Bomben under svangreomsorgen

Det er et kæmpe problem for velfærdsstaten, at jordemødre og mange andre faggrupper i de såkaldte kvindefag den dag i dag får en lavere løn end ansatte i mandefagene. Det påpeger forsker Astrid Elkjær Sørensen, der samtidig peger på, at politikerne bør tage ansvar.

Hvorfor tjener en jordemoder mindre end politibetjenten? For dem begge gælder det, at der hviler et stort ansvar på deres skuldre, men det tager flere år at blive jordemoder end politibetjent. Så det kan da ikke være rigtigt? Eller kan det?

Jo, den er god nok. Mange af de såkaldte kvindedominerede omsorgsfag på det offentlige arbejdsmarked - som jordemødre, sygeplejersker, pædagoger og social- og sundhedsassistenter - slæber lønmæssigt efter de traditionelle mandefag som fx politibetjentene og lokomotivførerne, der i dag tjener mere end jordemødrene, selvom de adgangsgivende uddannelser er kortere.

For at finde svaret på, hvordan det kan hænge sammen, skal vi spole tiden tilbage. Langt tilbage. Vi skal helt tilbage til år 1969 - og måske længere endnu.

Det fortæller historiker og ph.d. Astrid Elkjær Sørensen fra Aarhus Universitet. Hun forsker i ligestillingspolitik, og som en del af sin post.doc har hun - i samarbejde med Institut og Menneskerettigheder - lavet en analyse af det offentlige lønhierarki fra 1969 sammenlignet med lønhierarkiet i 2019. I 1969 lavede man et lønsystem - tjenestemandsreformen - hvor lønmodtagere i den offentlige sektor blev indplaceret i lønrammer. Og her blev de traditionelle kvindeomsorgsfag - der ikke tidligere havde været på arbejdsmarkedet i samme omfang - placeret nederst i lønhierarkiet. For man mente dengang, at kvinder ikke behøvede så høj en løn. Den tjente manden.

Analysen viser for første gang nogensinde, hvor statisk lønhierarkiet har været. Den 50 år gamle reform fastholder den dag i dag kvindefagenes historiske efterslæb - på trods af, at fagene har rykket sig uddannelsesmæssigt.

- Historisk set har alle de kvindedominerede fag fulgt en uddannelsesstrategi siden begyndelsen af 1990'erne. Mange er blevet professionsbachelorer, og alle fagene med mellemlange uddannelser har fået mulighed for at tage akademiske universitetsoverbygninger. Men det har ikke givet noget som helst på lønsiden. For det statiske system fra 1969 holder stadig kvindefagene fast i en lavere løn, siger Astrid Elkjær Sørensen.

Jordemødre fik en høj løn

I analysen sammenlignes lønhierarkiet mellem 13 faggrupper i den offentlige sektor fra 1969 med lønhierarkiet mellem samme grupper fra 2019. I toppen dengang i 1969 ligger lægerne efterfulgt af gymnasielærerne, folkeskolelærere, bibliotekarer og så jordemødrene. I bunden lå SOSU’erne, efterfulgt af postbudene, pædagogerne og så sygeplejerskerne. I dag ser billedet anderledes ud. Det er stadig lægerne efterfulgt af gymnasielærerne, der ligger helt i toppen. Og så kommer lokomotivførerne, bibliotekarerne og folkeskolelærerne. Nederst ligger i dag postbudene, efterfulgt af SOSU'er, pædagoger, fængselsbetjente og socialrådgivere - og derefter jordemødre. Hvor jordemødre før lå på en femteplads, er de i dag rykket ned på en ottende plads, overhalet af sygeplejerskerne, der er rykket fra en tiende til en syvendeplads i lønhierarkiet. Og mens jordemødre dengang i 1969 altså lå lønmæssigt højt - modsat alle de andre kvindedominerede faggrupper - i forhold til længden på den adgangsgivende uddannelse, har billedet ændret sig i 2019. 50 år senere ligger jordemødre og de fleste andre kvindedominerede fag under det lønniveau, der ville matche faggruppens adgangsgivende uddannelseslængde.

