Stinne Høgh er uddannet jordemoder i 2006, cand.scient.san. Har arbejdet som forskningsassistent fra 2018-2020 og er aktuelt ph.d.-studerende ved Neurobiologisk Forskningsenhed på Rigshospitalet, hvor hun undersøger den forebyggende effekt af transdermal estradiol på fødselsdepression hos kvinder med tidligere fødselsdepression. Stinne Høgh er med i en forskningsgruppe på Københavns Universitet, MeInWe, der undersøger aspekter af personlig medicin.
| Originalartikler: |
|---|
| Hogh S, Navne LE, Johansen M, Svendsen MN, Sorensen JL. Postnatal consultations with an obstetrician after critical perinatal events: a qualitative study of what women and their partners experience. BMJ Open. 2020;10(9):e037933. Navne LE, Hogh S, Johansen M, Svendsen MN, Sorensen JL. Women and partners’ experiences of critical perinatal events: a qualitative study. BMJ Open. 2020;10(9):e037932. |
Indledning
Den maternelle mortalitet i Danmark er historisk lav. Fremskridt inden for medicinsk teknologi og viden samt implementeringen af evidensbaseret medicin og optimeringer af svangreomsorgen er blot nogle af årsagerne hertil (1-3). Der findes dog fortsat kvinder og partnere, der gennemgår en kompliceret graviditet, fødsel eller barsel. Der findes få studier af de sundhedsprofessionelles perspektiver (4, 5) og forældres oplevelser af præterme fødselsforløb (6), mens der fortsat mangler viden om kvinders oplevelser af også andre former for komplicerede fødselsforløb(7-9). Der mangler især også viden om, hvordan deres partnere oplever de komplicerede fødselsforløb (10, 11). Endelig findes der, så vidt vi ved, ingen studier, der samler de fødende kvinder og deres partneres oplevelser i samme studie.
Den eksisterende litteratur om fødendes oplevelser af komplicerede fødselsforløb peger på oplevelser af chok, kontroltab, tab af integritet samt mangelfuld information som centrale elementer (7-9). Studier viser, at støtte fra partneren spiller en vigtig rolle for kvinders perinatale helbred (12, 13). Studier af partneres oplevelser af komplicerede fødselsforløb viser, at fødselsoplevelsen påvirker deres mentale sundhed og har identificeret et behov hos partneren for at have nogen at tale med om hændelserne (10, 11).
I Danmark får kvinder, som har gennemlevet en kompliceret fødsel, undertiden tilbudt en efterfødselssamtale med obstetriker. Der findes dog ikke klare retningslinjer for, hvem der får tilbudt denne ydelse eller hvorledes den mest hensigtsmæssigt gennemføres. Et nyere Cochrane Review fandt ingen evidens for rutinemæssig debriefing af kvinden og partneren som tiltag i forhold til at forebygge efterfødselsreaktion og/ eller PTSD(14). Dog har undersøgelser af jordemoderfaglige efterfødselssamtaler vist, at størstedelen af adspurgte kvinder havde et behov for denne samtale (15). I andre studier er den jordemoderfaglige efterfødselssamtale beskrevet som medvirkende til, at kvinderne fik en forståelse for hændelserne under deres fødsel (15, 16). Kvinder, der ikke fik tilbudt en efterfødselssamtale, har beskrevet, hvordan de følte sig efterladt med ubesvarede spørgsmål (7). Partnerne har ligeledes givet udtryk for et udækket behov for information og samtale (13, 17). Vi har ikke kunnet finde studier af brugerperspektiver på den obstetriske lægelige efterfødselssamtale.
Undersøgelser i danske sammenhænge af kvinders og deres partneres oplevelser af kritiske graviditets, fødsels- og/eller barselsforløb er minimale, og vi mangler viden. Vi gennemførte i 2018 to kvalitative interviewbaserede studier af kvinders og deres partneres oplevelser, hvoraf det første fokuserede på fødende og partneres oplevelser af komplicerede perinatale hændelser og det andet studie på deres oplevelser med efterfødselssamtale med obstetriker efter et kompliceret graviditets-, fødsels- eller barselsforløb. Begge studier er publiceret open acces og er således tilgængelige online(18, 19). Vi vil i denne artikel opsummere disse to studier med hovedvægt på fødende og partneres oplevelser med komplicerede perinatale hændelser. For flere detaljer om analyse, metode samt flere citater henvises til de to publicerede artikler (18, 19).
