Julie arbejder i lægeklinik: Min baggrund hjælper mig til at håndtere folk i krise

Da Danmark blev lukket ned, gik Julie Carøe til sin chef og bad om at få muligheden for at passe sit arbejde på en familievenlig måde. Nu arbejder hun hjemmefra to dage om ugen.

Telefonsamtalerne fylder mest i Julies hverdag. Det første, hun blev sat til ud fra de nye retningslinjer, var at kontakte alle kronikere og alvorligt syge patienter med tider i klinikken, og bede dem holde sig hjemme. Anbefalingerne var, at ikke-livstruende eller -funktionsnedsættende undersøgelser måtte vente.

Det gav selvfølgelig udfordringer, da mange skulle vurderes telefonisk. Men Julie opdagede, at hendes år som jordemoder i en akutmodtagelse og på fødegangen har givet hende gode redskaber til at håndtere mennesker i krise og vurdere, hvem der blot skal beroliges, og hvem der har behov for en læge.

- Rigtig mange af de samtaler jeg har i denne tid er fra folk, der er bange. De forstår ikke altid de retningslinjer, der er udstukket fra officielt hold, og de er forvirrede over, at det ændrer sig hele tiden. Jeg bruger meget tid på at berolige og tale med folk og jeg forsøger at hjælpe vores patienter i en kompleks tid.

Klinikken ligger på Vesterbro i København, hvor patientgrundlaget rummer mange gravide. De ringer til klinikken, fordi de ved, at Julie er jordemoder. De føler ikke, de kan belaste fødegangene eller jordemoderkonsultationerne med de mange spørgsmål, der trænger sig på. Julie må hver morgen orientere sig i de nye retningslinjer hos bl.a. Praktiserende Lægers Organisation, Dansk Selskab for Almen Medicin og Sundhedsstyrelsen. Hun oplever, at det er et kapløb med tiden at skulle være på forkant med alle de nye vejledninger, hvor medierne konkurrerer om at komme først med nyheder og derfor måske får misinformeret.

- Det er svært for mig som jordemoder at navigere i og endnu sværere for vores patienter, og jeg kan være bange for at give de forkerte råd. Men jeg mærker min jordemoderfaglighed som et solidt fundament i denne tid. Også når jeg rådgiver andre patientgruppe end de gravide.