Ketty Nissen er gravid: Det var en gråzone

Af journalist Bille Sterll

I tiden lige efter, at Danmark lukkede ned, befandt gravide jordemødre sig i en gråzone.

Som gravid er Ketty Nissen i en særlig risikogruppe, og derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at hun bliver hjemme for at undgå corona-smitte. Som jordemoder ved føde- og barselsgangen på Holbæk Sygehus er hun sundhedsarbejder og varetager en kritisk funktion. Derfor bør hun gå på arbejde.

- Jeg har gravide kolleger på andre sygehuse, som blev ringet op og bedt om ikke at møde ind. Selv stod jeg over for en weekendvagt på barselsgangen og fik at vide, at jeg bare skulle begrænse min patientkontakt. Det var meget forvirrende, siger Ketty Nissen, som nu er i 26. uge med sit første barn og har termin i juli.

Hun valgte at tackle forvirringen forlæns og direkte: Hun skrev til sin leder og lagde alle sine tanker frem:

- Jeg skrev mine helt ærlige tanker om, hvor forvirrende og frustrerende det var at være i den gråzone, og det tog min ledelse meget positivt imod.

Nu har Ketty Nissen fået andre opgaver. Hun ringer til de gravide og fortæller dem, at de skal møde alene op til scanninger og konsultationer, og hun har gjort klar til at tage imod patienter, som skal isoleres. Hun har det fint med at være på barselsgangen, for hun kan godt svare på spørgsmål om blødninger, amning og barnets afføring. Og samtidig holde afstand.

Lige nu har hun ferie, men hun regner med at vende tilbage til Holbæk Sygehus, når ferien er slut.

- Jeg er sund og rask og har en ubesværet graviditet. Jeg er ikke bekymret, men jeg tager en dag ad gangen. Mine kolleger har været gode til at beskytte mig og lægge deres egne vagter om, så jeg ikke har tæt patientkontakt. Det er vigtigt at fortælle ledelsen, hvordan du har det, og hvad du føler. Hvis du er gravid jordemoder, så få en ærlig snak om, hvordan I gør det bedst for dig.