De ekstreme vægtvogtere

Stadig flere kvinder bærer en spiseforstyrrelse med sig ind i den fertile voksenalder. En del bliver gravide, og det giver vanskeligheder både for kvinderne og deres børn. Flere steder i landet bliver behandlingen nu sat i system i et samarbejde mellem jordemødre, psykiatriske specialister og sundhedsplejersker. Målet er at undgå, at moderens spiseforstyrrelse gives videre til barnet.

De fylder ikke meget i landskabet, men alligevel kan de efterhånden være svære at komme uden om som en undergruppe af særligt sårbare gravide. En undergruppe, som jordemødre landet over møder i stigende omfang: de ekstreme vægtvogtere.

Piger med BMI-tal, der ligger under eller omkring 18, som er den definerede grænse for undervægt, og med panisk angst for at tage på — også under graviditeten.

Der er flest bulimikere imellem. Altså piger, der regulerer deres vægt ved at kaste maden op.

- En spiseforstyrrelse påvirker pigerne hormonelt, men dem, der har bulimi er næsten lige så fertile, som kvinder er normalt, siger Peter Ramsing, overlæge på Center for Spiseforstyrrelser på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Århus.

Han forklarer, at anorektikerne sjældnere bliver gravide, fordi deres menstruation ofte er ophørt. Men i takt med at flere af dem kommer i behandling og måske øger deres vægt, kan evnen til at reproducere sig undertiden genoprettes - uden at de bør betragtes som raske af den grund.

Hvem gør hvad
- Aktive anorektikerne har det ekstremt svært med at være gravide, fordi de mister hele deres kontrolmønster og føler, at kroppen vokser fra dem, fortæller jordemoder Charlotte Sollid, Skejby Sygehus.

En tidligere tilsyneladende velbehandlet spiseforstyrrelse kan imidlertid også give problemer, fordi den gamle adfærd aktiveres, når personen sættes under pres.
- At være gravid og få et lille barn er en psykisk og fysisk udfordring for alle kvinder, og for kvinder med en spiseforstyrrelse kan det være ekstra svært at håndtere ansvaret, er Charlotte Sollids erfaring.

Sammen med Peter Ramsing er hun med i det tværfaglige Århus-team, der mødes en gang om måneden og koordinerer indsatsen for psykisk syge mødre — herunder de spiseforstyrrede gravide. I gruppen sidder også folk fra voksenpsykiatrien, distriktssygeplejen samt læger fra børneafdeling og gynækologisk- obstetrisk afdeling på Skejby Sygehus.

Foreløbig har projektet kørt i halvandet år, og Charlotte Sollid og Peter Ramsing melder samstemmende om positive resultater.

- Samarbejdet med jordemødrene er rigtig, rigtig konstruktivt. Det er godt at få opbygget en fælles viden omkring de her piger på tværs af faggrupperne, så vi ved, hvem der gør hvad, siger Peter Ramsing, der forudser, at antallet af gravide bulimikere langt fra er toppet. 

Værst efter fødslen
- De spiseforstyrrede kvinder kan godt gennemføre et svangerskab. Men de skal have nogen, der går vejen sammen med dem, fastslår Charlotte Sollid, der har rollen som tovholder for de spiseforstyrrede gravide, som bliver henvist til hendes specialkonsultation fra de østjyske jordemodercentre.

Hun understreger, at det er afgørende at have god tid til at skabe kontakt med de her piger og at holde fast i dem efter fødslen.

- Når hverdagen melder sig, er der mange, der ikke har de fornødne ressourcer til at klare kravene, og så flygter de ind i en ond cirkel af symptomer. Spiseforstyrrelsen er en virkelighedsflugt. Det er en somatisering af nogle psykiske problemer, og de spiseforstyrrede bliver afhængige af deres virkelighedsflugt, ligesom narkomaner og alkoholikere gør af deres misbrug. Derfor kan den mest kritiske periode for en kvinde med bulimi faktisk være efter fødslen, forklarer Charlotte Sollid.

Under graviditeten kan bulimikeren derimod opleve en symptomforbedring, fordi hun giver sig selv lov til at spise for barnets skyld. Men virkningen er ikke langtidsholdbar. Så snart fødslen er overstået, går hun typisk på en skrap afmagringskur, hvor den bulimiske adfærd med overspisning og opkastning tiltager i et forsøg på at genvinde kontrollen over kroppen.

Dertil kommer, at risikoen for en efterfødselsdepression er markant større. En helt frisk undersøgelse (Morgan og Lacey, 2006) dokumenterer en næsten tre gange større forekomst af post partum depression hos aktive bulimikere sammenlignet med en population af tidligere spiseforstyrrede. Også for anoretikere er forekomsten større end blandt normalbefolkningen.

- Men hvis kvinden er i behandling hos os, har hun et bedre udgangspunkt for at klare sig igennem, vurderer Charlotte Sollid, der dog ikke kan dokumentere effekten.

Ser kun en tiendedel
Behandlingen er individuel og kan for eksempel bestå i ugentlige psykologsamtaler på Center for Spiseforstyrrelser, kontinuerlig kontakt med specialjordemoderen samt hyppige besøg af sundhedsplejersken før og efter fødslen. Sundhedsplejerskens væsentligste opgave er at kontrollere, at barnet ikke lider under moderens unaturlige forhold til mad.