Materiale og metode
Studierne er baseret på kvalitative interviews med kvinder og deres partnere fra Rigshospitalet. Inklusionskriteriet var, at de var visiteret til en efterfødselssamtale med en obstetrisk læge. Vi ekskluderede kvinder, der havde føtus mors.
Ved den lægelige efterfødselssamtale blev kvinderne og deres eventuelle partnere, efter informeret samtykke, inkluderet i studiet.
SH, jordemoder og cand.scient.san, og LEN, antropolog og ph.d., gennemførte interviewene. Ingen af de to havde personlige eller professionelle relationer til deltagerne.
Vi interviewede deltagerne individuelt 3-12 måneder efter fødslen i perioden fra august til november 2018. Størstedelen af interviewene foregik i hjemmet, to blev afholdt på hospitalet og et på informantens arbejdsplads efter hendes eget ønske.
For at få adgang til deltagernes oplevelser anvendte vi en narrativ interviewteknik, hvor alle interviews blev indledt med opfordringen: ”fortæl om din fødselshistorie, der hvor du synes den begynder” (20). Forud for interviewene havde vi, inspireret af den eksisterende litteratur på området, forberedt en tematisk semistruktureret interviewguide ( 7-9, 21), som vi gennemgik, efter deltagerne havde afrundet deres egen fortælling.
Interviewene varede mellem 30 minutter og to timer.
Teoretisk anlagde vi en fænomenologisk tilgang til deltagernes oplevelser og meningsskabelse. Den narrativeinterviewteknik gav os desuden adgang til deltagernes egne måder at strukturere deres historie på og til at se, hvilken rolle fødslen og graviditeten spillede i denne.
Dataanalyse
Vi gennemlæste interviewene grundigt fire gange og kodede dem manuelt ved anvendelse af tematisk analyse. Vi havde fokus på at finde mønstre og relationer mellem temaerne; med særlig fokus på konteksten, kronologien og de transformative elementer i historierne (22). Jordemødre, obstetrikere og antropologer deltog i design og analysefase, hvilket var med til at kvalificere analysen. Alle forfattere læste de transskriberede interviews og diskuterede de temaer, vi hver især havde identificeret. Data er anonymiseret, og alle deltagernes navne er udskiftet med pseudonymer.
Resultater
Vi gennemførte i alt 17 interviews, heraf 10 med kvinder og syv med deres partnere. To partnere ønskede ikke at deltage, og en kvinde var solomor. Alle partnere, der deltog, var mænd. Ni kvinder/partnere var blevet henvist til efterfødselssamtalen af en obstetriker, og en kvinde havde selv efterspurgt efterfødselssamtalen. Alle kvinderne havde været til efterfødselssamtalen, hvorimod kun fire ud af syv mænd havde deltaget i denne.
Deltagerne havde oplevet forskellige obstetriske komplicerede hændelser (Tabel 1).
| Tabel 1. Perinatale komplikationer* hos de interviewede kvinder og deres partnere |
|---|
| Abruptio placentae | 2 kvinder | (0 partnere) |
| Akut sectio | 6 kvinder | (3 partnere) |
| Blærelæssion | 1 kvinder | (1 partnere) |
| Post partum blødning > 1000 ml. | 3 kvinder | (2 partnere) |
| PPROM** | 2 kvinder | (1 partnere) |
| Præeklampsi | 2 kvinder | (1 partnere) |
| Præterm fødsel | 5 kvinder | (3 partnere) |
**PPROM, Preterm Premature Rupture of Membranes.
Kvinder og deres partneres oplevelser af komplicerede perinatale forløb Generelt gav deltagerne udtryk for en høj grad af tillid til kvaliteten af den professionelle behandling, de havde modtaget under deres komplicerede forløb.
