lise Gudbergsens tale ved fonden 'En god start i livets' prisoverrækkelse

Talen er beskåret

”Jeg er 30 graviditetsuger gammel. Jeg bor i en mor, som er svært deprimeret. Hun er ofte ked af det og stresset – og det betyder, at jeg også bliver stresset. Alle de stresshormoner gør, at jeg ikke vokser så meget, som jeg burde. Derfor bliver jeg ofte scannet. Min mor har mange plukkeveer. Nogle gange så mange, at jeg tror, det er rigtige veer. At jeg snart bliver født – selvom det er alt for tidligt. Jeg håber, jeg kan blive i min mor i lang tid endnu.  

Min far lægger nogle gange hånden på min mors mave og taler til mig. Han glæder sig til, at jeg kommer ud. Nogle gange er jeg ikke helt sikker på, om min mor glæder sig.  

Der er mange mennesker, som gerne vil hjælpe min mor. Jordemoderen, fødselslægen, sundhedsplejersken, mors egen læge og mors psykiater. I dag skal hun have besøg af en ny psykiater. Jeg har hørt, at hun hedder Anne. Jeg kan mærke, at min mor er nervøs. Hendes hjerte slår hurtigt og hun har mange plukkeveer.  

Nu ringer det på døren. Anne kommer ind, og hun taler roligt til min mor og far. Anne spørger til mig. Min mor lægger hånden på maven. Det er rart.  

Min mor fortæller, at hun ikke rigtig tør glæde sig, til jeg kommer. Hun er bange for, at hun ikke bliver en god mor, og at hendes depression vil gå ud over mig. Hun græder meget. Anne lytter og kommer med forslag til, hvad min mor og far kan gøre efter fødslen, så jeg får en god start i livet. Min far kan tage barselorlov, sådan at han kan passe mig om natten. Det er nemlig meget vigtigt, at min mor får sin søvn, siger Anne. Min mor skal fortsætte med at tage sin medicin og besøge sin egen psykiater. ”Må jeg amme, når jeg tager medicin mod depression”, spørger min mor? ”Det må du godt”, siger Anne.   

Nu kan jeg mærke, at min mors hjerte slår langsommere. Hun er faldet til ro og plukkeveerne er holdt op.  

Inden Anne går, aftaler de, at Anne kommer på flere besøg efter fødslen.  

Efter Anne har været på besøg, kan jeg mærke, at min mor er mere rolig og at hun tænker mere på mig. Hun og min far finder et navn. De kalder mig for Ellen nu. Det er rart.”