Genåbnet – efter fem ugers nedlukning

Da Agnethe Benedikt Mørch oplevede ikke at kunne få tilstrækkeligt klare svar på, hvad hun måtte og ikke måtte som privatpraktiserende jordemoder, valgte hun at lukke sin forretning helt ned i fem uger. Aalborg Scanningshus genåbnede så 20. april, og Agnethe Mørch er glad for, at hun igen kan hjælpe de gravide, der står i kø for at få forskellige scanninger.

På den private jordemoderklinik, Aalborg Scanningshus, har der været tryk på, siden genåbningen 20. april. Indehaver Agnethe Benedikt Mørch har suspenderet sin ugentlige fridag, hun har forlænget alle sine arbejdsdage og hver anden lørdag og lejlighedsvist også søndage holder hun nu sin opgavebog åben for aftaler.

– Lige nu er der en pukkel af gravide, der har behov for at blive scannet, efter at vi har haft lukket ned i fem uger. Men jeg tænker, at det finder sit normale leje igen på et tidspunkt, siger hun og understreger, at alle Sundhedsstyrelsens retningslinjer naturligvis overholdes, når Aalborg Scanningshus igen inviterer gravide og max to pårørende indenfor til tryghedsscanninger, trivselsscanninger, kønsscanninger og 3D-/4D-scanninger.

På jagt efter svar
Agnethe Benedikt Mørch havde også en velbesøgt forretning, inden Covid-19 ramte Danmark og slog mange private forretningsdrivende hjem.

Private jordemoderklinikker måtte ganske vist stadig varetage kritiske funktioner under overholdelse af skrappe retningslinjer. Men hvordan man præcist skulle tolke grænserne for de kritiske funktioner, og hvordan situationen skulle håndteres sikkerhedsmæssigt, syntes Agnethe Benedikt Mørch var for uklart til, at hun turde holde sin forretning åben.

– Som sundhedsperson har man jo et ansvar for, at tingene er i orden, og da jeg ikke kunne få svar på mine spørgsmål, valgte jeg at lukke helt. Og tro mig, jeg havde ellers virkelig forsøgt både hos Styrelsen for Patientsikkerhed, i Sundhedsstyrelsen og i Jordemoderforeningen.

Hun fik blandt andet det svar, at hun måtte følge sin sunde fornuft.

– Men det synes jeg jo i al beskedenhed altid, at jeg gør. Det hjalp bare ikke her, konstaterer hun.

Gør en stor forskel
Følelsen af at stå tilbage med en række uafklarede spørgsmål har været det mest udfordrende i de forgangne måneder:

– Jeg er blevet hørt, og der er brugt tid på at tale om mine spørgsmål og svare på mine henvendelser. Men jeg har desværre ikke kunnet få konkrete svar på, hvornår vi kunne åbne, og hvad vi måtte åbne op for. Ingen har taget ansvar for det og sagt, hvad vi må og ikke må. Vi laver retningslinjer så mange steder i svangreomsorgen, så jeg synes jo godt, at man også kunne lave midlertidige retningslinjer i denne akutte situation, siger Agnethe Benedikt Mørch og fortsætter:

– For i det private udfører vi et vigtigt sundhedsarbejde. Vi møder familierne, hvor de er, og varetager de behov, der er for at få tryghed. For dem er vi et vigtigt supplement til det etablerede tilbud. Jeg er fx stort set altid fuldt booket – mange kommer, fordi de har brug for det, jeg tilbyder. Men når vi så bremses i det, fordi vi ikke kan få vished om, hvad vi må lukke op for, så føles det som om, at der fra officielt hold ikke er en forståelse af, at vores arbejde er vigtigt. Det er trist. For jeg kan mærke, at jeg gør en stor forskel for mange gravide. Men heldigvis er vi nu åbnet igen.

Afstår fra hjælpepakke
For den aalborgensiske klinikejer var det også en stor frustration at opleve, hvordan enkelte i branchen tilsyneladende så stort på de fælles retningslinjer, og fx tilbød køns- og 3D-scanninger, imens landet var lukket ned:

– At sætte sundheden over styr for os alle sammen på den måde, det synes jeg bare ikke er i orden, siger hun.

Agnethe Benedikt Mørch er selv af den opfattelse, at Sundhedsstyrelsens retningslinjer generelt har været okay.

– Jeg er på ingen måde utilfreds med, at der har været stillet skrappe krav. Opgaven var jo at passe på os alle sammen, imens usikkerheden var størst, påpeger hun.

Men der kunne måske godt have været gjort mere for at sikre, at kravene blev overholdt.

– Når der er nogle, der ikke overholder reglerne, så er det jo alle os i flinkeskolen, der i princippet bliver straffet, siger hun.

Selv har Agnethe Benedikt Mørch dog ikke haft behov for at søge hverken hjælpepakker eller den kontingentnedsættelse, som Jordemoderforeningen tilbød privatpraktiserende jordemødre med løntab.

– Jeg har haft godt en måned uden indtægt, og det efterlader selvfølgelig et hul i kassekreditten. Men jeg tænker, at det nok bliver indhentet i løbet af efteråret.

Aftalen med revisoren er derfor foreløbig at se tiden an.