En tryg favn i ingenmandsland

Som jordemoder på et asylcenter spiller du en anden rolle, end du gør normalt. For de gravide her er du et anker i en uvis verden, og du skal derfor indstille dig på at møde andre behov, end du er vant til, siger jordemoder Freja Vingborg, der har passet konsultationen for gravide asylansøgere på Jelling Asylcenter siden 2014. Kvinderne her jagter fx noget andet end ’den gode fødselsoplevelse’, og hvad det er, har Freja Vingborg søgt at indkredse i en sundhedsantropologisk masterafhandling.

„Som i et andet dansk boligkvarter vajer flaget over tagryggene, rødt og hvidt på en blå himmel. Her, over centrets grå kassebygninger, er det ikke det Dannebrog, vi kender, men Dansk Røde Kors` røde og hvide flag, der vajer.“

Notatet fra jordemoder Freja Vingborgs feltdagbog skal ikke kun læses som en umiddelbar beskrivelse af det syn, der møder én på Dansk Røde Kors’ Asylcenter i Jelling. Det rummer også en antydning af, at de situationer man konfronteres med her, nok ligner noget, man kender, men er det så langt fra. Behovene er anderledes, ligesom kvindernes livssituation.

- For gravide asylansøgere bliver graviditet og fødsel ofte en biting i en større livshistorie. Det kan være svært for os at forstå, men for dem kan asylprocessen være af mere afgørende betydning end det at blive mor, og det er i den kontekst, deres anderledes behov for svangreomsorg skal ses, siger Freja Vingborg, der har arbejdet som jordemoder med fast konsultationstid på asylcentrets sundhedsklinik siden 2014.

For nylig afsluttede hun også en sundhedsantropologisk masterafhandling med basis i feltstudier og interviews med kvinderne på centret. En afhandling med titlen ’Liminale relationer – et sundhedsantropologisk feltstudie blandt gravide og barslende asylansøgere’. I dette tilfælde kvinder fra Somalia, Kenya, Afghanistan, Irak og Syrien.

En helt anden fortælling
Lige for tiden tilser Freja Vingborg 17 gravide asylansøgere i sin konsultation i Jelling, og sammenlagt har hun fulgt omkring 100 gravide på centret og født med 15-20 af dem i løbet af de fire år. Det er også erfaringerne herfra, hun trækker på, når hun prøver at indkredse, hvordan det er at være gravid i et fremmed land med isolation, afsavn og uvished som grundvilkår.

Freja Vingborg fortæller, at hun som udgangspunkt havde en oplevelse af, at de gravide asylansøgere jagtede noget andet end det danske ideal om den gode fødselsoplevelse som Bertelsen og Gohr beskrev i deres sundhedsantropologiske feltarbejde fra 2006.

- For danske kvinder skal graviditet og fødsel helst bibringe noget til fortællingen om deres liv, men min formodning var, at for kvinderne på asylcentret, handlede det om noget andet, siger hun.

Freja Vingborg oplevede samtidig, at for de barslende asylansøgere var det at fortælle fødselshistorier ikke et behov på samme måde, som det er for mange danske kvinder.

- At fortælle sin fødselshistorie opleves i vores kultur som en naturlig måde at inddrage familie, venner og andre i den skelsættende begivenhed en fødsel er, men for kvinderne i min undersøgelse var fødslen et overstået kapitel, som de kun havde ganske få ord at knytte til. En begivenhed, som de nærmere ønskede at lægge bag sig, siger hun.

Freja Vingborg havde brug for en dybere forståelse af denne adfærd for at kunne tilpasse sit tilbud om svangreomsorg og fødselshjælp efter asylkvindernes faktiske behov, og hun føler selv, at arbejdet med masterafhandlingen bragte hende tættere på målet.

Med krisen som kontekst
Hun forklarer, at i den antropologiske teori anskues det at blive mor som en rituel overgang, hvor kvinden går fra én social status til en anden. Overgange som disse består generelt af en separationsfase, en liminalfase og en integrationsfase. Liminalfasen er den sårbare periode, hvor transformationen foregår.

- De kvinder, jeg interviewede som led i mit projekt, befandt sig imidlertid i en dobbelt liminalfase som gravide/fødende og som asylansøgere, konstaterer Freja Vingborg.

- For nogle var følelsen af at være i et limbo blevet kronisk. Disse kvinder opfattede ikke sig selv som værende i en overgangsfase som asylansøgere, snarere i en stilstand, et tomrum og en kronisk krise, fortsætter hun.

Den transformation, som fødslen også var, blev således indlejret i en større livskrise med basis i opbrud, flugt, savn, stilstand og vedvarende uvished i forhold til den uafsluttede asylproces, og Freja Vingborg oplevede, at kvindernes hovedfokus her var asylprocessen. Som det fx fremgår af følgende uddrag fra hendes feltdagbog:

„Når Sarah fortalte om sin graviditet, delte hun den op efter, hvor hun var i behandlingsprocessen som asylansøger. Da jeg spurgte til, hvordan graviditeten havde været, forklarede hun illustrativt, at de første 20 uger af graviditeten ventede hun på indkaldelsen til oplysnings- og motivsamtale ved udlændingestyrelsen, og efter denne samtale ventede hun på svar. Så fødte hun sin dreng, og så kom afslaget på asyl.“

Følelsen af at høre til
Freja Vingborg understreger, at det vil være en misforståelse, hvis man tror, at kvinderne ikke tillægger graviditet og fødsel værdi. For dem er der blot nogle andre ting på spil.

- Hos de kvinder, jeg har talt med, opleves fødslen ikke som et brud på den kendte hverdag, men snarere som en kulmination af det at høre til. For dem handler det om at opnå en grundfølelse af at være forbundet til andre mennesker og en bekræftelse på indlejringen i det samfund, de håber at blive en del af, forklarer hun. Svangerskabet og familieforøgelsen vækker med andre ord et håb om normalitet.

Masterprojektet viser endvidere, hvordan graviditet og fødsel forstærker kvindernes behov for bekræftende relationer.

- Min observation var, at kvinderne søgte en erstatning for de relationer, de manglede, særligt nu, hvor de var blevet gravide og havde brug for den støtte, de før ville have fået fx fra deres mor eller andre slægtninge, forklarer Freja Vingborg.

Savnet resulterede i et mærkbart behov for at skabe kontakt med sundhedspersonalet og jordemoderen.

- Forventningen er, at vi varetager den rolle, som deres familie og venner havde i deres hjemlande. At vi tager over og erstatter den relation, der ikke eksisterer mere, siger Freja Vingborg, der selv har valgt at imødekomme dette behov indenfor de faglige rammer, hun nu opererer i.

- Det er her, vores kulturer clasher lidt, for det er vi ofte ikke gearede til i det danske sundhedsvæsen, siger hun og håber, at hun med sin masterafhandling kan skabe større bevågenhed omkring, hvad en udsat og overset gruppe har brug for.

Læs også Koordinator og problemknuser og En udsat post