Jordemoderstuderende Linda Fyhn, Esbjerg Sygehus: Selvfølgelig er jeg bekymret for at smitte

Af journalist Jette Smed

- Jeg er mor til fem og bedstemor. Selvfølgelig er jeg bekymret for at være smittespreder. Man møder så mange på sygehuset, kolleger, pårørende og patienter. Der bliver snakket meget om test. Men en test vil jo bare vise, om jeg er rask her og nu. Svaret kan være noget andet i morgen. Der er jo ikke lyserøde partikler i luften, som man kan se og undgå. Mine forældre er ældre mennesker; dem passer vi allesammen på. Børn og børnebørn ser jeg i mindre portioner.

- På sygehuset prøver vi at gøre endnu mere, end vi plejer, når det gælder hygiejne. Lige nu er jeg på mor og barn-afdelingen og neonatal. Vi spritter af og spritter af og holder afstand. I forvejen er de kvinder med børn på neonatal i krise. Deres situation giver mange refleksioner og stof til eftertanke hos mig. Nogen har i forvejen været buret inde i ugevis. Det er svært. De spørger meget til verden udenfor.

- Jeg tænker også på min læring. F.eks er jeg blevet langt mere opmærksom på smitte, end jeg var før. Man har en anden tilgang til en kvinde med HIV eller MRSA. Jeg er totalt på forkant. Instrukserne sidder helt fremme i frisk erindring.

- Som det er lige nu, er vi forskånet for smittede coronapatienter i Esbjerg. Alle forberedelser er gjort. Der er lidt uro, vi skal være klar, hvis det pludselig bliver kritisk. Der ligger en anspændthed over alt.

- Hvis alt sundhedspersonale skal træde frem, løfte deres opgave og stå klar, så skal man som jordemoderstuderende også stå klar. Det er rart, at vi ikke er blevet sendt hjem. Vi arbejder på lige fod med alle andre.