Jordemoderhænderne har været ude og rejse, og dette er en personlig beretning fra et højst usædvanligt sted. Jeg har været en tur i USA, nærmere betegnet Lancaster, Pennsylvania, hvor en af verdens største koncentrationer af Amish bor. En befolkningsgruppe, der er fordoblet over de sidste tyve år og føder syv børn i gennemsnit,
Her arbejder en jordemoder, der igennem årtier har varetaget områdets hjemmefødsler og hjulpet en stor del af befolkningsgruppens børn til verden. I denne artikel hedder hun Mary. Her findes ingen instrukser og kliniske vejledninger, ingen igangsættelser, ultralydscanninger eller tidsrammer for fødslens faser. Her føder man, som man nu føder, og, med meget få undtagelser, hjemme. Mary kan noget i jordemoderverdenen, meget få kan. Eller mere præcist, gør noget i jordemoderverdenen, som meget få gør. Med små 40 års erfaring og knap 8.000 hjemmefødsler har denne jordemoder set mere end de fleste og har en erfaringskiste, de færreste af os nogensinde kommer i nærheden af.
Jeg har grebet muligheden for at få lov til at komme tæt på et folk, der er meget lidt tilgængeligt for stort set alle andre, og man kommer nok ikke tættere på end ved at være med til deres fødsler i soveværelserne. I flækkerne Quaryville, Paradise, Bird in Hand og Intercourse finder man velholdte og idylliske amishgårde, hvor børnene løber på løbehjul på gårdspladsen, og faderen pløjer marken med seks heste spændt for. De sælger økologiske kyllinger og hjemmelavede mejeriprodukter direkte fra laden. Kattene fanger mus henover gårdspladserne, og der hersker en gennemgående ro. Imellem gårdene bor de såkaldte almindelige amerikanere i villaer med store biler i garagen, et blafrende amerikansk flag på verandaen og technotramp ud af teenageværelset på førstesalen. To forskellige verdener klods op ad hinanden.
Med håb om at lære et eller andet om hjemmefødsler har jeg brugt tre uger på at zigzagge rundt mellem familiernes hjem, lavet svangrekontroller, assisteret fødsler og gået på kompromis med nattesøvnen. Vi har at gøre med et folk, der ikke er blevet eksponeret for vestlige kropsidealer, ikke benytter sig af makeup, smykker og personlig tøjstil, nærmest ingen forfængelighed har og lader kropsbehåringen gro og kroppen være. Hvad jeg også har erfaret, er, at de aldrig er blevet præsenteret for fænomenet fødselsangst. At være gravid og føde børn er en dejlig begivenhed, men gives ikke meget opmærksomhed. Det klares i soveværelserne til lyden af køernes brølen og vindens susen i træerne med de større søskende i rummet ved siden af. Fædrene kommer direkte fra marken i deres mudrede støvler og giver en hånd med, når det nærmer sig.
Til jordemoder på løbehjul eller til hest
Amish fragter sig selv rundt i hestevogn og kører imellem bilerne og danner små propper. Når de kommer til jordemoderkontrol, er det på løbehjul eller til hest, og dyrene tøjres ude foran klinikken imens. De går ens klædt i ankellange polyesterkjoler og hvide kyser. De har alle sammen midterskilninger med tynde, stramme snoninger i pandehåret og knold i nakken. De reder sig så stramt, at deres hår falder af. Alle brillebærere har den samme brille med glas, der tones, når solen skinner. De lugter allesammen ens af en blanding mellem kostald og noget udefinerbart sødligt. De ligner generelt alle sammen hinanden meget. Ikke kun på beklædningen. De fleste har smalle kæbepartier og små munde og mandelformede øjne. Størstedelen er mørkhårede og med slanke arme og ben.
De fortæller ikke børnene, at de er gravide. De føder altid i hemmelighed, da børnene lærer, at det er Gud, der skænker de nyfødte. Det er derfor vigtigt, at vi jordemødre ikke bliver opdaget i hjemmene, hvis børnene er hjemme. Sker dette, tror børnene, at Gud har en skikkelse i form af en jordemoder. Når det er sagt, tænker jeg umiddelbart ikke, at det er den værste skikkelse, Gud kan have.
