælken i tilfælde af behov for early feeding.

Heldigvis kunne dette studie afkræfte tidligere bekymringer omkring håndudmalkning i graviditeten hos denne gruppe gravide, da forskerne konkluderer, at det er sikkert at råde lavrisiko gravide med tidligere eller aktuel GDM til håndudmalkning i graviditeten fra 36. graviditetsuge. Udmalkningen vil ikke påvirke fødselstidspunktet eller føre til flere indlæggelser på neonatalafdelingen. Derimod vil det påvirke amningen positivt, da studiet fandt en øget frekvens af eksklusiv amning de første 24 timer post partum og under hospitalsindlæggelsen. Dog fandt de ikke forskel i amningen efter 3 måneder, men forskerne påpeger vigtigheden af, at børnene, der har undgået modermælkserstatning i den tidlige periode, muligvis har mindre risiko for at udvikle diabetes senere i livet samt de positive effekter amningen har for moderens helse.

Det kribler i mine fingre på at komme i gang med at få udbredt kendskabet til dette studie og få givet de lavrisiko gravide i denne gruppe mulighed for at udmalke i graviditeten. DAME's vejledning til de gravide ligger frit tilgængelig på www.bmj.com.

*Advising women with diabetes in pregnancy to express breastmilk in late pregnancy (Diabetes and Antenatal Milk Expressing [DAME]): a multicentre, unblinded, randomised controlled trial. Della A Forster, Anita M Moorhead, Susan E Jacobs, Peter G Davis, Susan P Walker, Kerri M McEgan, Gillian F Opie, Susan M Donath, Lisa Gold, Catharine McNamara, Amanda Aylward, Christine East, Rachael Ford, Lisa H Amir. Lancet 2017; 389: 2204-13.

Læs alle artiklerne om ICM 2017

Fra venstre: Ane Cecilie Nordentoft, Malene Sparre Hansen, Iben Hvidtfeldt Marcher, Birgit Klausen og Janne Ekstrøm Larsen, der er klinisk uddannelsesansvarligjordemoder, MVO, IBCLC og ansat ved Sjællands Universitetshospital, Roskilde.