- I 1969 var jordemødre et relativt højtlønnet fag, men i 2019 ligger de blandt de laveste i lønhierarkiet. Det hænger blandt andet sammen med, at jordemødre dengang havde andre ansættelsesformer. I 1960'erne og 1970'erne gik de fra at være en selvledende professionsgruppe - der nærmest arbejde 24/7 og primært tog ud i private hjem og til dels også på fødeklinikker - til at rykke arbejdspladsen ind på hospitalet. Og her stod en mindre gruppe jordemødre og en større gruppe sygeplejersker nu side om side og havde næsten ens uddannelseslængde. Og samtidig var begge grupper stærkt kvindedominerede, fortæller Astrid Elkjær Sørensen og fortsætter:

- Jordemødrenes fald i lønhierarkiet kan hænge sammen med, at man dengang synkroniserede deres løn med sygeplejerskernes. Man har nok ment, at det ikke nyttede noget at have jordemødrene gående med en højere løn, da det indebar en risiko for, at sygeplejerskerne ville rejse krav om højere løn. Jordemødrene går altså fra en relativ høj position i lønhierarkiet, med en kort uddannelse, til at placere sig lavt i hierarkiet, og nu med en længere uddannelse.

Det var en anden tid

Hun peger på, at nogle grupper har formået at flytte sig op i hierarkiet, bl.a. sygeplejerskerne. Det kan ifølge Astrid Elkjær Sørensen hænge sammen med, at de har været mere i konflikt end mange andre grupper. Men dengang i 1969 blev reformen rullet hen over hovedet på mange af faggrupperne, der ikke stod så stærkt, som de gør i dag. I tjenestemandssystemet havde man ikke forhandlings- eller strejkeret. Og arbejdsforhold og løn var noget, man vedtog politisk fra Folketinget, forklarer hun:

- Der var en meget lille mulighed for at følge ordentlig med i reformen. Jeg har som historiker læst over 50.000 embedsmandsark om reformen. Men jordemødrene havde ikke en jordisk chance for at sætte sig ind i reformen. De havde ikke en fuldtidsfrikøbt formand. Dem, der stod i spidsen for jordemødrenes organisering, var jordemødre, der havde fokus på det her i deres fritid - oven i en arbejdsuge på plus 50 timer og samtidig med, at også uddannelsen var ved at blive reformeret. Der var et stort arbejdspres. Så den her reform blev vedtaget hen over hovedet på jordemødrene - og på sygeplejerskerne, siger hun.

Lønsystem går 100 år tilbage

Klassificeringssystemet fra 1969 byggede videre på det system, der allerede eksisterede - nemlig den første tjenestemandsreform fra 1919:

- Det lønsystem, som ligger bag jordemødres og andre offentlige kvindefags løn, har altså spor helt tilbage til 1919 - fire år efter, at kvinderne fik stemmeret i 1915. Så vi har et lønsystem med et nedarvet kvindesyn, der går mere end 100 år tilbage, siger Astrid Elkjær Sørensen.

Ifølge Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, tikker der da også langt flere lønkroner ind på mænds lønkonto end kvinders. Lønnen er 22 procent højere i mandsdominerede fag med mellemlange videregående uddannelser end i de kvindedominerede fag med tilsvarende uddannelseslængde. Man ved ikke præcist, hvor meget der skal til for at lukke løngabet, da nogle faggrupper kan være svære at sammenligne, når det kommer til bl.a. ansvar, arbejdsvilkår og uddannelse. Men i Norge har ligelønskommissionen gjort forsøget, og her er man nået frem til, at det vil koste 3 mia. kroner, hvis løngabet mellem kvinder og mænd skal lukkes.

- Det her med hvad der er en rimelig løn, er ikke noget, man kan gøre til objektiv videnskab. Men vi kan nu se, at der er en systematisk lav placering af kvindearbejde og en nedvurdering af kvindearbejdet, der er arvet ind i nutiden, siger Astrid Elkjær Sørensen og tilføjer:

- Jeg synes, det er vigtigt at diskutere, hvorfor vi konsekvent i 50 år har værdisat det arbejde, kvinder plejer at udføre, så lavt.

