Ifølge Sundhedsstyrelsens rapport om spiseforstyrrelser fra december 2005, lider 55.650 kvinder mellem 15 og 45 år af en spiseforstyrrelse. Dertil kommer alle kvinderne over 45, alle pigerne under 15 og alle mændene. I Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser (LMS ) anslår vi, at det derfor reelt drejer sig om i alt ca. 75.000 mennesker, der lider af en spiseforstyrrelse – en kompleks og følelsesmæssigt næsten ubærlig sygdom, der kan have kolossale fysiske og psykiske konsekvenser, ikke bare for den ramte, men også de pårørende.
Så spis dog!
Man taler normalt om tre spiseforstyrrelser: anoreksi, bulimi og overspisning. Blandt disse er anoreksi nok den bedst kendte og ofte også den, der er lettest at spotte på grund af den ekstreme undervægt. Et menneske, der lider af anoreksi, er i stand til at sulte sig selv til det groteske — og til det livsfarlige. Dermed skaber sygdommen ofte stor frustration hos de pårørende, der ikke kan forstå, hvorfor den syge ikke bare kan spise?! Og dermed er en ond cirkel startet. Et stort fokus på mad, et uudtalt pres om at spise eller direkte trusler gør meget ofte kun tingene værre for den spiseforstyrrede, men det kan være svært at forstå og acceptere, når man står som vidne til en så voldsom selvskadende handling, som udsultning og afmagring af kroppen jo er.
For at bryde den onde cirkel, og for at kunne handle hensigtsmæssigt i forhold til et menneske med anoreksi, er det derfor vigtigt at forstå, at selvom det udefra ligner en selvskadende adfærd — selvom det, vi ser, er et menneske, der skader sin krop til det uudholdelige — så er der ikke tale om selvskadende adfærd. Der er faktisk tale om det stik modsatte: en selvbevarende adfærd.
Følelseskaos og kontrol
Når et menneske udvikler anoreksi og begynder at sulte sig selv og kontrollere sin krop, så er der tale om en overlevelsesstrategi. Det menneske, der udvikler en spiseforstyrrelse, lever til daglig med nogle voldsomme følelsesmæssige spændingstilstande — et følelseskaos, som er så uudholdeligt og uholdbart, at personen på en eller anden måde må kontrollere det. Kontrollen kan så komme til udtryk på forskellige måder: fx i et alkoholmisbrug, en depression, ved at skære sig selv eller gennem en spiseforstyrrelse.
Spiseforstyrrelsen bliver altså en måde at håndtere det konstante, presserende, følelsesmæssige kaos, der truer med at overtage al magt og overdøve al fornuft — og på den måde er spiseforstyrrelsen faktisk en god ting. Den er selvbevarende frem for selvskadende, den hjælper personen til at overleve og fungere i hverdagen — og derfor er det vigtigt, at vi ikke bare tager spiseforstyrrelsen fra patienten ved fx at presse ham eller hende til at spise: Selvom spiseforstyrrelsen i længden er skadelig og uholdbar, så hjælper den her og nu. Derfor kan patienten ikke slippe sin spiseforstyrrelse, før der er fundet en anden og lige så effektiv strategi — en strategi, der ofte skal findes i et langvarigt samarbejde mellem patient og psykolog eller anden terapeut med speciale i spiseforstyrrelser.
Hvorfor??
Men hvorfor går nogle mennesker rundt med så stort et følelseskaos, med så store indre følelsesmæssige konflikter og spændinger, som de ikke er i stand til at håndtere eller rumme? Det kan der være rigtig mange årsager til! Ofte handler det dog om, at der ligger nogle svære følelsesmæssige situationer bag:
- En traumatisk oplevelse — fx en voldsom følelsesmæssig smerte pga. dødsfald, skilsmisse, en seksuel oplevelse eller andet.
- Vedvarende følelsesmæssig smerte — hvis personen i længere tid lever under forhold, som forvolder følelsesmæssig smerte; fx misbrug af seksuel eller følelsesmæssig karakter.
- Undertrykte følelser — oplevelsen af at de tanker og følelser, personen har, ikke bliver accepteret eller taget alvorligt. Det giver negative følelser, som vendes indad.
- Overkontrol — hvis personen er vokset op i en familie, hvor forældrene styrer alt og kontrollerer den mindste detalje. Til sidst opgiver man sin egen identitet.
- Det følsomme barn — nogle børn er mere følsomme end andre. I en familie med ikkeerkendte problemer, som man ikke kan tale om, kan dette barn opsuge al smerten.