Ofte har de spiseforstyrrede mødre svært ved at ernære deres børn på en naturlig måde, fordi deres eget forhold til mad er forkvaklet. De kan finde på både at sulte barnet og at overfodre det, og derfor holder sundhedsplejersken et vågent øje med vækstkurver og velbefindende, forklarer Charlotte Sollid. Hun oplever ikke, at kvinderne føler sig stødt over at blive holdt under opsyn.

- Indtil nu har jeg følt, at kvinderne har været utroligt glade for kontakten med os, både i graviditeten og efter fødslen, siger hun og lufter samtidig en bekymring for, at mange spiseforstyrrede gravide ikke får den hjælp, de burde.

- Vi ved, at der er mange, der ikke fortæller os, de har en spiseforstyrrelse, fordi det er forbundet med så meget skyld og skam. Hvis forekomsten af spiseforstyrrelser er fire-fem procent blandt alle gravide, så burde vi have 200-250 i behandling hvert år her på Skejby. Af dem får jeg vel omkring 10 procent, påpeger Charlotte Sollid.

Det er typisk de piger, som er mest afmagrede, der bliver opdaget, og udfordringen er at komme i kontakt med den store gråzonegruppe af spiseforstyrrede, som er knapt så fysisk påfaldende, og som gør alt for at skjule deres lidelse.

Skræmmende problematik
Det kræver både mod og opmærksomhed fra jordemødrenes side.

- Som fagperson må man ikke lade sig skræmme af problematikken. Man skal turde åbne op for samtalen, og man skal være klar til at høre på de ting, som kvinden kommer med, også selv om man måske føler, man bevæger sig ud over rammerne for jordemoderfaget, råder Charlotte Sollid.

En meget lille vægtøgning under graviditeten bør være anledning til at nærme sig emnet. Overdreven fiksering på kost og motion kan også være symptomer, ligesom ulyst til at stille sig på vægten bør få alarmklokkerne til at ringe.
I Skejby-projektet er jordemoderkonsultationen for disse gravide meget individuel, baseret på graden af spiseforstyrrelsen.

- Men typisk bruger vi meget tid på at snakke om, hvad graviditeten vejer og se på fosterets udvikling. Jeg bruger Lennart Nilssons billeder som illustration. Det er vigtigt at få kvinderne i kontakt med den normale graviditet, og ikke kun fokusere på det uhensigtsmæssige i deres adfærd. De skal jo ud i verden og prøve at tage ansvar som mødre og ikke gøres svagere, end de er, siger Charlotte Sollid.

Det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets satspulje, der finansierer projektet i Århus, der løber indtil 2008. Også Bispebjerg Hospital og Rigshospitalet har særlige tilbud til spiseforstyrrede gravide.

Jordemoder Charlotte Sollid kan kontaktes for yderligere information på email: css@sks.aaa.dk Du kan også søge i PUB MED efter videnskabeligt materiale om ’eating disorders and depression’ og ’eating disorders and pregnancy’. --

Væksthæmning og tidlig fødsel
Risikoen for at få et væksthæmmet barn er omtrent dobbelt så stor for kvinder med en spiseforstyrrelse sammenlignet med raske kvinder, og risikoen for at føde for tidligt er også forhøjet ganske væsentligt.

Det konkluderede jordemoder Charlotte Sollid i en videnskabelig artikel, publiceret i The American Journal of Obstetrics and Gynecology i 2004*. Undersøgelsen var baseret på data fra Det Medicinske Fødselsregister og Det Psykiatriske Centralregister, og til forfatterens store undren viste det sig også, at selv om diagnosen var stillet mere end otte år før graviditeten indtraf, var den forhøjede risiko uændret. Også kvinder med en hengemt spiseforstyrrelse er derfor i risikogruppen og skal følges nøje før og efter graviditeten.

* Wisborg, Secher og Sollid: ”Eating disorder that was diagnosed before pregnancy and pregnancy outcome.”

Spædbørn sultes eller stopfodres
Børn af spiseforstyrrede mødre risikerer i høj grad at komme til at lide under deres mors mærkelige madvaner. Det viser en undersøgelse*, som Mala Moszkowicz, overlæge på den børnepsykiatriske afdeling på Bispebjerg Hospital, har gennemført.

Hendes konklusion, efter at have gennemgået 111 journaler fra perioden 1995 til 2004 er, at påfaldende mange af de børn, hvis mødre var henvist til afdelingen på grund af en spiseforstyrrelse, fik psykiske problemer.

56 procent af dem havde dårligt søvn- og spisemønster samt kontaktproblemer, 18 procent led af et omsorgssvigtsyndrom, og 14 procent fik konstateret regulære spiseforstyrrelser.

Spiseforstyrrelserne rammer allerede, når børnene er helt små. Mødrene kan have svært ved at vurdere, om madportionerne er små eller store, om barnet er mæt eller sultent, tykt eller tyndt, og konsekvensen kan være, at spædbarnet enten udsultes eller stopfodres. Det påvirker naturligvis barnets udvikling og samspillet med moderen negativt, og sygehusenes psykiatriske afdelinger melder om, at flere og flere børn af spiseforstyrrede har behov for professionel hjælp.

* Undersøgelsen er endnu ikke publiceret.