Det resulterede i, at ti ud af de tolv fødsler jeg deltog i, skete om natten. En mulig forklaring kan være, at sådan ville det være, hvis vi ikke igangsætter og intervenerer vores fødsler. En anden forklaring, og det jeg oplevede, var, at de underbevidst holder på børnene i maven, indtil de større børn er lagt i seng og derefter giver slip og føder hurtigt lige efter midnat. Dette mønster gentog sig, og de ringede størstedelen af gangene mellem klokken 23 og midnat. De gifter sig altid i oktober, november eller december, hvilket betyder, at de har en stor koncentration af fødsler sidst på sommeren og et par måneder frem. Uden brug af prævention og med indgåede ægteskaber i slut teenageårene betyder det, at kvinderne får mange børn. Jeg var jordemoder for en jævnaldrende, snart 29 år. Hun fødte sit sjette barn.
Samme kvinde spurgte, om jeg ville trykke hende på lænden og massere barnet ud. Jeg måtte fortælle hende, at jeg ikke havde disse magiske evner, men gerne gjorde et forsøg. På tre kvarter gik hun fra få veer til at have en baby i armene og sagde ’Tak, det var dejligt, du havde lyst til det’. Jeg oplevede på en underlig måde, at jeg havde fat om barnet derinde, og det har jeg ikke prøvet før. Det er noget med det gode håndværk.
Fødselsberetninger
Jeg vil forsøge at give et indblik i de mange fine fødselsøjeblikke, der gav den rejsende jordemoder tillid til kvindekroppen og Moder Jord.
Hvad jeg hurtigt erfarede var, at før mændene havde fundet en telefon ude i byen og ringet jordemoderen op, havde kvinderne ofte pressetrang. Størstedelen var grand multipara og med forventelige korte fødsler. En far ringede en onsdag eftermiddag og meddelte, at hans kone gik rundt i stuen, tog sig til siden og sagde ’Hu hu haaaaa’. Når hun sagde ’Haaaaa’, syntes hun, det pressede. Den fødsel nåede vi ikke. Far havde været jordemoder og uden den mindste bekymring. Han hjalp jo dyrene, når det var deres tur, og havde prøvet det før.
En kvinde, der skulle føde sit femte barn, kom ind i den lille fødeklinik og fødte. Hun havde tidligere født fire børn i underkroppræsentation og skulle nu føde sin første i hovedpræsentation. Hun var i fødsel tre timer og blev enig med sig selv om, at hun ikke var vild med at føde børn med hovedet først. Det var den længste og mest smertefulde fødsel ud af de fem. Næste gang, for den kommer med stor sandsynlighed, håbede hun på en fødsel, hvor numsen igen kom først: ’Det er sådan, jeg føder bedst’.
En kold nat kørte vi ud til en lille gård. Familien ventede deres fjerde barn, og moderen sad roligt i sin sofa. ’I skal vide noget’, sagde hun. ’Alle mine børn fødes i tykt mekoniumvand, hav suget parat. Når de kommer ud, fortsætter de med at have afføring uafbrudt i en time. Jordemoder, nu er du forberedt’. Som den fødende havde spået gik vandet fem minutter før fødsel. Tykt, brunt fostervand og masser af mekonium. Barnet blev suget og fyldte fem bleer den første time. ’Jeg sagde det jo’, smilede moderen. Hun kendte sine børn, hun havde prøvet det tre gange før og var ikke bekymret. Jeg syntes, hun var en ualmindeligt rutineret mor.
Lige før midnat en fredag aften (bemærk tidspunktet) ringede en far. ’Min kone skal føde. Jeg kan se hovedet’. Det var deres første barn, og jeg tog denne fødsel alene. Jeg ankom til hjemmet og blev modtaget af den kommende far, der stod i mørket med en lille lygte. Alt andet var henlagt i mørke. Det er det typiske billede. Man kan ingenting se, fraset et lille lys og skyggen af en skægget mand, når man triller ind i sin bil. Hans unge kone lå i sengen, hovedet kronede, og jeg fik handsker på. Jeg spurgte, hvordan hun havde det. Hun smilede og sagde: ’Jeg har det skønt’. En lille halv time senere blev deres søn født, mens far kyssede mor.