Det er dog vigtigt at huske, at der sjældent eller aldrig skal findes kun en enkelt årsag til sygdommen, ligesom det er vigtigt at huske, at selvom mennesker med spiseforstyrrelser har udviklet ens symptomer, så er menneskene bag stadig meget forskellige — og det er vigtigt at møde det enkelte menneske, som den han eller hun er, og ikke bare som en gruppe, en diagnose eller en sygdom. Ofte er disse mennesker ikke tidligere blevet set. De har måske været udsat for en traumatisk oplevelse, men endnu mere traumatisk har det formentlig været, at ingen har set det — ingen har reageret på det. Så det bedste, man kan gøre i forhold til et menneske med en spiseforstyrrelse, er at se vedkommende; ikke sygdommen, ikke diagnosen, men mennesket — og vise dette menneske, at man kan rumme ham eller hende, inklusive alle de svære følelser, kontrollen og kaoset, som vedkommende selv har så svært ved at acceptere og rumme.
Rikke Christina Ahlberg er ansat i LMS’s sekretariat. Her beskæftiger hun sig primært med kommunikation, research og formidling af alt nyt om spiseforstyrrelser.
—
Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser — LMS
Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser blev stiftet i 2001. Foreningens overordnede formål er at give støtte, rådgivning og information til personer, der er ramt af en spiseforstyrrelse eller anden selvskade samt til pårørende og andre interesserede. Foreningen arbejder for at skabe opmærksomhed omkring spiseforstyrrelser med henblik på forebyggelse, bedre behandlingstilbud og omsorg efter behandlingen.
Foreningen tilbyder støttegrupper for ramte og pårørende samt anonym telefonrådgivning, hvor der gives gratis hjælp i forhold til spiseforstyrrelser og selvskade samt en anonym socialrådgiverlinje, hvor man kan få gratis hjælp til love og paragraffer i forbindelse med fx tilskud til behandling.
Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser henvender sig til alle, der har interesse i at få information om spiseforstyrrelser, herunder undervisere, pædagoger og praktiserende læger.
Læs mere på foreningens hjemmeside: www.spiseforstyrrelser.dk
KENDETEGN
Anoreksi
- Fastholder ekstreme restriktioner
- Taber sig ved hjælp af sult og motion
- Fantaserer om mad
- Ekstremt undervægtige (<= 85 procent af normalvægt)
- Menses ophørt i mindst 3 måneder.
Bulimi
- Hyppige spiseanfald
- Ekstreme vægtregulationer: opkastninger, faste, afføringsmidler, slankepiller
- Mister kontrol over spisningen (spisetrang, skyld og skamfølelse)
- Vægtsvingninger, oftest normalvægtige
De dobbelt ramte
Op mod 40 procent anorektikere har samtidig bulimisymptomer med overspisning efterfulgt af opkastninger og/eller systematisk brug af afføringsmidler.
Fællestræk
- Et overdrevet og intenst ønske om at tabe sig
- Angst for fedme
- Stærkt forstyrret kropsopfattelse
- Fanatisk optagethed af mad
- Frygt for at miste kontrollen over spisningen
FYSISKE SYMPTOMER
Ved anoreksi
Obstipation, oppustethed, tør hud, kuldeintolerance, svaghed, træthed, hårtab, besvimelse, primær eller sekundær amenoré, blå mærker, hyppige frakturer pga. osteoporose, ødemer
Ved Bulimi
Mundsår, caries, sår på knoerne, svie og smerte i spiserør, brystsmerter, muskelkramper, svaghed, blodige diaréer, blå mærker, besvimelse, oligomenoréa, amenoré
Somatiske skader
Tandskader, spytkirtelhævelse, elektrolytsvingninger, sammen med vægttab, muskelsvækkelse, rytmeforstyrrelser i hjertet og nyreskader, jernmangelanæmi, lanugobehåring, hudpigmentering, sår på knoerne, hormonelle forstyrrelser: menstruationsforstyrrelser og fertilitetsproblemer, osteoporose med øget frakturtendens, øget cardiovaskulær dødelighed
Psykosociale følger
Depression, isolation, koncentrationsbesvær, sygefravær
Kilde: ”Risikoadfærd for spiseforstyrrelser blandt danske kvinder i alderen 16-59 år” v/ ph.d. og speciallæge i psykiatri ved Statens Institut for Folkesundhed Mette Waaddegaard.
—
Kend kriterierne — se signalerne
Antallet af kvinder i Danmark med en spiseforstyrrelse er voksende. I følge en rapport fra Sundhedsstyrelsen fra 2005 har omkring 55.600 kvinder i alderen 15 – 45 år en spiseforstyrrelse: 3.150 har anoreksi, 21.000 bulimi og 31.500 lider af overspisning. 15-25 procent af disse kvinder har et kronisk eller meget langvarigt sygdomsforløb, og tilbagefaldshyppigheden er høj, angiveligt mellem 25 og 50 procent.
I rapporten ”Risikoadfærd for spiseforstyrrelser blandt danske kvinder i alderen 16- 59 år” har ph.d. og speciallæge i psykiatri ved Statens Institut for Folkesundhed, Mette Waaddegaard, beskrevet kendetegn og symptomer. Mette Waaddegaard fastslår heri, at dødeligheden for spiseforstyrrede er ni gange højere end hos raske i samme alder.