Vi identificerede tre overordnede temaer på tværs af interviewmaterialet: 1) ambivalens overfor medikalisering, 2) fødslen som et af mange led i familiens udstrakte tilblivelseshistorie, og 3) fravær af omsorg fra sundhedsfagligt personale post partum.
Ambivalens overfor medikalisering
Et gennemgående narrativ var, at kvinderne og deres partnere oplevede tilgængeligheden af medicinske interventioner under fødslen som en form for ekstraordinær sundhedsfaglig omsorg for mor og barn, forstået som mere omsorg end forventet (Tabel 2, citat 1).
Mange deltagere understregede, at det at afgive kontrol og gøre, hvad der syntes nødvendigt for deres barns velbefindende, var tæt knyttet til en oplevelse af tillid til den faglige vurdering, som blev lagt til grund for de kliniske beslutninger, der blev truffet undervejs. Afgivelse af kontrol og tillid til professionelle var således en måde at etablere sig som en ansvarlig forælder på (Tabel 2, citat 2).
Partneren i citatet opfattede tab af kontrol som en selvfølgelighed, fordi situationen krævede, at der blev grebet ind med høj faglighed og ekspertise, som han ikke selv besad. Den medicinske intervention blev opfattet som udtryk for professionalisme. Denne ambivalente følelse i relation til medicinsk behandling og kirurgisk intervention var en generel oplevelse blandt flertallet af deltagerne.
I Tabel 2, citat 3 skildrer en kvinde en samtidig oplevelse af ydmygelse og taknemmelighed i forbindelse med et akut kejsersnit. Citatet udtrykker, hvordan hun oplevede at miste sin integritet og ikke følte sig som medaktør i sin egen fødsel.
En anden kvinde delte, hvad der syntes at være en mere klassisk ”medikaliserings- historie”. Hun forventede at føde vaginalt og, som hun kaldte det, ”så naturligt som muligt”, men oplevede, at hendes forløb blev medikaliseret af sundhedspersonalet, da hun blev anbefalet at få igangsat fødslen (Tabel 2, citat 4). Som fødslen skred frem, ændredes hendes holdning til, hvad der bidrager til en god fødsel (Tabel 2, citat 5). Som de fleste af deltagerne, fortalte denne kvinde ikke en traditionel historie om tab af kontrol over krop eller handlinger. Derimod beskrev hun en sammensat oplevelse af på den ene side at tabe kontrol og genvinde kontrollen – begge dele igennem medicinske interventioner.
Tre kvinder med lange fertilitetsforløb eller kroniske sygdomme oplevede de medicinske indgreb som betryggende. For dem var oplevelsen af fravær af kontrol over kroppen meget velkendt, og medicinsk teknologi blev opfattet som et nødvendigt middel til at opnå målet om at blive forældre.
| Tabel 2. Illustrative citater fra de fundne temaer (alle navne er pseudonymiserede) |
|---|
| Ambivalens overfor medikalisering 1. ”Min historie begynder ved mit første barn, som er født ved akut kejsersnit efter en lang fødsel. I forbindelse med min anden fødsel anbefalede jordemoderen, at jeg skulle prøve at føde vaginalt. Under fødslen fik han [barnet] målt ph ad to omgange og den var faldende og vagthavende jordemoder var meget sådan ”better safe than sorry”. Det er jeg med på, det er ikke alt for en vaginalfødsel, det her. Jeg vil gerne have, at han kommer fint ud. Personalet blev ved med at argumentere for, hvorfor det blev akut kejsersnit. Jeg tror, de tænkte, nu er jeg jo sådan en, der har fået akut kejsersnit før og så har valgt vaginal fødsel. Det er også rigtigt, men jeg vil jo bare gerne have et raskt barn, altså. Jeg kan ikke selv gøre noget ved det”. (Lily, akut sectio) 2. ”Men det var en god dårlig oplevelse – en virkelig voldsom oplevelse, på den måde at jeg havde en klar fornemmelse af, at selvom det var en kritisk situation, så var der styr på det. Det var en fornemmelse af, at det fungerede, og det var en rar fornemmelse, synes jeg. (…) Jeg havde en fornemmelse af fuldstændigt at have mistet kontrollen, men at det var godt og meningen