Replik til Martin Ågerups indlæg den 20. oktober 2020

Martin Ågerup, direktør for den borgerlig-liberale tænketank Cepos, anfægter i et debatindlæg her i avisen den 20. oktober mine udtalelser om besparelser i svangreomsorgen. Udtalelserne faldt i DR P1 Morgen. 

Ågerup fandt mine udsagn så provokerende, at han bad en medarbejder i Cepos tjekke, om det er korrekt, at der er skåret ned i svangreomsorgen. 

Vi er ikke uenige i de tal, som medarbejderen kom frem til, nemlig at antallet af jordemødre på de danske hospitaler er steget i perioden fra 2010 til 2019 samtidig med, at der er blevet født færre børn. Dette kræver ikke den helt store talnørd eller registerkyndige at finde frem til de to parametre.  

Sagen er dog, at jeg aldrig har påstået, at der ikke er kommet flere jordemødre. Jeg siger, at der er sparet på det tilbud, som de gravide og fødende får, særligt før og efter fødslen. At der er kommet flere jordemødre i regionerne, handler om, at der er kommet flere og andre opgaver. 

Men jeg kunne godt tænke mig, hvis Martin Ågerup ville gøre sig den ulejlighed at kigge om bag tallene for at undersøge, hvad der ligger bag, når regionerne har valgt at ansætte flere jordemødre. Han kunne starte med at bede den samme medarbejder om at finde data over, hvor mange jordemødre, der reelt dækker vagter på fødegangen. Sagen er nemlig, at de ekstra jordemødre løfter en række nye opgaver og derfor ikke tæller med ift. fødsler.  

Medarbejderen kunne jo så også se på, hvor mange jordemødre, det kræver, når antallet af komplicerede og komplekse graviditeter og fødsler stiger. Det er en glædelig udvikling, at kvinder med for eksempel svær diabetes eller andre kroniske sygdomme i dag kan blive gravide. Men det medvirker også til stigningen i antallet af komplicerede fødsler, der indebærer flere konsultationer, undersøgelser og længere fødsler.  

Det samme gælder for kvinder med psykisk sygdom som skizofreni, angst og depression, som regionerne har åbnet tilbud for. Tilbud som giver markant flere kontakter med fødeafdelingerne. Det samme gør de mange tilbud til psykisk sårbare gravide. 

Og så er der scanningerne, hvor den tekniske udvikling og dermed muligheder lægger beslag på flere personaleressourcer herunder fra jordemødre.  

I 2011 blev det besluttet at sætte fødsler i gang tidligere. Det betød et boom i antallet af gravide, der skulle have medicin – måske over flere dage – for at få fødslen i gang. Det kostede langt flere ressourcer, end man havde forudset. Når man sætter fødsler i gang, og det gør vi hos hver fjerde gravide, så får kvinderne mere behov for smertelindring i form af rygbedøvelse og yderligere vestimulerende medicin og fødslerne varer længere. 

På den personalemæssige side kunne det være spændende, hvis Cepos ville regne på, hvad det har betydet for antallet af ansatte jordemødre i regionerne, da man fik mulighed for at konvertere overarbejde og brug af vikarer fra private bureauer til ansættelse af jordemødre. Det blev en mulighed efter 2010, hvor effekten af et større indtag af studerende på de tre jordemoderuddannelser viste sig. For at forstå det regnestykke skal man vide, at regionernes udgifter til jordemødre fra private vikarbureauer ikke figurerer i statistikken over ansatte jordemødre.  

Cepos kunne også lave beregninger på, hvad det må betyde for antallet af jordemødre, at antallet af social- og sundhedsassistenter på fødeafdelingerne stort set blev halveret i perioden fra 2009-2016. Det er jo ikke sådan, at assistenterne ikke havde noget at lave, men såkaldt opgaveglidning førte til konvertering til jordemoderstillinger. Også en del sekretærer på fødeafdelingerne måtte se sig om efter andet job. 

Cepos kunne deuden se på antallet af jordemødre, der siden 2010, hvor effekten af et større indtag på uddannelsen viste sig, blev ansat på andre afdelinger end lige på fødegangen. Det var arbejdsgivernes ønske at bruge jordemødrene bredere nu, hvor der var så tilpas mange jordemødre, at man kunne bruge vores kompetencer til andet end lige fødslerne. 

Sidst men ikke mindst kunne Cepos se på, hvad det betyder for bemandingen, at gennemsnitsalderen for jordemødre er faldet med flere graviditeter og barsler til følge. Jeg kan hjælpe med lidt fakta her: På landets største fødested Hvidovre, der er en ung arbejdsplads og i runde tal håndterer 7.000 af landets 60.000 årlige fødsler, kalkulerer man med, at der løbende er mellem 15 og 20 procent af jordemødrene på fødegangen, der er på barsel eller på vej på barsel.  

Det er i øvrigt kun halvdelen af stedets jordemødre, der har vagter på fødegangen. De øvrige er ansat til at scanne, håndtere sårbare gravide i ambulatoriet, uddanne nye kolleger og løse andre jordemoderrelaterede opgaver på hospitalet. 

Vi synes, det er glædeligt, at jordemødres kompetencer kan bruges bredt i det danske sygehusvæsen. Men det ændrer altså ikke ved det faktum, at der er beskåret på den samlede svangreomsorg, særligt inden og efter fødslen.  

Og det er jo netop det, jeg taler om i indslaget: ”..At man skærer ned på 

fødselsforberedelsen og måske også nogle gange de besøg, som man har hos jordemoderen i graviditeten… og sender de nybagte forældre tidligere og tidligere hjem”.  

Hvor vi tidligere kunne tilbyde undervisning i mindre grupper med mulighed for netværksdannelse bliver de kommende forældre i dag mange steder henvist til auditorieundervisning med måske 100 deltagere. Og det ligger der ikke en sundhedsfaglig overvejelse bag, det handler udelukkende om at spare. 

At der er sparet på indlæggelse i barslen, er helt indiskutabelt. I dag er det snarere reglen end undtagelsen, at familierne kommer hjem i timerne eller døgnet efter fødslen. Og det sparer dyre sengepladser. Fødeafdelingerne har derefter tilbud til de nybagte familier om telefonkontakt og evt. besøg af en jordemoder i dagene efter. Men netop i denne periode ved vi, at kvinderne ofte føler sig utrygge og på bar bund og de efterlyser et mere finmasket system til at støtte og guide. Besparelserne risikerer at komme til at koste i form af problematisk ammeforløb og efterfødselsreaktioner, hvor der senere måske bliver behov for behandling. 

Hvis du havde gjort dig ulejligheden og søge lidt dybere efter årsager til det stigende antal jordemødre, var du nok stødt på Danske Regioners kortlægning af svangreomsorgen fra 2017. Her beskrives den stigende kompleksitet i svangreomsorgen og dermed behovet for flere hænder. 

Tal og data er væsentlige ingredienser i en god debat. Men husk lige at få mellemregningerne og nuancerne med.