Mie Hammershøi: Flere vil føde hjemme

Af Bille Sterll

De seneste 10 dage har Mie Hammershøi bragt fem børn til verden hjemme hos deres forældre. Fem sunde børn født hjemme uden problemer. Tilmed i dagtimerne. Mens Region Hovedstaden har lukket hjemmefødsler ned, kan gravide i Region Sjælland stadig føde hjemme, hvis de ikke er syge, og hvis graviditeten forløber uden problemer.

- De familier, vi føder med, bliver vurderet som sunde og raske, så vi bruger ikke værnemidler. De skal bruges af personalet på hospitalerne, som er i højere risiko end os. Vi har masker med i tasken, og så spørger vi forældrene, om de ønsker, vi tager dem på. Men det har jeg ikke oplevet endnu, siger Mie Hammershøi.

Hun og de øvrige 12 jordemødre i Hjemmefødselsordning Sjælland oplever ligefrem en øget interesse for hjemmefødsler.

- I mit eget område fik vi i sidste uge fem opringninger fra kvinder der sent i graviditeten gerne vil føde hjemme. Det er sjældent.

Før fødslen holder hun de fleste møder over nettet eller telefonen. Før hun møder op i hjemmet, tjekker hun, at ingen i familien er syge, og hverken små eller store søskende må være med undervejs. Hvis både mor og barn har det godt og amningen kører, holder Mie Hammershøi barselsbesøg dagen efter fødslen over telefonen, og tredje dag møder hun op og tager hælblodprøve.

- Jeg føler, det er langt mere sikkert, både for mig og for de gravide, at vi holder sunde og raske mennesker hjemme. Det er lige så sikket at føde hjemme, måske endda mere sikkert. Sygehusene er jo epicenter for virus. Jeg har stor forståelse for, at Region Hovedstaden har brug for alle hænder på fødegangene, men vi er ikke helt så sårbare i Region Sjælland, og jeg kan godt forstå de gravide, der helst vil føde hjemme.

Når pandemien driver over, kan de gode erfaringer med at mødes online stadig bruges meningsfuldt. Og måske får de nyfødte ligefrem lidt bedre betingelser for at tage hul på livet, trods alt.

- Når jeg ser på de fem fødsler, jeg har været med til, tænker jeg, at det er nogle heldige børn, som slipper for barselsbesøg, mødregrupper og cafeture. De har kun mor, far og nærvær. Alt det, en baby har brug for til at bygge en god relation til sine forældre.