var jo ikke, at jeg skulle have kontrol med noget som helst i den situation”. (Christian, svær post partum blødning) 3. ”Det hele skete meget hurtigt. Anæstesilægen kom for at give mig en rygmarvsbedøvelse. Han sagde: ”Kan hun ikke komme herover. Hun ligger ikke ordentligt”. Og altså, der er jeg jo stadig vågen og kan høre alt og bevæge mig. Jeg tænker: Hvordan skal jeg ligge? Sig det til mig. Jeg vil gøre alt for, at du hurtigt får lagt den her, så vi kan få mit barn ud. Det er ikke mig, han snakker med. De andre får mig mingeleret rundt, og jeg tror også, at jeg spørger: Hvordan skal jeg ligge? En eller anden siger: Bøj dig lidt… Han kommenterer mig i tredje person! Så siger han: Nu skal du ligge stille, og jeg siger, at jeg får en presseve. Jeg føler mig slet ikke mødt af ham der. Det er det allerværste; at han slet ikke sætter sig i mit sted. Det er jo også en total ydmygelse, når man ligger der, og så midt i den ve har jeg afføring”. Interviewer: Og det er også en situation, hvor det er svært lige at sige fra? ”Nej, det er fint. Det er en autoritet, som gerne vil, at jeg får mit barn sikkert ud; altså vi vil det samme. Jeg synes bare, at det var forkert, at han omtaler mig i tredje person. Jeg kunne sagtens have været med, jeg er ikke bare en krop. Men den bliver lagt, og den bliver lagt godt. Så den virker hurtigt, og så går de ellers i gang”. (Lily, akut sectio) 4. “Så endte jeg jo med at gå 14 dage over tid, og lægerne blev ved med at sige; du skal sættes i gang. Alt var okay med barnet, og jeg havde det godt med at være gravid. (…) Så når man hører om det der med igangsættelse, så er det bare intervention, intervention, intervention …”. (Sarah, akut sectio) 5. ”Da jeg var i uge 42+0 var der kun en centimeter fostervand rundt om hende, og så tænkte jeg; nu er der en medicinsk grund til det, så nu vil jeg ikke trække den længere, og så blev fødslen sat i gang (…) I løbet af natten blev veerne slemme. Jeg var jo en maskine at se på, fordi jeg havde CTG på og ve-stimulerende drop. Jeg følte, at jeg havde ledninger overalt. Det, jeg havde haft i hovedet, var, at jeg skulle bevæge mig rundt og ned på jorden og lave noget og stå med en yogabold og alt sådan noget … Det var jo helt umuligt med alle de der ledninger på. Så bad jeg selv om at få en epidural, selvom det havde jeg ikke tænkt, jeg skulle have. Så havde jeg jo endnu et drop. Det ændrede min oplevelse. Pludselig havde jeg mere kontrol over veerne og min vejrtrækning”. (Sarah, akut sectio) |
Fødslen opleves som et (af mange) led i familiens udstrakte tilblivelseshistorie
Citaterne i Tabel 3 (citat 6 og 7) illustrerer en udvidet opfattelse af tid i forhold til fødselshistorien, som går igen på tværs af interviewene. Deltagerne oplevede, at fødselshistorien begyndte længe før og fortsatte længe efter selve fødslen. Citaterne viser desuden, hvor forskelligt de interviewede kvinder og partnere oplevede tid i fødselshistorien. For de fleste af partnerne begyndte fødselshistorien først, da barnet blev født og strakte sig især ind i tiden efter fødslen. For kvinderne begyndte fødselshistorien ofte måneder, nogle gange år før den faktiske fødsel. En mor med mange fertilitetsbehandlingsforsøg bag sig beskrev, hvordan hendes historie om at blive mor begyndte næsten ti år tidligere. Da hun endelig opnåede en graviditet efter ægdonation, tilstødte adskillige graviditetskomplikationer, og hendes barn blev født ekstremt præmaturt. I hendes fortælling var selve fødslen ikke det afgørende øjeblik i tilblivelsen som forælder. Hendes egne æg var ikke fertile og hendes krop havde på så mange måder forsøgt at modarbejde graviditet. Derimod var det øjeblikket, hvor hun delte den første dråbe mælk fra sin egen krop med sin nyfødte søn, der udgjorde den skelsættende begivenhed. For hende repræsenterede mælken den første kropslige forbindelse mellem dem.
