Fokus på kommunikation i Hvidovre

Fra november og et år frem vil 1.200 gravide på Hvidovre Hospital blive tilbudt et udvidet forældreforberedelseskursus med fokus på parkommunikation.

Allerede her i efteråret vil nogle af jordemødrene på Hvidovre Hospital stifte nærmere bekendtskab med nogle af metoderne i det såkaldte PREP-kursus og tankerne bag Tea Trillingsgaards ph.d.-afhandling.

Pr. 1. november vil 2.400 af hospitalets førstegangsgravide således få tilbudt at deltage i et forskningsprojekt, som ledes af jordemoder post.doc. og ph.d. Vibeke Koushede, Statens Institut for Folkesundhed.

Halvdelen af parrene skal følge det eksisterende tilbud om fødselsforberedelse på Hvidovre, mens den anden halvdel får tilbudt tre sessioner á to en halv time i graviditeten og en enkelt session fem uger efter fødslen, hvor emner der relaterer sig til familiedannelsen vil blive berørt af jordemødre og sundhedsplejersker. De jordemødre, der skal undervise, får en grundig introduktion til kursusforløbet og en undervisningsmanual, oplyser Vibeke Koushede.

Håber at forebygge skilsmisser
- Ud fra de input, vi har fået fra Tea Trillingsgaard og i samarbejde med Anette Due Madsen fra Center for Familieudvikling, har vi udviklet et kursustilbud, der fokuserer meget på parrenes kommunikation, siger projektlederen, der også læner sig op ad en brugerundersøgelse fra Region Hovedstaden.

Heri efterlyser nybagte forældre mere viden om de psykiske og sociale aspekter i det at blive forældre og om parforholdets udfordringer, når to bliver til tre.

- Vi forestiller os ikke, at vi kan redde dårlige ægteskaber eller udrette mirakler. Det er ikke parterapi, men vi håber, at vi kan give nogle redskaber til de par, der selv vil arbejde med at gøre deres kommunikation mere hensigtsmæssig, siger Vibeke Koushede.

Hun understreger, at projektets sigte er forebyggende, og at et af de overordnede mål er at nedbringe skilsmisseprocenten blandt nybagte forældre. I dag oplever 8,5 procent af alle børn, at deres forældre går fra hinanden, inden de fylder to år.

Implementeringsvenligt
- Kvaliteten i vores forsøg er også, at kursusforløbet skal kunne implementeres efterfølgende, hvis det viser sig at blive en succes, fortsætter projektlederen.

At planlægge et forløb med 10 sessioner ville for eksempel ikke være implementeringsvenligt, vurderer hun.

- Vi har foretaget en nøje afvejning af, hvad der vil være realistisk at få gennemført, hvis der er politisk opbakning. Det har vi afpasset projektet efter, og det er derfor, vi sammen med Anette Due Madsen har kogt elementer fra PREP-kurset ned og implementeret det i et kursusforløb, der passer i vores tidsramme, forklarer Vibeke Koushede.