En tidlig morgen kom en førstegangsfødende ind i klinikken. I sin lange kjole og med tørklæde om hovedet satte hun sig ret op og ned yderst på sengen, foldede sine hænder i skødet og sagde ikke en lyd. Hun kiggede på mig i vepauserne og smilede. Orificium var 8 cm. Det fortsatte et par timer. Lydløst trak hun vejret, indtil hun spurgte, om hun måtte presse. Hvad jordemødrene gør her, er, at de stiller spørgsmålet tilbage. ’Vil du presse? Du har selv svaret’. Hun nikkede og pressede fire gange og fødte sin første søn. Som alle andre fødsler herude var det uden hysteri og uden for meget ståhej.
De fødende fremstår så upåvirkede og intuitive. De føder fuldstændig vidunderligt. Ofte ser de meget lidt fødende ud. De smiler, sludrer og traver rundt i deres lange kjoler. De koger labortea på gasblusset, tager en ve. Lægger sig foran brændeovnen, tager en ve. Sætter sig på knæ, tager en ve. Smiler til jordemoderen, tager en ve.
En aften, hvor vi lige var trådt ind ad døren, var det eneste, den fødende havde at sige: ’Nå, der var I’, hvorefter hun lagde sig på alle fire, trak op i den store kjole og fødte på en ve eller to. Bagefter rejste hun sig op og gik ind i seng. Et par timer senere satte hun sig overskrævs på toilettet i sin natkjole med en tallerken mad i hånden og ventede på at lade vandet. Der sad hun en halv time, mens jeg to gange fyldte hendes tallerken op.
En af de fineste fødsler fandt sted om natten. Den fødende gik rundt i sin lyslilla, lange natkjole og pustede sagte på sine veer. Hendes mand gik med og aede hende over hele kroppen, mens deres vægur spillede en melodi hvert kvarter. Mary lå og hvilede på sofaen, stuen var oplyst af en gaslampe, der summede svagt. De var så glade de to, mor og far. Her var roligt og hjemligt og hyggeligt. Veerne tog til, og far beroligede og fortalte historier til sin kone. Historier om de oplevelser, de sammen havde haft. Ind imellem nynnede han. Mary lyttede med i baggrunden. Et kommende forældrepar i allerfineste symfoni. I vepauserne drak hun te med honning og talte til maven. ‘Du er velkommen baby’. Hun kiggede på sin mand. ‘Jeg tror, det er en dreng’. De gik i seng og døsede mellem veerne. Tidlig morgen fødte hun en lille dreng i soveværelset.
Under en svangrekontrol mødte en kvinde, der skulle have sit sjette barn op. Hun var 43+2 og med en meget stor mave. Hun var grædende og utålmodig og ville gerne føde. Mary talte længe med hende, beroligede hende og sagde: ’Gå hjem og sy. Find noget at tage dig til. Vent på tegn fra Gud’. Ingen nævnte ordet hindeløsning. Udover mig. Hun fødte to dage efter. Hurtigt og ukompliceret. Jeg sidder tilbage med en oplevelse af, at alt er fuldstændig normalt. Ingen herude er bange for statistikker og hjemmefødsler. Ingen har travlt.
Fødsler uden frygt
Denne beretning er ikke en politisk diskussion om rigtigt og forkert eller om forsvarlige hjemmefødsler eller ej. Det er en rejse ind i jordemoderkundskaben, hvor der arbejdes med de bare næver, med hvad der ligger i rygsækken og med det individuelle kliniske skøn. Det er en rejse til et sted, hvor jordemødre og kvinder føder uden frygt, for den er aldrig blevet præsenteret for dem.