| Tabel 3. Illustrative citater fra de fundne temaer (alle navne er pseudonymiserede) |
|---|
| Fødslen opleves som et (af mange) led i familiens udstrakte tilblivelseshistorie 6. ”Selve fødslen er i virkeligheden bare en lille parentes, selvom det skulle være kulminationen på alt det her. Så kom han, og så startede det rigtige forløb”. (Thomas, præterm fødsel) 7. ”Så fødslen, føler jeg, startede, da jeg blev indlagt i uge 21 altså i midten af december. Og så gik selve fødslen jo så først i gang tre uger efter”. (Emilie, meget præterm fødsel) |
Fravær af omsorg fra sundhedsfagligt personale post partum
Efter fødslen oplevede mange af kvinderne, at den opmærksomhed, de havde fået fra personalet under fødslen, forsvandt meget brat. Sammenlignet med deres oplevelser på svangregangen og under fødslen oplevede de et fravær af omsorg og opmærksomhed fra sygeplejersker, jordemødre og læger. De understregede, at opmærksomhed fra personalet betød meget for dem og var afgørende for deres oplevelse af at blive anerkendt som, føle sig som og blive klædt på til at være kompetente forældre (Tabel 4, citat 8 og 9).
Deltagerne fortalte, hvordan denne mangel på opmærksomhed fik dem til at føle sig usikre i forældrerollen. De kom til at tvivle på egne evner til at tage sig af barnet og læse dets behov (Tabel 4, citat 10). Deltagerne beskrev, at de i særdeleshed i barselsperioden oplevede en mangel på kontinuitet i sundhedsfagligt personale, samt at de fysiske rammer var dårlige (Tabel 4, citat 11 og 12).
Nogle af deltagerne overvejede, om deres oplevelse af manglende omsorg og stresset personale hang sammen med, at de havde født på et bestemt tidspunkt på ugen og i døgnet (Tabel 4, citat 13). Adspurgt om deres definition af god pleje nævnte deltagerne, at det eksempelvis var, hvis sundhedspersonalet spurgte ind til, hvordan det gik med deres fysiske komplikationer, hjalp dem med at komme sig over de fysiske komplikationer eller eksempelvis hjalp med at få bragt de første og dyrebare dråber mælk ned til barnet på neonatalafdelingen.
Under et fire uger langt ophold på neonatalafdelingen med sin meget for tidligt fødte søn fremstod særligt en læge meget betydningsfuld for en af de interviewede kvinder, fordi han spottede hendes desperate behov for opmærksomhed og omsorg, da de mødtes på barselsgangen, hvor hun hentede mad under indlæggelsen (Tabel 4, citat 14).
Andre deltagere beskrev, hvordan manglen på pleje post partum resulterede i forsinket diagnose af en blærelæssion i forbindelse med et kejsersnit, medicineringsfejl, utilstrækkelig overvågning af blodtryk hos kronisk syge kvinder og manglende konsistens i den modtagne ammerådgivning (Tabel 4, citat 15).
