Alle ambulante jordemoderydelser skal registreres

Nyt kodningssystem skal skabe gennemsigtighed i jordemødrenes arbejde. Og samtidig sikre en mere ensartet og en mere fair afregning pr. forløb. Fremover vil pengene i højere grad følge den enkelte gravide.

Fremover bliver det lettere at gennemskue, hvilke ydelser de gravide bliver tilbudt i løbet af graviditeten. Og det uanset om de bor i Hørsholm eller Hanstholm, i Gedser eller Kruså. Hidtil har ingen haft overblik over, om der var regionale og lokale forskelle på indholdet i tilbud som fødselsforberedelse i jordemoderkonsultationerne osv.

Men her fra årsskiftet skal et nyt kodningssæt for jordemoderydelser være med til at skabe gennemsigtighed i tilbuddet til de gravide. Fra 2012 skal alle ydelser registreres detaljeret i SKS (Sundhedsvæsnets Klassifikationssystem). Registreringerne i 2012 vil, sammen med skøn, være udgangspunktet for fastsættelse af taksterne fra 2013 og fremover.

Sundhedsstyrelsen, Sundhedsministeriet og Jordemoderforeningen har i fællesskab udarbejdet et sæt nye koder, der medfører en langt mere detaljeret kodning, end man hidtil har praktiseret på området.

Jordemoderydelser er frem til nu blevet betragtet som en “pakkeløsning” under overskriften: Fødsel. Det er ikke fremgået, hvilke jordemoderfaglige ydelser – i ambulant regi – den enkelte kvinde har modtaget i løbet af graviditeten.

Derfor ved man heller ikke, hvad det er for et svangretilbud de gravide får i dagens Danmark, fortæller Charlotte Bjerre, der har siddet med i det udvalg, der har udarbejdet de nye SKS-koder. Charlotte Bjerre er chefjordemoder på Roskilde Sygehus.

Charlotte Bjerre fortæller, at man fra jordemoderside ønsker at ensrette registreringen på landsplan.

– Nogle hospitaler har registreret samtlige jordemoderkonsultationer ned i mindste detalje, mens andre slet ikke har registreret ét eneste besøg hos jordemoderen. Hvis vi tager landet under ét, finder vi en variation i antallet af jordemoderkonsultationer pr. gravid fra nul til ni. Det tal er imidlertid ikke udtryk for en reel forskel, men udelukkende udtryk for en forskellig registreringspraksis, fortæller Charlotte Bjerre og tilføjer, at man ønsker at kende ressourcetrækket indenfor kategorien: Jordemoderydelser. Altså hvor mange gravide modtager den og den ydelse etc. Hvad er det i virkeligheden for et tilbud, vi giver de gravide her i landet?

– I øjeblikket har vi ikke mulighed for at se, om en gravid har modtaget nogle af de særlige tilbud, som Sundhedsstyrelsen anbefaler til gravide. Som for eksempel tilbud om rygeafvænning til gravide rygere, særlige tilbud til overvægtige og fede m.m.

En gravid har ret til tre konsultationer hos sin praktiserende læge i forbindelse med sin graviditet. Men har derimod ikke ret til et bestemt tilbud hos jordemoderen. Der er alene tale om anbefalinger fra Sundhedsstyrelsens side. For eksempel anbefaler Sundhedsstyrelsen, at de gravide får fem til syv jordemoderkonsultationer og at alle gravide får tilbud om fødselsforberedelse.

– Det betyder, at tilbuddene kan variere fra region til region, hvilket selvfølgelig ikke er tilfredsstillende fra et borgersynspunkt. Her må man forlange, at alle gravide får det samme tilbud uanset, hvor i landet de bor, siger Charlotte Bjerre.

Det fremtidige kodningssystem betyder, at samtlige de ydelser, som ligger i Sundhedsstyrelsens “katalog” over tilbud til gravide, nu får deres egen specifikke kode.

Det nye registrerings- og takstsystem vil også komme til at betyde, at det fødested, der rent faktisk forestår en ydelse, også honoreres herfor. Som praksis hidtil har været, er det det endelige fødested, der modtager betalingen for hele forløbet, selvom den gravide vælger at gå til jordemoderkonsultation på et andet fødested.

Kodning for ydelser
På jordemoderområdet har man valgt at kode for ydelser og ikke for diagnoser, sådan som obstetrikerne gør.

