Fødselsdepression: Da Jannis mand forsvandt

Jordemoder og psykoterapeut Janni Ammitzbøll har selv oplevet fødselsdepressionens omkostninger på nærmeste hold. Da hendes søn var seks måneder, blev barnets far ramt af en alvorlig fødselsdepression, der endte med, at han flyttede fra sin familie.

Det er i høj grad erfaringerne fra dette smertefulde forløb, Janni Ammitzbøll bruger i sit professionelle virke som jordemoder, hvor hun har konsultation for sårbare gravide på Viborg Regionshospital og som privat praktiserende psykoterapeut med speciale i fødselstraumer og fødselsreaktioner hos fædre og mødre.

- Jeg har oplevet hvilken høj pris, der kan være at betale, så jeg har en særlig opmærksomhed og omsorg for de familier, der rammes af en fødselsdepression, siger hun. Med tilladelse fra Janni Ammitzbølls eks-mand fortæller hun, hvad der skete, da hendes egen familie blev ramt:

Et spørgsmål om overlevelse
- Min kæreste og jeg besluttede efter otte års samvær, at vi gerne ville have et barn sammen. Jeg pressede på og var mere klar end han, men han hoppede på vognen og accepterede. Samtidig var vi midt i et selvbyggerprojekt, så vi besluttede, at han skulle stå for huset, imens jeg havde hovedansvaret for vores søn.

- Ret hurtigt i forløbet opdagede jeg, at der var noget galt. Min kæreste ændrede karakter. Han begyndte at trække sig fra kontakten, og sagde, at han ikke kunne mærke sine følelser mere. Heller ikke for mig.

- Da vores søn var seks måneder, begyndte det for alvor at gå skævt. Jeg ringede til vores fælles læge for at søge råd. Jeg slæbte min kæreste til psykoterapeut, uden at det hjalp noget som helst, og ringede desperat til teamet omkring Svend Aage Madsen. Her fik jeg at vide, at hvis min kæreste ikke selv ville hjælpes, så kunne jeg intet stille op.

- Derefter eskalerede forløbet ekstremt hurtigt. Efter to måneder var han selvmordstruet, og da vores søn var ni måneder, valgte han at flytte fra os. Min oplevelse var, at hans valg stod imellem at blive og gå til grunde eller at forlade os og overleve. Som pårørende har jeg altså oplevet, hvor svært det er at stå på sidelinjen og se hele sit fundament smuldre uden at kunne gøre det mindste.