| Tabel 4. Illustrative citater fra de fundne temaer (alle navne er pseudonymiserede) |
|---|
| Fravær af omsorg fra sundhedsfagligt personale post partum 8. ”Det er som om, at når fødslen er overstået, og du kommer over på barselsgangen, så er det lige som ikke dig, det handler om mere”. (Emilie, præterm fødsel) 9. ”Jeg så virkelig få læger. Der var én læge, og han sad stort set inde på sit kontor hele tiden og kiggede på sin skærm. Vi følte os totalt overset”. (Jakob, blærelæssion) 10. ”At ligge der og have ondt alle vegne, og skulle holdes øje med selv og så også have sådan en lille myr, som man nærmest ikke turde lukke øjnene af frygt for, hun ikke trak vejret. Så var der jo en hel masse omkring amning. Hun fik flaske ret tidligt, for at hun ikke skulle tabe sig i vægt. Der var en sygeplejerske, som sagde til os: Nu skal vi altså lige være opmærksomme – hvis hun ikke spiser mere, så skal hun have en flaske. Så dagen efter var det det samme, og så var jeg oppe og hive fat i hende, så hun kunne vise os, hvad vi skulle gøre. Og så kom hun så ikke. Det medførte, at vi blev usikre på, om vi gjorde det rigtigt”. (Sofie, præeklampsi) 11. ”Nye læger og nye sygeplejersker igen og igen”. (Victoria, præeklampsi og abruptio placentae) 12 ”Vi kom på flytteholdet. Jeg blev flyttet rundt; alt i alt otte forskellige senge og tre afdelinger på fem dage”. (Laura, præterm fødsel) 13. ”Der havde vi måske også lige lidt fornemmelse af, at det var sådan en lørdagsvagt, argh… det hele var sådan lidt på lavt blus”. (Christian, svær post partum blødning) 14 ”Så lå jeg bare der i tre uger med for kort cervix. (…) Det var vildt hårdt. Så fødte jeg i uge 24, hvor jeg også blødte en del. Jeg kan bare huske, jeg tænkte, at jeg skulle dø. Alt var forkert, og der var ingen, der snakkede med mig. Overhovedet. Kun familie. Så kom jeg ned på neonatal, og her var fokus et helt andet sted. De ville gerne have, at jeg skulle se ham (sønnen), men jeg havde slet ikke lyst. På neonatal sad jeg bare og kiggede ind i kuvøsen og skulle ligne en mor (…) Jeg var bare så ked af det, at jeg ikke engang ville leve mere. Så kom der en læge; han blev min redning. Han kom bare ind og sagde: jeg lover dig, at vi ikke slipper dig, før vi sidder over for hinanden og du siger, du har det godt igen.” Så han har passet på mig i al den tid vi har været der. Man har bare brug for noget kontinuitet i sådan et kaosforløb”. (Emilie, præterm fødsel) 15. ”Da jeg kom over på barselsgangen, var der er ikke nogen, der målte mit blodtryk, fordi de glemte at komme og måle det. Der følte jeg lidt, at fordi det her barn er ude, så er det lige meget nu, eller hvad? Jeg var også ude i medicinrummet en gang sammen med en ældre sygeplejerske, fordi jeg havde oplevet at få noget forkert medicin”. (Sofie, præeklampsi) |
Oplevelsen af den lægelige efterfødselssamtale
Gennem analysen af deltagernes oplevelse af den lægelige efterfødselssamtale, fandt vi fem gennemgående hovedtemaer:
- behov for at forstå og tilskrive mening til de kritiske hændelser,
- behov for relationel kontinuitet,
- vigtigheden af at tale om emotionelle aspekter,
- forberedelse til fremtidige graviditeter,
- afrunding af familiedannelses-fortællingen.
Kvinderne og deres partnere efterlyste, at de ved indkaldelsen til en lægelig efterfødselssamtale blev informeret om formålet med og rammerne for samtalen. Deres forventning til samtalen var at få mulighed for at gennemgå de fødselsrelaterede hændelser for derigennem at få hjælp til bedre at forstå, hvad der virkelig skete. De ønskede for nogles vedkommende at få viden om, hvordan de selv eller sundhedspersonalet kunne forhindre, at lignende hændelser ville gentage sig i en kommende graviditet. Derudover var det vigtigt for dem at få viden om og forsikring for den ekstra opmærksomhed og kontrol, de ville blive tilbudt i fremtidige graviditeter. Det var vigtigt for kvinderne, at lægen ved konsultationen var en, de havde mødt før; enten i løbet af graviditeten, en som havde været med ved fødslen eller havde været involveret i barselsperioden. De ønskede fødselslægens oplevelse af det konkrete fødselsforløb, og det var vigtigt, at lægen bekræftede, at det havde været et kompliceret, kaotisk og/eller kritisk forløb. For uddybende analyser, citater og diskussion – se originalartiklen (18).
