Den canadiske jordemoderuddannelse

I 1992-93 blev 75 jordemødre, der på det tidspunkt arbejdede alegalt, altså uden nogen form for legalisering, evalueret af fire jordemødre fra forskellige steder i verden. Baggrunden var et fantastisk arbejde fra en lille gruppe stærke og meget politisk bevidste jordemødre i Toronto, Ontario.

De ville legalisering – men på deres betingelser – som var og er kontinuitet, kendthed, selvstændig praksis og offentlig ansættelse. Op til den tid havde jordemødrene meget forskellige baggrunde og derfor skulle de evalueres. De varetog udelukkende hjemmefødsler. Næsten alle blev godkendt og samtidig startede et ambitiøst jordemoderuddannelsesprogram, hvor de studerende kender og følger de gravide, føder med dem og følger op efter fødslen. Der bruges problembaseret læringsmetodik, og der er fokus på kontinuitet, selvstændighed, og at kvinden og jordemoderen følges sammen, der hvor kvinden vil føde, hvad enten det er hjemme, på klinik eller på hospital.

I 1993 var der 70 jordemødre, i dag er der 800.

Jeg var leder af projektet dengang i 1992-93 og det er fantastisk at opleve, at den grundlæggende filosofi holder.

Den canadiske uddannelse af jordemødre holder, hvad den lovede for 24 år siden. 

Læs alle artiklerne om ICM 2017

Susanne Houd er jordemoder. Hun har arbejdet i Canada blandt andet i Inukjuak, en lille by i Nunavik i det nordøstlige Canada samt på Grønlands sydlige østkyst i i byen Tasiilaq.