Sofies arv

Et jordemoderliv kan rumme både gevær, tandlæge-tang og kongens fortjenstmedalje, når det udspiller sig i datidens Østgrønland.

I et lille kontor på Tasiilaq Sygehus i Østgrønland sidder jordemoder My Olsen fra Danmark og taler med gravide om deres fødsler i 2021. Samtidig ligger et isbjørnekranium fra 1900-tallet i en garage i Charlottenlund og lugter. Broen mellem de to scenarier hedder Sofie Jørgensen. En helt særlig jordemoder med gevær, hvis eftermæle nu bliver fortalt i en museums-udstilling.

Kraniet er kæmpestort og gået i arv til Sofies barnebarn, Claus.

- Om sommeren sejlede min mormor ud i kajak til udstederne, når en fødsel var oppe over. Hun boede gerne hos den gravides familie i en uge, inden barnet kom. Om vinteren tog hun hundeslæden ud over vidderne til de gravide. Hun mødte isbjørne og kunne fortælle om, hvordan en isbjørn slår med venstre lab - og hvordan man skal vige udenom. Hun havde gevær med, så i familiens eje er i dag også to af hendes isbjørneskind. Jeg går og snubler i kløerne på det mindste skind i min lejlighed, fortæller Claus Hermann grinende.

Han og hans familie har netop skænket en stor del af mormoderens ejendele til museet i Tasiilaq, som vil fortælle Sofies historie. For hun har ikke alene været en livsvigtig kvinde i et gammelt og overlevende fangersamfund af inuitter i den isolerede østlige del af Grønland. Hun har også været starten på det moderne sundhedsvæsen i Tasiilaq. Byen er i dag centrum i et distrikt med 3.000 indbyggere, hvor My Olsen i gennemsnit tager imod én baby om ugen på det gule sygehus mellem de spidse fjelde.

Hesteskræk

Sofie var født i Ammassalik i en tid, hvor de lokale fødselshjælpere sang for at lokke barnet ud fra livmoderen. Hun fik som noget helt usædvanligt muligheden for at drage til Julianehåb i Sydgrønland, gå på jordemoderskole og vende tilbage til Ammassalik i 1924 som byens første uddannede jordemoder.

- Hun kom tilbage til Ammassalik med en stor vitaminindsprøjtning. Min mor var meget forud for sin tid og klog, fortæller Sofies datter, Margarida Hermann, der i dag bor på et plejehjem i København, men fortsat klart husker beretninger fra sin mor.

- Min mor måtte sejle via Danmark til Julianehåb for at få uddannelse. Hun ankom med skib til Atlantkajen i København i 1918, hvor Knud Rasmussen og Peter Freuchen kom for at hente hende. Men hun turde ikke stige op på hestevognen, for hun havde jo aldrig set en hest, fortæller Margarida muntert.

I følge en gammel protokol fra jordemoderskolen i København tog en ugift Sofie Jørgensen fra Grønland eksamen og tildeltes 1. karakter i netop 1918. Den gang varede uddannelsen et år. Og en læge, der har arbejdet sammen med Sofie langt senere, har til en avis fortalt, at hun var uddannet i København. Margarida har dog aldrig hørt, at hendes mor skulle have gået på jordemoderskolen, men hun udelukker det ikke - heller ikke selv om Sofie på det tidspunkt kun har været 17-18 år gammel. For registreringer af fødselstidspunkt fra den tid i Østgrønland, kan man ikke helt regne med, forklarer hun.

Epidemien tog liv

Som ung jordemoder i Ammassalik fik Sofie Jørgensen nok at se til, for hun var den eneste sundhedperson på stedet frem til 1933. Her kom den første sygeplejerske - Signe Vest på 25 år - til byen. Siden fik den et lille sygehus og i 1946 den første faste læge. I 1935-36 var byen ramt af en alvorlig influenza-epidemi, der dræbte 9 procent af den voksne befolkning.

- Signe Vest og min mormor havde travlt, blandt andet ved epidemierne i Ammassalik. De betragtede hinanden som ligeværdige. Da der kom læge til byen, assisterede min mormor også ved operationer - hun spændte vidt. Hun fungerede lige så meget som sundhedsperson som jordemoder, konstaterer Claus Hermann.

- De to arbejdede meget og under menneskeligt meget krævende kår. Man måtte bruge den viden, man havde og stole på sig selv, fortalte Margarida Hermann i en DR radioudsendelse fra 2001 om sin barndom i Ammassalik.

Knuds grammofon

At Sofie Jørgensens virke var alsidigt, vidner hendes gemmer om. Museet har blandt andet arvet en tang til at trække tænder ud, en masse af hendes håndarbejde og hjemmesyede tøj og en rejsegrammofon. Grammofonen har Sofie fået i gave af polarforskeren Knud Rasmussen, der også kom til Ammassalik. Han brugte nemlig jordemoderens gode dansk-kundskaber og fik ad den vej oversat gamle østgrønlandske sagn og myter til sine bøger.

