Pernille har ansvar for de studerende: I skal nok få en god uddannelse

Pernille Jordt Duedahl tænker uddannelse og læring, før hun tænker ekstra hænder. Hun er uddannelsesansvarlig på Hvidovre Hospital og dermed tæt på de studerende, som lige nu er forvirrede over, hvad corona-krisen betyder for deres forløb.

-De studerende reagerer meget forskelligt på krisen. Nogen er glade for at være hjemme i sikkerhed. Andre er ivrige for at deltage i så meget som muligt. Alle er utålmodige og synes, at nu var de lige kommet igang, og så skete det her. Det er selvfølgelig rigtig synd for dem.

Danmarks sygehuse og hospitaler har reageret forskelligt på sundhedsmyndighedernes anbefalinger om at mindske smitterisikoen. På Hvidovre Hospital har ledelsen besluttet at sende alle jordemoderstuderende hjem. Et argument har været, at man ikke kan bede de fødende kvinder om at indskrænke antallet af ledsagere, hvis man samtidig bibeholder flere medarbejdere end højst nødvendigt på fødestuerne. Og selvom det er dejligt at have de jordemoderstuderendes ekstra hænder med på fødestuen, så er de netop ekstra og derfor ikke livsnødvendige.

Men de studerende skal nok få den praktik, de har behov for, det er Pernille Jordt Duedahl sikker på. Selv var hun med under den lange strejke i 2008, hvor fødeafdelingen på Hvidovre Hospital var lukket for praktik i seks-otte uger. Det rådede man bod på efterfølgende.

Når påsken er slut, har de studerende mistet ca. tre uger af deres uddannelse. Men 32 år i jordemoderfaget har lært Pernille Jordt Duedahl, at det hele nok skal gå.

-Jeg arbejder lige nu sammen med flere jordemødre, der var studerende under strejken, og deres uddannelse gjorde dem til lige så dygtige jordemødre som de studerende, der ikke var ramt af strejken i så lang tid. Vi sørgede for at kompensere dem. Vi fandt nogen løsninger, som rettede op på de huller, der var opstået undervejs. De studerende, vi har nu, skal nok få en god uddannelse. (Af Jette Smed)