Den vigtige balance

Spinning Baby har fokus på balancen i bækkenets forskellige elementer og anbefaler en række øvelser for at opnå denne balance.

– Ingen kvinder har et balanceret bækken, når graviditeten indtræder. Det er noget, der skal øves og trænes i løbet af graviditeten, fortalte Jennifer Walker på GynZones workshop i København i starten af november. Men det er ikke kun det benede bækken, der skal i balance. Ligamenter, fascier og muskler skal også være så tilpas smidige og stærke, at de tillader barnet at glide ned mod udgangen samtidig med, at de holder barnet i den optimale position. For eksempel kan de runde ligamenter i uterus være så stramme, at de hindrer barnet i at trænge ned, fortalte Jennifer Walker.

Hvis bækkenbunden ikke er i balance, kan det betyde, at barnets hoved går asynklint ned, var også hendes erfaring. Bækkenets form, om det er anthropoidt, platypelloidt, gynecoidt eller androidt har også betydning for fødslens forløb, fortalte Walker, men understregede, at bækkentypen ikke er vigtig, før fødslen eventuelt går i stå. Hun refererede til et engelsk studie, der påviste en øget sectiofrekvens på en gruppe indvandrere, hvor der var tendens til, at fosteret stod højt i bækkenet langt hen i fødslen, og som der derfor oftere blev forløst ved sectio på diagnosen dystoci.

– Sectiofrekvensen var høj, indtil man fandt ud af, at denne gruppe af kvinder har bækkener af den anthropoide type, hvor fosteret står højt i lang tid for så ganske hurtigt at trænge ned, sagde Jennifer Walker.

Endnu et princip er, at den gravide skal have indgående viden om sin egen fysiologi.

– Hvis kvinden har fysiologisk viden, så vil hun også agere i overensstemmelse med den og have lettere ved at finde de positioner og lave de øvelser, der kan hjælpe hende, sagde Jennifer Walker.

Barnets indstilling i bækkenet i uge 38 er en indikator for det videre forløb. Det er ikke nok, at hovedet vender ned mod bækkenet, det skal også indstille sig og flektere hensigtsmæssigt.

Det er kort sagt mors væv og muskulatur, der bestemmer, hvordan barnet roterer og positionerer sig ned i gennem fødselskanalen. Spinning baby anbefaler en række øvelser, der balancerer bækkenet. Træningen bør starte allerede i graviditeten og omfatter blandt andet ‘sidelying release’, ‘rebozo sifting’ og ‘forward leaning inversion’ (se øvelserne her). Formålet er at massere, styrke og blødgøre sener, muskler og fascier.

Alle tre øvelser anbefales to til tre gange ugentligt fra 18. uge og hver dag fra uge 37.