– Fra et jordemodersynspunkt giver det bedst mening kun at kode for ydelser. Vi vil gerne have dokumentation for, hvad det er for et tilbud, danske jordemødre giver de gravide rundt omkring. Selvom en gravid har fået diagnosen ’svært overvægtig’, er det ikke sikkert, der eksisterer et specifikt jordemodertilbud til overvægtige på Y-købing sygehus. Den gravide er måske ryger, men på fødeafdelingen i X-købing har de ikke noget tilbud om rygeafvænning til gravide. Det er kun ved at registrere ydelserne, vi kan skaffe os en viden om, hvilke jordemodertilbud, der eksisterer derude på lokalt plan. Vi vil dokumentere, hvad de gravide i Danmark modtager, når de konsulterer deres jordemoder. På den måde kan vi se, om vi lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger, siger Charlotte Bjerre.

Synlighed
Det er alene en regional, politisk beslutning, hvordan man prioriterer at bruge penge på ydelser til gravide. Men fremover vil det være synligt, hvor højt man prioriterer de vordende borgere.

Den øgede synlighed, vil, ifølge Lillian Bondo formand for Jordemoderforeningen, gøre det sværere at skære ned på jordemoderydelser og det forebyggende arbejde, når det bliver synligt, at det kommer til at gå ud over for eksempel rygeafvænning til gravide eller specialtilbuddet til overvægtige gravide med psykiske problemer.

– Jordemødre har været forsvundet fra det sundhedsøkonomiske landkort som en selvstændig profession med eget virksomhedsområde. Nu bliver det arbejde, som jordemødre yder op til og efter fødslen synligt, og det giver politikerne mulighed for at følge op på, om deres beslutninger omkring svangreomsorgen bliver udmøntet. Det samme vil borgerne kunne, siger Lillian Bondo og opfordrer til en meget præcis kodning på alle fødesteder.

Jordemødrenes formand advarer mod, at man nærer for store forhåbninger til, at den ny kodning tilfører flere midler til svangreområdet samlet set.

– Men vi får dokumentation for det, vi yder, og dermed bliver det enklere at argumentere for midler til området.

Kodningen skal være præcis
Registreringen kan også bruges som led i det løbende kvalitetsarbejde. Det bliver nu muligt at sammenligne svangretilbuddet både indenfor de enkelte regioner og på tværs af regionerne og Charlotte Bjerre håber på, at det alt i alt vil betyde, at der bliver reduceret mindre i de forebyggende undersøgelser. Men samtidig betyder det, at selve registreringen bliver mere kompliceret og mere tidskrævende.

– Jordemødrene skal nu være meget opmærksomme på, at de vælger den rette kode, når de skal registrere. Venter en kvinde for eksempel tvillinger, så skal der hver gang kodes for konsultation for flerfoldsgraviditet etc., såfremt kvinden altså modtager et udvidet tilbud. Har en kvinde flere diagnoser, vil man typisk kode for en ydelse, der omfatter det tilbud, som er påkrævet i henhold til hendes hoveddiagnose. En overvægtig, psykisk syg kvinde, der venter tvillinger, skal jo ikke gå til svangrekontrol tre forskellige steder. Hun bliver henvist til ét sted, hvor man bedst kan tage hånd om hendes problemer, fortæller Charlotte Bjerre.

Hun fortæller videre, at kodningen vil være tilgængelig på nettet.

– Vi registrerer dem i det patientadministrative system, så man bagefter kan trække data derfra. Rent forskningsmæssigt kan jordemoderkoderne dog kun bruges sammen med obstetrikernes diagnosekoder, da vores koder jo netop ikke fortæller noget om kvindens diagnose. Men de kan medvirke til at synliggøre, hvad det er vi leverer, og ikke mindst, hvad regionerne ønsker, vi skal levere. Her og nu vil den nye kodningspraksis tydeliggøre, hvor mange jordemoderressourcer, vi bruger på ambulante forløb. Koderne danner basis for, at vi nu bliver afregnet pr. ydelse. Man kan sige, at pengene i højere udstrækning vil følge de gravide, siger Charlotte Bjerre.

Fakta
2012 bliver et prøveår for de nye kodninger for ambulante jordemoderydelser. I 2012 skal alle registrere efter de nye SKS ydelseskoder. Denne registrering vil danne baggrund for Sundhedsministeriets beregninger i slutningen af 2012, som vil fastlægge DAGS-taksterne for 2013. Taksterne regnes ud på baggrund af de ambulante ydelser landets jordemødre har præsteret i løbet af 2012.

Kodevejledning
Du finder information om SKS og DRG på www.jordemoderforeningen.dk, hvor du også finder ’Jordemoderfaglig kode og registreringsvejledning’.