Diskussion
Vores studier viser, at kvinder og partnere hilser obstetriske interventioner velkomne af hensyn til barnets eller den fødendes sikkerhed. De interviewede så indgreb under fødslen som nødvendige tiltag i deres tilblivelseshistorie som ansvarlige forældre. Studierne peger på, at kvinder og partnerne opfatter selve fødslen som blot et delelement i familiens udvidede tilblivelseshistorie, der begynder længe før, og fortsætter længe efter det reelle fødselsøjeblik. Dette fund fortæller os, at det er afgørende at organisere omsorgen for kvinder med kritiske forløb samt deres partnere, så den favner hele dette kontinuum fra tiden før fødsel, under fødsel og ikke mindst tiden herefter. Dette understreges yderligere af, at kvinderne og partnerne havde en klar oplevelse af, at omsorg og opmærksomhed fra det sundhedsfaglige personale svækkedes umiddelbart efter, at selve fødslen var overstået.
Vores studier viste, at de fødende og deres partnere havde ambivalente følelser i forhold til medikalisering – følelser, som spændte mellem omsorg for barnet og afmagt og kontroltab i fødselssituationen. På den ene side opfattede de medicinske interventioner under fødslen som en form for ekstraordinær omsorg, der gav dem følelsen af sikkerhed og tryghed. På den anden side oplevede nogle i de akutte situationer, at de medicinske indgreb efterlod dem med en følelse af handlingslammelse og afmagt, som gjorde dem usikre på deres forældreevne. Dette adskiller sig fra den klassiske samfundsvidenskabelige fortælling om fødsler, hvor medicinske interventioner i fødslen oftest beskrives som de-naturaliserende og dehumaniserende (23, 24), og med potentiale til at fremkalde følelser som tab af integritet og kontrol (25).
Nogle studier har vist, hvordan det at indlede familieliv på et hospital former og disciplinerer forældredannelsesprocessen (26, 27). Når argumentet for medicinske indgreb under en fødsel er at redde morens eller barnets liv, bliver det stort set umuligt for forældrene at indtage et andet moralsk synspunkt. Vores studier understreger, at normer for god omsorg internaliseres (18, 19). I dette tilfælde tilpasser de fødende og deres partnere sig situationen og ender med at opfatte medikalisering som omsorg for mor og barn. Heinsen kalder fænomenet ’moral adherers’ (28), idet hun understreger, at det at sigte efter sunde og raske nyfødte børn, raske mødre samt både børns og mødres overlevelse står som en ubestridt moralsk position. Det modsatte, nemlig at gøre ingenting i en situation defineret som kritisk, ville nemt kunne opfattes som uansvarligt eller endda som omsorgssvigt.
Konklusion
Vores studier peger på, at kvinderne og partnerne opfatter selve fødslen som blot et delelement i familiens udvidede tilblivelseshistorie. Den begynder længe før og ender længe efter det reelle fødselsøjeblik. Studierne peger på, at der for kvinder og partnere med kritiske fødselsforløb er behov for
- at anerkende perioden post partum som en afgørende og integreret del af den samlede fødselsoplevelse og at medtænke dette i fremtidens planlægning af barselspleje og svangre omsorg på lige fod med den omsorg, der ydes ante-og intrapartalt,
- at guide kvinder og deres partnere, således at de i højere grad, end tilfældet er i dag, inddrages som medaktører i selve fødslen – også ved kritiske hændelser
- at afstemme forældrenes og personalets forventninger til niveauet af post partum omsorg og forældreinvolvering under fødslen og barselsperioden.
I forhold til den lægelige efterfødselssamtale er det vigtigt på forhånd at informere kvinderne og deres partnere om formålet med – og rammerne for – efterfødselssamtalen, at prioritere at samtalen gennemføres med en fødselslæge, som er kendt af kvinderne og deres partnere, at indlede efterfødselssamtalen med en faktuel klinisk beskrivelse af fødselsforløbet og tilskynde kvinden og hendes partner til at tale om de følelsesmæssige aspekter af fødselsoplevelsen samt at forberede dem på, hvordan en eventuel fremtidig graviditet vil blive håndteret sundhedsprofessionelt.
Lister over referencer kommer snarest