Klagerne over jordemødre og fødesteder er ikke mange i forhold til antallet af fødsler, der på årsbasis er ca. 60.000. I 2016 var der således 23 klager, hvoraf to blev frafaldet efter dialogsamtaler på fødestedet. I de restende sager førte klagerne kun i tre tilfælde til kritik af i alt fire jordemødre. Men uanset udfaldet kan man lære af klagesagerne og måske bringe tallet yderligere ned. Det mener Mette Kiel Smed, der er sagkyndig i Styrelsen for Patientklager og afdelingsjordemoder på Rigshospitalet.
Som jordemoderfaglig sagkyndig har Mette Kiel Smed siden februar 2015 selv været med til at behandle omkring 15 sager. Derudover har hun gennemgået alle klagesager fra 2016, og selv om de fleste kvinder objektivt set har fået en behandling, der ligger inden for almindelig anerkendt faglig standard, har læsningen af sagerne gjort indtryk.
– Det, jeg kan uddrage, er, at kvinderne har været bange, frustrerede og nogle gange desperate. De har følt, at de var alene og ikke fik den hjælp, de havde brug for. Det fortæller mig, at vi som jordemødre skal være dygtige til at sætte os ind i de behov, den enkelte fødende har. Det er en af vores kernekompetencer og lykkes heldigvis i langt de fleste tilfælde. Men lykkes det ikke, gør det rigtig ondt på den kvinde, der føler, at hun ikke bliver hørt, set eller hjulpet, siger hun.
Et fællestræk i flere af sagerne er, at noget undervejs er gået galt i kommunikationen mellem den fødende kvinde og jordemoderen, så kvinden enten ikke har forstået eller har misforstået, hvad der er foregået. Det kan fx betyde, at hun har oplevet en helt normal situation som usædvanlig og derfor mener, at jordemoderen burde have grebet ind. Det kan også betyde, at en korrekt jordemoderfaglig indsats måske bliver opfattet som en fejl, der kan have medvirket til et dårligt fødselsforløb.
Derudover peger Mette Kiel Smed på, at traumatiske hændelser, hvor barnet fx dør under fødslen eller i den sidste del af graviditeten, ofte udløser klager, fordi forældrene naturligt nok leder efter en forklaring på, hvorfor det gik så galt.
– Forældrene tænker, at det må være nogens skyld, at det gik så slemt. Men ofte kan der ikke peges på skyld, siger hun.
Ikke politisk pressionsmiddel
Flere kvinder giver i deres klager udtryk for, at de gerne vil forbedre forholdene for andre fødende og retter deres kritik opad i systemet. I en af klagerne fra 2016 lyder det, at det ikke er en kritik af sundhedspersonalet, men af serviceniveauet i forhold til de fødende og at økonomiske besparelser i sundhedsvæsenet har en pris for patientsikkerheden.
– Jeg har hørt og kan også fornemme, når jeg læser klageteksterne, at der er jordemødre, som opfordrer kvinderne til klage, hvis der for eksempel er utilfredshed med, at de ikke har haft tid til at være så meget til stede under fødslen, som kvinderne godt kunne ønske sig. Håbet er så, at ledelse og politikere får øje på, at forholdene er for dårlige, og at der kommer flere penge, siger Mette Kiel Smed.
Den strategi er imidlertid ikke en konstruktiv vej at gå, mener hun.
– Man skal passe meget på med at bruge klagesystemet som politisk pressionsmiddel. Jurister og sagkyndige i styrelsen bruger rigtigt mange ressourcer på at indhente journalmateriale og udtalelser fra hospitalerne, men chancen for, at der kommer noget ud af en klage, hvis målet er at forbedre forholdene helt generelt, er meget lille. Vil man som borger påvirke systemet politisk, har det formentligt større effekt at henvende sigdirekte til afdelingsledelse eller regionspolitikere, siger hun.
