Kære jordemoderstuderende – tag ansvar for dig selv

Mange jordemoderstuderende har gået i flinkeskolen. Behovet for at please systemet gør, at studerende underkender egne basale behov som at spise og komme på toilettet. Det gør en studerende op med her.

„Læser du til jordemoder? Hvor må det bare være spændende og livsbekræftende. Det må være verdens bedste job!“

Den sætning har jeg hørt utallige gange siden jeg i 2015 blev optaget på jordemoderuddannelsen i Aalborg. En uddannelse som for mange på papiret lyder som verdens bedste. Men virkeligheden gør det svært at leve op til den forestilling.

54 procent af de jordemoderstuderende på jordemoderuddannelsen i Aalborg angiver, at de tænker på studiet „det meste af tiden“. 17 procent angiver at tænke på studiet „hele tiden“. 60 procent synes, at arbejdsbyrden på uddannelsen er for stor. Og 43 procent har i høj grad følt sig stresset eller på anden måde psykisk eller fysisk belastet af studiet.

Det er et udsnit af resultatet af trivselsundersøgelsen* fra 2015.

Indgribende studie
Jeg synes, at det er nogle uhyggelige tal. Det er skræmmende, at så markant et overtal af de studerende føler, at studiet er så indgribende en faktor i deres liv, at de ser deres familier mindre, bliver mere bekymrede, har flere humørsvingninger, øget grådlabilitet, mere hjertebanken, hovedpine og kvalme.

Jeg er harm. Jeg er harm over systemet, jeg er harm over de fuldstændigt ufattelige forhold, jordemødrene på visse afdelinger rundt om i landet arbejder under, og som påvirker os studerende. Og jeg er harm over, at der fra politisk side ikke tages ansvar for, at fremtidens børn og forældre får den rolige, trygge start, som alle undersøgelser viser, er afgørende.

Vi er blevet robotter, slaver for systemet og slaver for bureaukratiet. Der bliver fortsat sat højere og højere krav til, hvad jordemødre skal kunne nå med færre og færre ressourcer.

Jordemoderforeningen har i lang tid råbt op med krav om bedre forhold og bedre løn – og den kamp fortsætter. Uddannelserne gør deres for at justere uddannelsen og give os studerende de bedste forudsætninger for at blive dygtige og undgå at få stress undervejs i et mildest talt ugunstigt læringsmiljø. Dette til trods er der stadig et alt for stort frafald på „verdens bedste uddannelse“. 15 procent af de studerende faldt fra i løbet af deres første år på jordemoderuddannelsen, University College Nordjylland i år 2016.

Pleaser-behov
Derfor mener jeg, at det er på tide, at vi tager ansvar for os selv.

Vi, de jordemoderstuderende.

Vi, som er pligtopfyldende, perfektionistiske og seriøse.

Vi, som brænder for vores uddannelse og som vil gøre vores absolut bedste hver eneste gang, vi møder op til en ny vagt på fødegangen.

Vi er fremtidens jordemødre – dem, som skal overtage alle de vakante pladser, som opstår, når de andre får nok. Når de ikke længere vil finde sig i elendig løn og elendige arbejdsforhold.

Det bliver os, som skal overtage den kamp, som allerede nu udspiller sig, men som ikke slutter foreløbigt. Og hvis vi skal vinde den kamp, så må vi tage fløjlshandskerne af.

Vi er de piger, som har været vant til at skulle kæmpe; om det så har været for det høje karaktergennemsnit til kvote 1 eller erhvervserfaring og enkeltfag for at komme ind på kvote 2. Vi har alle sammen kæmpet, fordi det her er vores drøm. Og fordi vi har skullet kæmpe, så har vi accepteret det ekstreme og fuldstændigt uacceptable pres, vi bliver pålagt.

Man skulle jo nødigt kritisere systemet, kravene eller forventningerne, når man nu har været så heldig at blive optaget blandt hundredevis af andre ansøgere.

De fleste jordemoderstuderende deler et fællestræk: et behov for at gøre andre tilfredse. Dette pleaser-behov er dog med til at undergrave vores egen uddannelse og senere arbejdsliv, hvis vi ikke får det under kontrol.

Det perfekte menneske
Jeg har studieveninder, som – for at leve op til forventningerne – ikke spiser, tisser eller har pause i de otte timer eller mere, en vagt normalt varer. Jeg har om end veninder, der er besvimet på gangen, fordi de ikke har følt, at de har haft tid til at trække vejret og drikke et glas saftevand i en hel vagt. Det er simpelthen ubetinget vores eget ansvar at tage de pauser, at passe på os selv og trække luft når situationen bliver for meget. Det er vores privilegium som studerende, at vi har lov til at lave fejl, og vi har lov til at sige fra. Men den ret er der så få, der hævder i et misforstået hensyn til vores vejledere og til de små, nye familier. Vi skal lære at sige nej! Hvis det skal batte noget i det lange løb, så er vi nødt til at have fælles front. Vi må kræve vores ret til at spise og gå på toilettet såvel som at have tid til at få feedback af vores vejleder, reflektere over en hændelse eller komme ovenpå efter en ubehagelig oplevelse.

Man bliver ikke en bedre jordemoder af at tilsidesætte egne behov. Tværtimod. Og med behov mener jeg ikke kun de basale, fysiske behov. Mennesker har behov for at blive anerkendt, at føle sig værdsat og ikke mindst at være trygge. Og den anerkendelse skal også komme indefra.

Et miljø, hvor vi konstant banker os selv i hovedet, fordi vi ikke kan leve op til de sindssyge forventninger, er ikke fordrende for noget som helst. Og hvis man så heller ikke har fået så meget som et stykke knækbrød i otte timer, så er det, at der sker fejl. Og hvad sker der, når vi laver fejl? Så banker vi os selv oven i hovedet igen, og løber endnu stærkere.

Hvordan kan vi være forbilleder for kvinderne og mændene på fødegangene, hvis vi ikke tager vare på os selv?

Det er en syg tendens, der er opstået, og det er en projicering af den samfundsforventning om det perfekte menneske, som for tiden hersker. Og jeg nægter simpelthen at ligge under for den forestilling.

Opråb
Kære medstuderende – vi må ikke finde os i det.

Hvis vi ikke allerede nu, hvor vi ikke engang har fået titlen som jordemødre endnu, kan tage ansvar for vores egne behov og vores egen læring – så ender vi præcis som dem, vi hører så meget om. Dem, som brænder ud.

Kære medstuderende; vi er den næste generation, og vi skal stoppe den overdrevne perfektionisme og selvopofrelse. Jeg vil have et Danmark, hvor der ikke fødes børn på fødestuer, hvor jordemoderen ikke har fået noget at spise eller har været på toilettet i tolv timer.

Tag ansvar for dig selv.

Sig fra og lad os skabe en ny kultur på fødegangene, hvor det er en selvfølge og ikke et tilfælde, at man har tid til at være den, man er: et menneske med behov.

*‘Trivselsundersøgelse af jordemoderstuderende, UCN’, DJSF, 2015