"Jeg er vildt glad over at have vundet sagen"

Det var en undren over, hvordan tingene hang sammen, der fik jordemoder Trine Bjerg Ørom til at gå hele vejen til Ligebehandlingsnævnet. For hun havde svært ved at forstå, hvorfor hun fik afslag på at overføre sine omsorgsdage til næste år, når nu hun ikke havde mulighed for at holde dem pga. en masse graviditetsbetingede sygedage. Med hjælp fra Jordemoderforeningen vandt hun sagen, som fremover kan få betydning for andre sygemeldte gravide.

– Den 30. juni om morgenen står jeg i mit køkken i Rødekro. Vi har lige fået morgenmad, og alle fire børn er sendt afsted i skole, børnehave og dagpleje. Så jeg har lige lidt tid til at kigge min post igennem, fortæller jordemoder Trine Bjerg Ørom og fortsætter:

– Jeg havde fået at vide, at min sag i Ligebehandlingsnævnet blev afgjort i andet kvartal, så det var jo lige oppe over. Men afgørelsen havde i forvejen været udsat et par gange, så jeg tænkte egentlig, at brevet fra Ankestyrelsen, som jeg havde fået i min e-boks, nok bare handlede om, at sagen nu blev udsat igen. Men det blev den ikke. Sagen var afgjort. Og jeg blev helt vild glad, da jeg læste brevet. Jeg nåede kun lige at læse de første tre linjer, inden jeg ringede til min mand og jublede.

Døjede med kvalme og opkast
39-årige Trine Bjerg Ørom er jordemoder i kendt jordemoderordningen på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa. For tre og et halvt år siden var hun gravid med sit fjerde barn, Aksel. Men graviditeten var ikke uden problemer. For Trine Bjerg Ørom døjede med en del kvalme og opkast, og hun var stort set sygemeldt hele sin graviditet – drypvist og delvist siden januar 2017 til marts, hvor hun så blev langtidssygemeldt resten af perioden, inden hun skulle på graviditets- og barselorlov i juni.

Nogle måneder efter at Trine Bjerg Ørom så fødte sin søn den 31. august og skulle planlægge sin barselorlov med ledelsen, nævnte hun, at hun havde fire omsorgsdage fra sit andet og tredje barn, som hun gerne ville overføre til det næste år og holde dem i forlængelse af barslen. Men til sin store overraskelse fik hun besked om, at omsorgsdagene var bortfaldet, fordi hun havde været syg, og derfor ikke havde nået at holde dem det pågældende år. Og desuden havde hun ikke været fraværende et helt kalenderår pga. adoptions-,barseleller forældreorlov, hvilket ellers giver ret til at overføre omsorgsdagene.

– Men på grund af alle de graviditetsgener kunne jeg ikke planlægge, hvornår jeg skulle holde omsorgsdagene. I starten, da jeg var gravid, tænkte jeg, at jeg ville holde dem senere på året, når kvalmen var væk igen. For i perioden, hvor jeg var syg on and off, ville jeg ikke holde omsorgsdagene i de dage, hvor jeg så endelig var på arbejde. I kendt jordemoderordning er jeg der en uge ad gangen, så det gav ikke rigtig mening at tage fri, fortæller Trine Bjerg Ørom og fortsætter:

– Og jeg tænkte jo også; “Det når jeg nok. Det er jo først til juni, at jeg går på orlov, så jeg har masser af tid til at holde dem. Så svaret fra min arbejdsgiver undrede mig. Jeg tænkte over, om det virkelig kunne være rigtigt. Derfor spurgte jeg min tillidsmand, som så undersøgte det med ledelsen og tog fat i Jordemoderforeningen.

Sagen var ikke sort hvid
Jordemoderforeningen undersøgte sagen nærmere og undrede sig over, at man ikke i Trine Bjerg Øroms specielle situation, kunne give hende sine omsorgsdage - på trods af aftalens ordlyd. I følge aftalen så kan omsorgsdagene holdes hvert år til og med det år, hvor barnet fylder syv år. Omsorgsdagene kan overføres til næste år, hvis man har været fraværende i et helt kalenderår, men det havde Trine Bjerg Ørom ikke - selvom hun ikke havde haft mulighed for at afholde omsorgsdagene, fordi hun kun reelt havde 18 arbejdsdage inden fuldtidssygemeldingen. Men det skal alligevel vise sig, at sagen ikke var helt så sort hvid. Efter en tid med flere møder og korrespondancer med både Region Syddanmark og Danske Regioner ringede Jordemoderforeningens jurist derfor til Trine Bjerg Ørom med en opfordring, der kunne løfte sagen om omsorgsdagene i en mere positiv retning.

– Juristen fortalte, at Danske Regioner ikke ville give sig, for ordlyden af aftalen var i sin tid skruet sådan sammen, at der ikke var taget højde for en situation som min. Hun sagde så, at vi havde ét skud tilbage: At jeg selv rejste sagen i Ligebehandlingsnævnet - for det her ville ikke være sket, hvis jeg var en mand, fortæller hun.

Trine Bjerg Ørom var ikke i tvivl om, at hun gerne ville gå videre med sagen. For hun havde både følt sig forkert behandlet, og samtidig havde Jordemoderforeningen kæmpet en lang og sej kamp med regionen og var nu parat til fortsat at støtte og hjælpe hende i det videre forløb. Så hun rejste sagen i Ligebehandlingsnævnet i februar sidste år.

– Det betød rigtig meget for mig, at jeg stadig havde Jordemoderforeningens hjælp, vejledning, opbakning og tro på, at jeg havde en sag, som jeg kunne vinde - og som andre gravide kvinder måske også kan få glæde af. For jeg blev da i tvivl, om det bare var mig, der var forkert på den, og jeg anede ikke, hvor jeg stod - om jeg ville vinde eller ej, siger Trine Bjerg Ørom.

Afgørelsen
Hun glemmer derfor ikke sådan lige den sommermorgen i køkkenet, da hun læste de første tre linjer fra Ligebehandlingsnævnet:

“Det var i strid med ligebehandlingsloven, at du fik afslag på at overføre omsorgsdage, som ikke var afholdt, inden du blev graviditetsbetinget sygemeldt forud for afholdelse af graviditets-og barselorlov.”

Sådan lød afgørelsen, som også fortalte, at Trine Bjerg Ørom får en godtgørelse på 10.000 kr. fra Region Syddanmark. Men det var nu ikke pengene, hun var interesseret i - men retten til at holde de fire omsorgsdage med sine børn - alligevel er hun glad og tilfreds:

– Nogle gange skal man lade sin undren vokse og tage fat i den hjælp, vi har. Det har været en lang kamp, og jeg var aldrig kommet hertil uden den hjælp, Jordemoderforeningen yder i sådan en situation. Nu er jeg både lettet og stolt over, at vi kom i mål. Jeg er vildt glad over at have vundet sagen. For det her kommer også andre kvinder til gavn, siger hun og henviser til, at planen nu er, at overenskomsten vil blive rettet til i overensstemmelse med sagens afgørelse.

Og det har da også taget sin tid at nå i mål. Trine Bjerg Ørom har været tilbage i job siden maj sidste år. Hendes næstældste barn, som to af omsorgsdagene var knyttet til, er nu fyldt ti år. Aksel er blevet tre. – Det har været et langt sejt træk, siger Trine Bjerg Ørom.