Kan jordemødre få en retfærdig løn?

Hun peger på, at det kan være svært at lukke løngabet mellem mandefagene og kvindefagene via overenskomstsystemet. For den offentlige sektor er kvindedomineret. Og derfor er cirka halvdelen af de offentlige ansatte ramt af tjenestemandsreformen:

- I overenskomstsystemet forhandler man efter, at alle grupper skal have samme bid af kagen, og derfor er systemet dårligt til at flytte om på tingene. Hvis det bare var jordemødre, så kunne man nok godt skævvride til fordel for dem, fordi det ville være en overskuelig mængde penge. Men når der er så mange og store kvindedominerede fag, der ovenikøbet er vokset over tid, så skal rigtig mange skævvrides. Det betyder, at politibetjente, folkeskolelærere, akademikere og andre skulle vise en meget stor løntilbageholdenhed. De ville falde i løn samtidig med, at de ville miste status på det private arbejdsmarked, siger Astrid Elkjær Sørensen.

Ligelønspuljen fra 2018 - hvor der blev afsat 85 og 25 mio. kr. i henholdsvis kommuner og regioner - rykkede som sådan ikke ved meget. Men den sender en vigtig signalværdi fra fagbevægelsen:

- Det var første gang, at en samlet fagbevægelse anerkendte, at der er et efterslæb inden for de kvindedominerede fag. Det kan være med til at lægge et pres på Folketinget i forhold til, at de må tage ansvar og sørge for, at der afsættes ekstra midler øremærket til at rette skævheden op. Det kan man vælge at gøre politisk, ligesom man kan vælge at gøre så meget andet.

Hvad synes du om, at alt arbejde forbundet med det kvindelige er værdisat lavere, i år 2021?
- Det er udtryk for en generel kvindenedværdigende tankegang. Når man nedprioriterer omsorg for mennesker, så ender vi med at få en krise. Der er nu en masseafgang fra fag som jordemødre og sygeplejersker. Og det er et kæmpe problem for velfærdssamfundet. For samfundet hænger ikke sammen, hvis vi ikke har jordemødre og sygeplejersker.

Men fra politisk hold har man besluttet af uddanne flere jordemødre. Hjælper det ikke på problemet?
- Det er ikke bæredygtigt, hvis de stopper efter få år på fødegangen, fordi vilkårene er dårlige, og lønnen tilmed er lav. Sådan kan en hospitalsafdeling ikke fungere. Prøv at tænke på, hvor vigtigt det er, at man kan føde sikkert i Danmark! Det er ved at blive eroderet. Traditionelt set har arbejdsgiverne argumenteret for, at der var gode forhold i det offentlige - men hvis der hverken er gode forhold eller løn, hvorfor så blive, spørger Astrid Elkjær Sørensen og tilføjer:

- Den her nedværdigelse af kvindefagene er en tikkende bombe under velfærdsstaten.


Se figur i større visning

Se figur i større visning

Figuren viser sammenhængen mellem uddannelseskravet (adgangsgivende uddannelse og selve uddannelsen) til faggrupperne og deres lønplacering i 1969. Farverne refererer til kønssammensætningen i 1969. Trendlinjen er den gennemsnitlige, lineære sammenhæng mellem gruppernes løn og deres uddannelse. Hvis lønnen udelukkende afgjordes af længden på den adgangsgivende uddannelse, og effekten var lineær, ville vi forvente, at samtlige faggrupper placerede sig på trendlinjen. Kilde: Danmarks Statistik/Institut for Menneskerettigheder

Se figur i større visning

Figuren viser sammenhængen mellem uddannelseskravet (adgangsgivende uddannelse og selve uddannelsen) til faggrupperne og deres lønplacering i 2019. Ved at fokusere på den oprindelige kønsfordeling for faggrupperne kan man følge, hvordan afkastet af uddannelse har udviklet sig afhængigt af den oprindelige kønsfordeling. Kilde: Danmarks Statistik/Institut for Menneskerettigheder