Fakta om hypnose

Den hypnotiske tilstand er en bevidsthedstilstand, der er karakteriseret ved en stærkt øget og fokuseret opmærksomhed samt en fysiologisk respons. Tilstanden opleves som at dagdrømme, falde i staver, tænksomhed, fordybelse eller lignende.

Ved funktionel magnetisk resonansscanning (MRscanning) er det påvist, at den kortikale aktivitet ændres i områder, som har betydning for smerteoplevelsen.Når hypnose anvendes, guides man først ind i en behagelig, dyb og afslappet tilstand, en trancetilstand, efter at have afdækket det emne/problem, som man ønsker at arbejde med. Denne del kaldes for induktionen, og her indgår bl.a. progressiv afslapning. Ved selvhypnose har man lært selv at glide ind i tilstanden.

Når den fokuserede trancetilstand er nået, arbejdes der med suggestioner. Det er en proces, hvor det ubevidste omprogrammeres via forslag. Dette kan gøres på mange måder med forskellige terapeutiske indfaldsvinkler gennem fx symboldrama, egostateterapi og smertehypnose.

Fødende kvinder har, hvis de anvender metoden, ofte lært selvhypnose. Under fødslen vil nogle bevæge sig ind og ud af trancetilstanden ved hver ve. Andre vil være i tilstanden hele tiden. En vigtig del af fødselshypnosen er at lære at lægge en hypnotisk bedøvelse på sig selv og at tidsforvrænge, sådan at vepauserne opleves længere og veerne kortere.

Nogle mennesker kan nemmere hypnotiseres end andre - man taler om graden af hypnotiserbarhed. Graden af hypnotiserbarhed vokser i slutningen af graviditeten. Derfor er mulighederne for at bruge hypnose som redskab til at håndtere fødslen gunstige.