Overførsel af ferie

Du får som udgangspunkt udbetalt ferietimer ud over 4 uger, dvs. 5. ferieuge, medmindre der indgås en skriftlig aftale om overførsel af den 5. ferieuge. Den 6. ferieuge følger stadig de gamle ferieregler.

Arbejdsgiveren og en månedslønnet ansat kan senest den 31. december i ferieafholdelsesperioden (fra år 2021 og frem) skriftligt aftale, at optjente, uafviklede ferietimer ud over 4 uger skal overføres til den/de følgende ferieafholdelsesperioder.

Hvis den ansatte ikke har kunnet holde erstatningsferie i ferieafholdelsesåret (på grund af en feriehindring), overføres erstatningsferien til efterfølgende ferieår. Overførslen sker automatisk, uden at der indgås en skriftlig aftale om overførsel af ferie med arbejdsgiver. Dette er en undtagelse fra krav om, at overførsel af ferie normalt kræver, at arbejdsgiveren accepterer overførslen af ferie, og at der indgås en skriftlig aftale om overførsel af ferien.

Det er en forudsætning, at feriehindringen består ferieafholdelsesperioden ud, men det er uden betydning, om den ansatte kunne have nået at afholde ferien inden feriehindringen. Såfremt en feriehindring består frem til hovedferieperiodens udløb den 30. september, må den ansatte afholde hovedferien i den resterende del af ferieafholdelsesperioden frem til den 31. december.