Efterfødselssamtaler kan forebygge
Hvis en kvinde klager over et fødselsforløb, får hun altid tilbud om en dialogsamtale på fødestedet. Det førte i 2016 som nævnt til, at to af klagerne efterfølgende blev frafaldet. Men når en klage er sendt afsted, kan konfliktoptrapningen allerede være i gang, og i 13 af de 23 klagesager fra 2016 afslog kvinderne tilbuddet om en dialogsamtale.
Mette Kiel Smed mener på den baggrund, at der skal være mulighed for, at parterne kan tale sammen før utilfredshed med et fødselsforløb fører til en klage. Hun slår derfor til lyd for, at efterfødselssamtaler skal være fast rutine. Via en efterfødselssamtale kan der blive ryddet op i eventuelle misforståelser omkring fødselsforløbet. Samtidig kan samtalen hjælpe kvinden med at bearbejde den angst og frustration, hun eventuelt har oplevet, og ad den vej kan klagesagerne måske forebygges.
– De fleste steder i landet kan efterfødselssamtaler tilbydes ved behov. De tilbydes ikke rutinemæssigt til alle på alle fødesteder. Men med sådan et tilbud, hvor kvinden og jordemoderen får mulighed for at få talt sammen efter fødslen, tror jeg, at rigtig mange klagesager kunne sorteres fra, siger Mette Kiel Smed.
I hendes optik er det ikke nok blot at sige til kvinden, at hun kan vende tilbage for at få en samtale, hvis hun får behov for det. For hvis kvinden har haft en dårlig fødselsoplevelse, som hun mener, jordemoderen er skyld i, vil hun sjældent selv tage initiativ til en snak.
– Derfor skal det være lidt mere formaliseret. Der skal være en selvfølgelighed i, at kvinden og den jordemoder, der har været sammen om fødslen, skal mødes igen bagefter for at runde den af. Kan det ikke lade sig gøre, bør kvinden i det mindste have en grundig efterfødselssamtale med en anden jordemoder, siger Mette Kiel Smed.
Klager rammer hårdt
I sit job som jordemoder har Mette Kiel Smed selv prøvet at være involveret i klagesager. Derfor ved hun af egen erfaring, hvor hårdt en klage rammer, uanset om den fører til kritik eller ej.
– Jeg tror, alle jordemødre bliver voldsomt påvirkede af at få en klage. Også selv om de mener, at de har gjort det, de skulle, siger hun.
Det er også hendes opfattelse, at der på fødegangene ikke bliver talt ret meget om klagesagerne, fordi de involverede jordemødre kan være pinligt berørte og flove.
– Så ofte er det noget, man står meget alene med, siger hun.
Samtidig peger hun på, at mange fagfæller oplever klagesagerne som mere dramatiske, end de nødvendigvis behøver at være. Det skyldes bl.a., at jordemødre ikke ved nok om klagesystemet og kan have svært ved at skelne mellem de forskellige typer sager eller gennemskue, hvad der vil ske, hvis en klager får medhold. Typisk kan de være bange for, at de mister deres job eller at deres navn vil blive offentliggjort.
På Rigshospitalet har Mette Kiel Smed derfor været med til at lave en skrivelse, der skal hjælpe de jordemødre, som bliver bedt om at komme med en udtalelse eller er parter i en klagesag.
– I de fleste tilfælde er sagerne ikke nær så “farlige”, som alle går rundt og tror, siger hun.
Som sagkyndig i Styrelsen for Patientklager er Mette Kiel Smed advokat for begge parter i klagesagerne og bestræber sig på at få dem belyst så godt som overhovedet muligt. Det kan være vanskeligt, hvis der står meget lidt i journalen fra fødestedet, og hvervet som sagkyndig har derfor gjort hende mere bevidst om vigtigheden af en grundig journalføring.
– Det tænker jeg nu mere over som jordemoder, end jeg gjorde før, siger hun.