- Byen trak min mormor frem, når vigtige gæster skulle indkvarteres. Hun var også med, da Charles Lindbergh landede med sin vandflyver nær Ammassalik, Og så var hun med, da Den Franske Ekspedition kom ned fra indlandsisen i 1936, fortæller barnebarnet Claus.

Og det var heldigt. For uden polarforskeren Michel Perez’ overvintring i byen ingen Claus. Og før ham ingen Margarida, der kom til verden i 1937.

- „Micha“ og Sofie faldt for hinanden, selv om min mormor var noget ældre end ham, og selv om de nok i starten havde svært ved at tale sammen. De var par i omkring et år, inden min morfar rejste hjem til Schweiz, hvor han blev gift med en anden kvinde og stiftede familie. Han vedblev dog at være tro mod min mor og var morfar for mig - bare som en fjern morfar, fortæller Claus.

Ønskebarn

Efter fødslen af Margarida gav mødet med den sydlandske mand fra indlandsisen udfordringer for Sofie. Ganske vist modtog hun pakker med franske madvarer, penge til Margaridas fødselsdagsgaver og telegrammer fra sin polarforsker, men hun græd også ved hans foto i en skuffe hjemme i sit træhus. Og koblingen jordemoder og alenemor betød, at Sofie ofte måtte finde pasning - og somme tider langtids-pasning til sin datter, når en kvinde skulle føde i byen eller i en jordhytte på et af udstederne.

Margarida husker at blive vækket om natten, når folk udenfor deres lille hus råbte „Sofie, Sofie, der er en fødsel i gang“.

- Den gang var det ikke velset, at en kvinde var alenemor og ikke gift. De gejstlige var bebrejdende. Men min mor holdt på, at jeg var det barn, hun havde ønsket, fortæller Margarida i radioudsendelsen om sin opvækst. Selv genså hun først sin far som 24-årig, hvor han viste hende Paris.

Kaffemik i storbyen

Sofie Jørgensen nåede at være jordemoder i Ammassalik/Tasiilaq i 42 år og har modtaget Kongens fortjenstmedalje for sin indsats. Datteren Margarida kom på sygeplejskole i Holbæk, hvor hun traf sin læge-ægtefælle, fik Claus og to døtre og kom til at bo i en villa i Hellerup.

I slutningen af 1960’erne fulgte Sofie Jørgensen som pensionist efter Margarida til Danmark. Her levede hun sit liv i en lille toværelses lejlighed i Marstalsgade på Østerbro uden bad og med petroleumsovn. Hun gik lange ture, så sin veninde Signe Vest og havde ofte et stykke tørret torsk i kinden som en slags tyggegummi.

To gange om ugen besøgte hun sin datter, svigersøn og børnebørnene.

- Så lavede hun og min mor grønlandsk mad og snakkede grønlandsk sammen med en del andre kvinder, der kom i vores hus. Der var nærmest grønlandsk kaffemik i vores køkken. Jeg husker min mormor som en spændende dame og en god mormor, men hun skræmte mig også lidt. For selv om hun har været med i overgangstiden fra det gamle til det moderne Grønland, levede åndelivet videre i hende. Hun mente blandt andet at kunne „se“, at en hund måtte ligge begravet i en høj ude i vores have, husker Claus.

- Min mormor pralede aldrig med sine gerninger til nogen. I Danmark var hun et meget beskedent menneske, men kunne færdes blandt høj som lav - hun kunne noget med at gå ind i mennesker. Havde det ikke været for min mor og os børn, er jeg dog sikker på, at Sofie var blevet i Grønland.

Jordemoderen fra nord døde i København i 1989, 87 år gammel.

- Min mormor nåede langt i kraft af sin dygtighed og sit held med at få uddannelse. Det var heldigt, at hun kunne fungere i en brydningstid. Jeg håber, at hendes eftermæle kan være med til at give især unge grønlændere selvfølelse og stolthed over deres land. Det giver god mening at få hendes ting tilbage til Tasiilaq, hvor de hører hjemme, siger Claus Hermann om Sofies arv.

Udstillingen i Tasiilaq ventes at åbne i 2021.

Afsted med hundeslæde, kajak eller konebåd når Sofie Jørgensen skulle ud at hjælpe fødende på bopladser og i bygder.

Sofie Jørgensen. På samme tid alenemor til Margarida og pioner for det moderne sundhedsvæsen i Ammassalik/Tasiilaq.ser og i bygder.  

Jordemoder Sofie med datter Margarida og barnebarn Claus ved hans dåb.