I staten Pennsylvania kan jordemødre uden for hospitalet ikke autoriseres og praktiserer derfor ulovligt. Jeg har mødt mange amerikanere, der anser jordemoderprofessionen for at være alternativ og alt andet end stueren. Mary har taget konsekvenserne og har været igennem retssystemet fire gange. Men amishfolket elsker hende, for hun holder dem hjemme. Det, uanset om kvinderne føder underkroppræsentation, tvillinger, uden for termin eller er GBS-positive. Har kvinden tidligere født ved kejsersnit, føder hun også inden for hjemmets fire vægge. De suturerer begrænset, men skulle en fødsel ende med en sphinchterruptur, sutureres denne af jordemoderen i dobbeltsengen. Der er ikke noget, der hedder langvarig vandafgang, early feeding, medicinsk smertelindring, antibiotika eller profylaktisk Syntocinon. Efterbyrdsfasen er altid spontan.
De har valgt at leve, som de gør. De tager, hvad der kommer, har respekt for Vorherre og accepterer livets gang.
Jeg har langt fra været enig i alt og har flere gange været skeptisk og tvivlsom omkring rådgivning og håndtering af eventuelle komplikationer. Jeg har været nervøs, når de gik for meget over tid eller fødte i grønt fostervand, for sådan er jeg opdraget. En nyfødt blev indlagt med k-vitaminmangel, en mor blødte for meget i sin seng, og det kriblede alle steder på mig.
Men hver dag har jeg lagt egne forforståelser i baggrunden og efter bedste evne observeret fordomsfrit. Det var derfor, jeg kom. For hvordan indretter man sig uden sundhedsforsikring og lægehjælp? Hvornår ved vi, hvad den bedste praksis er, hvis vi aldrig oplever alternativer? Hvornår er normalt ikke længere normalt? Hvor langt rækker jordemoderkundskaben? Det er vigtigt at diskutere.
Hvad jeg har gemt og taget med tilbage, er, at graviditet, fødsel og barsel var såre normalt. Stort set alle førstegangsfødende blev hjemme. Når jeg noterede i min notesbog, stod der som afsluttende bemærkning på alle fødslerne: ’Ingen indgreb, ukompliceret fødsel’. De havde aldrig skrigende ondt. Hvis de ønskede lindring, ud over hvad jordemoder og mand kunne tilbyde, smurte de basilikumolie over lænden. Her var sjældent varmt vand. Når barnet blev født, lå det hud til hud på mor. Intet skete, før placenta var født. Ingen afnavling, pH’er eller indsprøjtninger. Ro på, også hos jordemoderen.
En fødsel går, som den går, og det er den erfaring, der har sat sig dybest. Oplevelsen af at arbejde under noget, der er langt større end mig. Selvom jeg ikke er religiøs, mærker jeg en følelse af, at mennesket er en lille størrelse, og at liv og død hænger sammen. De lever i tæt kontakt med naturen, og deres tilgang smitter af på egen praksis.
Jeg nød, at de takkede Jesus imellem veerne og ydmygt anså barnet som et mirakel. Jeg nød, at de betalte i madvarer og klæder, hvis pengene ikke rakte.
Når kvinderne aborterede, medbragte de det lille foster viklet ind i et stykke stof til fødeklinikken og lagde det på spisebordet under vores frokost. De ville sikre sig, at alt var med ude. Imellem quinoasalater og nybagt brød sad vi og betragtede det lille menneske, der aldrig blev til mere. Uden adgang til ultralyd må man konkludere en fuldstændig abort på andre måder.
Jeg følte mig dagligt provokeret, men jeg er taknemmelig for denne indsigt. Det nærmer sig magi at famle rundt i mørket med håndholdte lommelygter og kun se det inden for lyskeglens rammer. Det har været befriende at opleve en kultur, der gør alting langsomt og gør en dyd ud af ikke at skynde sig. Når det hænder, at jeg bliver bange for fødslerne eller ikke tror på dem, vil jeg tænke tilbage på amishfolkets nynnen og rolige rokken og Marys mange historier. En hyldest til den normale fødsel.
Læs også artiklen "Fødslen, der for vild"
